Dansk Magisterforening

Et godt arbejdsmiljø: Dimittender drømmer om det, men langt fra alle får det

”Når relationen til lederen er god, er det lettere at koordinere opgaverne på en god måde og finde ud af, hvad der forventes af en”, siger psykolog Henrik Ankerstjerne Eriksen, som er medejer af TeamArbejdsliv. © Amy Hirschi / Unsplash

Anna Dalsgaard
Del artikel:

DM's studerende vægter et godt arbejdsmiljø højt hos deres fremtidige arbejdsgivere, men virkeligheden er en anden, svarer dimittender i undersøgelse.

Hele 95 procent af de studerende, som har deltaget i DM’s nye studenterundersøgelse svarer, at et godt arbejdsmiljø er afgørende for deres valg af fremtidig arbejdsgiver. Dermed topper trivsel både grøn omstilling og en god løn.

Men det lader til, at en anden virkelighed møder de unge, når de starter i arbejde. En anden DM-undersøgelse, som er lavet under coronanedlukningen, viser nemlig, at mange nyuddannede medlemmer i job er udfordret.

Arbejdet tager så megen energi, at det går udover deres privatliv, de har stresssymptomer, mangler forståelse fra deres leder og er bange for at miste deres job.

Sådan svarer de nyuddannede

37 procent oplever, at arbejdet tager så megen energi, at det går ud over privatlivet

29 procent har haft stresssymptomer den seneste måned

12 procent mener ikke, at deres leder har forståelse for deres individuelle situation

20 procent er bange for at miste deres job.

Kilde: DMs dimittendundersøgelse juni 2021

I undersøgelsen svarer mere end hver fjerde af de nyuddannede erhvervsaktive medlemmer, at de har haft stresssymptomer den seneste måned.

Samtidig oplever 37 procent at arbejdet tager så megen energi, at det går ud over deres privatliv, og 12 procent mener ikke, at deres leder har forståelse for deres individuelle situation.

Man skal kunne levere en tilfredsstillende indsats

For at få et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladsen, skal medarbejderne opleve, at de kan levere en tilfredsstillende indsats, forklarer Henrik Ankerstjerne Eriksen, der er cand. psyk. aut. og ekspert i psykisk arbejdsmiljø og relationel koordinering.

”Kan man ikke det, fordi forholdene omkring ens arbejde ikke er i orden, kan man blive stresset”, siger Henrik Ankerstjerne Eriksen, som er medejer af TeamArbejdsliv, hvor han har arbejdet med psykisk arbejdsmiljø og optimering af relationer på arbejdspladser i mange år.

Netop relationer til både ledelse og kolleger er vigtigt for trivslen, fortæller han.

”Kolleger er noget af det bedste, der findes, og dem har vi det som regel godt med, for vi vil dem gerne”.

Derimod er det ikke helt så lige til, når det kommer til ledelse, selv om det er vigtigt med gode relationer mellem medarbejdere og ledelse, da det er en rigtig god vej til trivsel på arbejdspladsen.

Nyuddannede på herrens mark

Akademikere arbejder ofte med egne og selvstændige opgaver, og det kan gøre, at man ikke kun får anerkendelse fra lederen, men også fra andre kanaler, så som aftagerne af opgaverne.

”Men nyuddannede er mere afhængige af lederens anerkendelse end de erfarne kolleger er. For nyuddannede har ikke skabt sig et aftagernetværk endnu”, mener Henrik Ankerstjerne Eriksen, og derfor skal lederen være tydelig omkring forventninger og huske at anerkende de nyuddannede medarbejdere.

Nyuddannede har endnu mere brug for god ledelse, end de erfarne medarbejdere, som bedre kan kompensere for manglende ledelse.

Henrik Ankerstjerne Eriksen

Han mener ligeledes, at der er nogle helt markante forskelle på, hvad der skaber god trivsel hos nyuddannede og hos erfarne medarbejdere.

”Nyuddannede har endnu mere brug for god ledelse, end de erfarne medarbejdere har, som bedre kan kompensere for manglende ledelse. De kan trække på erfaringen, og de kender organisationen og ved, hvordan ’det plejer at være’ og hvad der kommer længere ude”, siger Henrik Ankerstjerne Eriksen.

”Det kan de nyuddannede ikke, så de er på herrens mark og har virkelig brug for tydelighed og klarhed”, siger han.

Relationer får det hele til at glide

Henrik Ankerstjerne Eriksen forklarer, at når relationen til lederen er god, er det lettere at koordinere opgaverne på en god måde og få de oplysninger og den viden, man har brug for. Og så er der større mulighed for, at man ved, hvad man har at gøre med, og hvad der forventes af en”, siger han.

Den nærmeste leder er vigtig, men Henrik Ankerstjerne Eriksen ser ledelse som noget mere end blot den nærmeste leder, for det handler også om, hvordan arbejdspladsen fungerer.

”En godt drevet arbejdsplads er lige så vigtig for, om man trives. Det er det, der kan gøre, at man forstår den helhed, man indgår i, så det, man arbejder med, giver mening”, siger han.

}