Dansk Magisterforening

Stadig ingen løsning for RUC-studerende som rammes af kandidatreform

Studerende, der startede med at læse på RUC for at blive gymnasielærere, kan ikke længere blive det, selvom de ved studiestart i 2020 fik at vide, at det kunne de. De har nu ventet i månedsvis på en løsning, men den har RUC's ledelse stadig ikke fundet. © Heine Pedersen/BAM/Ritzau Scanpix

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

På grund af en kandidatreform mister RUC-studerende pludselig muligheden for at kunne blive gymnasielærere, men ledelsen har endnu ikke fundet en løsning for dem.

I månedvis har studerende ved Roskilde Universitet (RUC) forgæves ventet på en løsning.

Fremover kan RUC-studerende nemlig ikke længere opnå kompetencer til at blive gymnasielærere ved at læse på universitetet. Det er på trods af, at de ved studiestart i 2020 fik at vide, at det kunne de.

I slutningen af januar måned kunne DM Akademikerbladet fortælle, hvordan studerende på RUC inden studiestart i 2020 og helt frem til midten af januar i år har fået at vide, at en uddannelse på RUC giver dem kompetencer til at kunne blive gymnasielærere, selvom det faktisk ikke længere er muligt. For den mulighed fjerner RUC’s kommende kandidatreform, som træder i kraft i 2022.

Tilbage i slut januar fortalte RUC’s ledelse, at de håbede på at komme med en klar udmelding om problemet senest 1. april.

Men de studerende har stadig ikke hørt fra ledelsen om, hvad de reelt kan og skal gøre.

”Jeg er ved at opgive alt håb. Jeg havde forventet, at RUC’s ledelse ville sætte alt ind på at løse den knibe, den har sat de studerende i, særligt nu hvor vi nærmer os fagvalgdagen, men vi er altså ikke kommet nærmere end jungletrommerne som lyder, at man prøver at lave en meritaftale. Det er man efter sigende stagneret ved i meget lang tid, og jeg begynder at spekulere på, om det er noget, man siger for at spise de studerende af, eller om man reelt har så vanskeligt ved at overføre merit fra ét universitet til et andet”, siger 41-årige Isabel Dyhrberg.

Hun søgte ind på RUC i sommeren 2020 med det formål at blive gymnasielærer. Og det havde hun fået lovning på, at hun kunne blive.

Både RUC’s studieadministration og studievejledning fortalte Isabel før studiestart, at hun kunne blive gymnasielærer ved at læse på RUC, ligesom hun ved flere samtaler under første semester fik samme melding. 

Men den melding er forkert. Det fandt hun ud af ved et tilfælde, da hun ringede til studievejledningen i slutningen af december måned med et spørgsmål om sin uddannelse. 

Vi er altså ikke kommet nærmere end jungletrommerne som lyder, at man prøver at lave en meritaftale.

Isabel Dyhrberg, studerende, Roskilde Universitet

RUCs kandidatreform giver ikke længere adgang til at læse pædagogikum

RUC’s nye kandidatreform fratager Isabel Dyhrberg og alle andre 1. og 2. års-studerende muligheden for at blive gymnasielærere, da reformen opløser de tidligere kandidatuddannelser med to fag.

I stedet får de studerende en såkaldt "fagintegreret uddannelse med tværfaglige elementer", og den giver ikke adgang til at læse pædagogikum, hvilket er et krav for at kunne undervise som gymnasielærer.

Isabel Dyhrberg er fortørnet over, at RUC har lovet hende og andre RUC-studerende, at de kunne tage en uddannelse og få gymnasielærerkompetencer for siden at trække løftet tilbage. Og så har de ovenikøbet ikke informere de studerende i tilstrækkelig grad om det.

”Jeg synes, at det er uhyre ringe, at man ikke sikrer sine studerende mod de problemer, vi risikerer at ende i. Én ting er, at en ny reform skal laves, men burde førsteprioriteten ikke være, at få de, som allerede er optaget og i gang med et studie, helskindet igennem?”, siger hun.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt og frustrerende, at det går så langsomt med at finde en løsning

Sif Stokholm, forkvinde i Studenterrådet, Roskilde Universitet

Har været svært at få ledelsen i tale om problemet

Forperson for RUC’s Studenterråd, Sif Stokholm, synes, at det har taget alt for lang tid for ledelsen at finde frem til en afklaring.

”Det er kritisabelt, at det skal tage så lang tid, og at der ikke kommer mere information ud om dette. Vi har forsøgt at få information fra ledelsen om en status på dette, men det har været sværere end normalt at få nogle konkrete svar”, siger Sif Stokholm.

Sidst RUC’s studenterråd havde møde med den ansvarlige ledelse for uddannelse og studerede var svaret, at der var en dialog i gang med Københavns Universitet (KU) om en mulighed for at lave en meritnøgle, så de ramte studerende kunne overflyttes til KU, hvis de ønskede det.

Ledelsen har også sendt en mail ud til alle 4. semesterstuderende, som har taget en fagkombination, der normalt kan give gymnasielærerkompetence. Her skriver de, at RUC er i dialog med KU om en mulig løsning.

Sif Stokholm er dog skeptisk over for overgangsperioden, eftersom de studerende intet nyt har hørt om muligheden for meritoverførsel.

De ved heller ikke, hvor meget ledelsen egentlig rykker på for at finde en løsning på problemet.

”Det virker som om, at det står stille. Vi havde forstået, at der ville komme nogle udmeldinger hurtigt fra RUC Uddannelse og Studerende, men jeg hører fra studerende og studievejledere, at vejlederne er i tvivl om, hvad de skal vejlede om ved dette problem, fordi de får forskellige svar alt efter, hvem de taler med”, siger Sif Stokholm og fastslår:

”Jeg synes, det er rigtig ærgerligt og frustrerende, at det går så langsomt med at finde en løsning”.

Ledelsen: Vi sylter ikke sagen

RUC’s konstituerede vicedirektør for Uddannelse og Studerende Maria Søndergaard mener hverken, at ledelsen er svær at få fat i eller er for langsomme med at finde en løsning for de studerende.

”Det er rigtig beklageligt, hvis der er den opfattelse blandt de studerende. Jeg har været i dialog med studenterrådet, og jeg kan bekræfte, at vi er i fuld gang med at prøve og finde en løsning for de studerende, som rammes af dette”, siger Maria Søndergaard.

”Jeg vil selvfølgelig beklage, at det har været en oplevelse af, vi sylter sagen, for vi knokler for at finde en løsning”, siger hun.

Den konstituerede vicedirektør kan heller ikke genkende, at der skulle komme forvirrende og ufyldestgørende forklaringer fra studievejledningen om, hvad de ramte studerende kan eller skal gøre.

”Det er ikke det indtryk, jeg har af vores nuværende kommunikation. Vores leder på studievejledningen er meget opmærksom på dette og har haft dialog med medarbejderne om det. Så det er beklageligt, hvis det er det billede, de studerende får”.

Jeg vil selvfølgelig beklage, at det har været en oplevelse af, vi sylter sagen, for vi knokler for at finde en løsning

Maria Søndergaard, konstitueret vicedirektør for Uddannelse og Studerende, Roskilde Universitet

Hun forklarer at RUC arbejder på flere mulige modeller som skal hjælpe de ramte studerende. Den ene løsning kan være, at de studerende overføres administrativt til Københavns Universitet (KU), så de ikke starter forfra.

En anden model er, at de ramte studerende gør deres bachelor færdig på RUC og derefter starter på KU.

RUC håber ifølge Maria Søndergaard på at have skaffet et fuldt overblik over, hvor mange studerende og hvilke fagkombinationer det vedrører, inden for 14 dage og derefter finde en mulig løsning med KU.

Hun kan dog ikke garantere, at den endelige løsning vil betyde, at de ramte studerende ikke ender med at have spildt SU på at læse på RUC for at opnå kompetencer svarende til de faglige mindstekrav sat af ministeriet for at blive gymnasielærer.

”KU er heldigvis imødekommende over for, at vi sammen kan lande en aftale. Men i sidste ende vil det også på KU være studienævnet der afgør, om der kan ske en merittildeling. Vi arbejder på at få et fuldt overblik over antallet af studerende, som rammes, hvilket studieforløb og fagkombination de har og hvad de ønsker at gøre. Det kan man ønske kunne ske hurtigere, men vi gør hvad vi kan for at finde en løsning hurtigst muligt”, siger Maria Søndergaard.

}