Dansk Magisterforening

OK21: DM vil arbejde for grøn omstilling og bedre vilkår for midlertidigt ansatte

© Christian Lindgren/Ritzau Scanpix

Af Magnus Vesth Skjødt
Del artikel:

DM´s hovedbestyrelse har godkendt en række krav til OK21 – blandt andet om måltal for anvendelsen af tidsbegrænsede ansættelser.

DM's hovedbestyrelse vedtog i sidste uge kravene til OK21. Et af kravene lyder på, at arbejdspladserne skal sikre kompetenceudvikling og karrierevejledning til personer i midlertidige ansættelser samt drøfte anvendelsen af tidsbegrænsede stillinger.

”Vilkårene for midlertidigt ansatte er jo noget, vi har arbejdet på igennem mange år. I den her overenskomst, så prøver vi at sætte nogle tydelige rammer op for anvendelsen af tidsbegrænsede ansættelser”, siger Camilla Gregersen, formand i DM.

”Vi stiller blandt andet krav om, at de midlertidige ansatte kan få en karriereafklaring i god tid, fordi vi ved, at hvis der er en manglende klarhed omkring vilkårene og perspektiverne, så er det noget af det, der skaber mistrivsel for dem, der er i midlertidige stillinger. Og det skal vi afhjælpe”.

Større ansættelsestryghed kan afhjælpe sexisme

Som Magisterbladet tidligere har skrevet, så er det ofte personer i midlertidige stillinger, der oplever sexisme og chikane på arbejdspladserne. Det håber Camilla, at de nye krav kan afhjælpe.

”Det er klart, at hvis vi får bedre ansættelsestryghed, ved at der er færre i midlertidige stillinger, så vil det gavne deres position på arbejdspladsen generelt. Vi ved, at når det kommer til sexisme, så spiller magtforhold på arbejdspladsen også en rolle”, siger DM-formanden.

”Derfor tror og håber jeg, at hvis de får en mere tryg situation, så vil de dels blive mindre udsat, men vil også bedre kunne sige fra”.

Men det er vigtigt for Camilla Gregersen at understrege, at det først og fremmest er arbejdspladsens ansvar at komme sexchikane til livs.

”Det er vigtigt at sige, at sexisme ikke må individualiseres, sådan så det er den enkelte, der har et ansvar for at sige fra. Det er et arbejdspladsanliggende. Men vi ved bare også, at man er mere udsat, når man er i en tidsbegrænset stilling”.

Krav om grøn omstilling på offentlige arbejdspladser

Udover kravet om bedre vilkår til tidsbegrænsede ansatte, så har DM også fremsat et krav om grøn omstilling på offentlige arbejdspladser.

Med kravet ønsker DM, at offentlige arbejdspladser forpligter sig til, at grøn omstilling kommer på dagsordenen i samarbejdssystemerne. Derudover, så skal det grøn omstilling inddrages i drøftelserne omkring personale- og arbejdsforhold, samt at der skal vedtages en personalepolitik om bæredygtighed.

”Vi har stillet nogle konkrete krav om at formalisere arbejdet med den grønne omstilling, så det kommer ind som en naturlig del af diskussionerne på arbejdspladsen. Konkret foreslår vi, at man udpeger nogle klimarepræsentanter, som kan være med til at bringe ideerne frem til ledelsen”, siger Camilla.

”Vi hører det som et stort ønske særligt fra yngre medlemmer, at arbejdspladserne også forholder sig til den grønne omstilling. Vi ved, at der er mange, der faktisk ønsker at gøre noget, og gør en del derhjemme, men vi ved også, at det er vanskeligt at få ændret adfærden på arbejdspladserne”.

Må ikke ende som "greenwashing"

DM-formanden forklarer, at grøn omstilling kan blive et effektivt branding-værktøj for de offentlige arbejdspladser, men det er noget, der også skal arbejdes med seriøst.

”Der er jo noget branding i det sådan helt konkret, men det må ikke ende som ”greenwashing”, hvor man pynter sig med lånte fjer. Det skal være, at man faktisk gør noget reelt, og vil noget reelt med den grønne omstilling, så det ikke bliver noget, der bare står på glittet papir”, siger DM-formanden.

”Vi er ikke kommet med bombastiske krav om, hvad man må og ikke må på arbejdspladserne. Men vi kan godt sige, at man skal have den refleksion på den enkelte arbejdsplads. Man skal have nogle drøftelser om grøn omstilling i samarbejdsudvalget, hvor ledelse og medarbejderrepræsentanter mødes og taler sammen”.

Du kan læse DM´s krav til OK21 her.

}