Dansk Magisterforening

Nyt studie: Det dumme svin når ikke nemmere til tops

I studiet fulgte forskerne en række studenter på tre universiteter, og undersøgte så 14 år senere de samme personer for at se, hvor de var landet i deres karriere. © Hunters Race/Unsplash

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Det fremmer ikke karrieren at være en selvoptaget egoist med stødende adfærd, viser et nyt amerikansk studie.

Det dumme svin med store armbevægelser og spidser albuer, når ikke nemmere til tops end dem, som går mere stille med dørene.

Egoister med aggressiv og selvhævdende attitude ender med andre ord ikke nemmere i chefkontorerne og i direktørstolen end den flinke ansatte. Det konkluderer et nyt amerikansk studie fra Berkeley Hass på University of California.

”Jeg blev overrasket over resultaterne. Uanset individet eller konteksten, gav ubehagelig og stødende adfærd ikke personer en fordel i konkurrencen om magt - selv i mere skæve, organisatoriske kulturer og i meget konkurrenceprægede brancher", siger professor på Berkeley Haas, Cameron Anderson, som er medforfatter til undersøgelsen, der netop er blevet udgivet. 

I studiet fulgte forskerne en række studenter eller MBA-studerende, der havde gennemført personlighedsvurderinger på tre universiteter, og undersøgte så 14 år senere de samme personer for at se, hvor de var landet i deres karriere.

De spurgte blandt andet om deres magt og rang i deres arbejdspladshierarkier såvel som deres organisationers kultur. De talte også med undersøgelsesdeltagernes kolleger om deres arbejdspladsadfærd og rang.

Overalt på linjen fandt de, at dem, der scorede højt på ubehagelige, personlige træk, ikke var mere tilbøjelige til at have opnået magt end dem, der var generøse, pålidelige og generelt gode.

”Det betyder ikke, at det ”dumme svin” ikke når magtpositioner. Men de kommer ikke hurtigere frem end andre, og det at være en idiot hjælper simpelthen ikke karrieremæssigt”, siger Cameron Anderson.

Der er forskel på, om man tænker på det dumme svin, som en der ønsker at fremme sin egen situation, eller om man er decideret manipulerende og lyver. Begge typer har vi da også på danske arbejdspladser

Camilla Sløk, Lektor på Institut for Organisation, Copenhagen Business School

Store kulturelle forskelle på USA og Danmark

Lektor på Institut for Organisation på Copenhagen Business School Camilla Sløk fortæller, at der hende bekendt ikke er nogen studier herhjemme, som peger på, om man performer bedre som et dumt svin end som en generøs person. Men hun påpeger, at der er store kulturelle forskelle på Danmark og USA som skal tages med i ligningen.

”Jeg har boet i USA og har familie derovre og kender til systemet, og det er meget mere konkurrencepræget derovre, hvor man typisk belønner vinderne, mens taberen kan finde døren. Så jeg kan da godt forstå, hvis de amerikanske forskere er overrasket over, at den aggressive egoist ikke kommer nemmere til tops end den generøse person, fordi man i USA har et udpræget vindersystem. Det har vi ikke på samme måde i Danmark” siger Camilla Sløk.

Hun understreger, at vi herhjemme kender til diskussionen om den psykopatiske leder, som jævnligt popper op i de danske medier. Men vi skal huske på, at man sagtens kan være selvhævdende og handle egoistisk på en arbejdsplads uden at være psykopat, forklarer hun. 

”Der er forskel på, om man tænker på det dumme svin, som en der ønsker at fremme sin egen situation, eller om man er decideret manipulerende og lyver. Begge typer har vi da også på danske arbejdspladser”, siger hun og understreger:

”Et er jo, hvis man kan komme lige langt karrieremæssigt som generøs person som ved at være et dumt svin. Jeg synes, det er mere interessant at finde ud af, hvorfor det såkaldte dumme svin faktisk kan komme så langt uden at blive stoppet undervejs. Det er jo noget, vi må undre os over og gøre noget ved, for ellers accepterer vi, der opstår skandalemiljøer på ledelseskontorerne i danske virksomheder”.

De fleste danskere er glade for deres chef

Hvad end det er det dumme svin eller den mere generøse chef, der sidder flest af i de danske chefkontorer, så virker de fleste danske lønmodtagere til at være tilfredse med deres chefer. Særligt de højtuddannede er glade for deres leder.

I en meningsmåling, som Kantar Gallup gennemførte for Magisterbladet i efteråret 2019, svarede 77 procent af de adspurgte danskere i hvert fald, at de er enige eller overvejende enige i, at deres leder er kompetent.

71 procent af danskerne med en lang videregående uddannelse mente, at deres chef er en god eller overvejende god leder. Blandt de adspurgte akademikere svarede 82 procent, at de mener, deres chef er kompetent eller overvejende kompetent.

}