Langtidssyg med coronavirus: Jeg er hunderæd for at blive smittet igen

Det har de seneste måneder været farligt for mange danskere at gå på arbejde. Op mod 20.000 borgere er blevet testet positive for coronavirus. Og for nogen har det har haft ekstra store konsekvenser.  De har nemlig ikke kunnet blive ordentlig raske igen. 

En af dem er 63-årige Kirsten Lykke Jakobsen, der er ansat som social og sundhedsassistent på lungemedicinsk afdeling på Holstebro Sygehus. 

Hun blev smittet med coronavirus tilbage i marts. Her knap seks måneder senere døjer hun stadig med følgevirkninger af sygdommen.

”Det var en lørdag aften, hvor jeg fik knap 38 i feber, og jeg havde det mærkeligt. Det var som om, noget var flyttet ind i min krop. Det var som en influenza, men slet ikke som noget jeg havde prøvet før”, siger Kirsten Lykke Jakobsen.

Tilbage i marts måned var der på det tidpunkt ingen patienter eller ansatte på hendes afdeling, der var blevet testet positive med COVID-19. Men den meget omtale af virussen gjorde, at hun ikke var tvivl om, at hun var blevet smittet, og at det var meget sandsynligt, at det var sket på arbejdet.  

Så Kirsten ringede til sin leder om søndagen og fik besked på at blive hjemme. 

"På det tidspunkt kunne man jo ikke blive ordentlig testet. Man brugte jo heller ikke værnemidler. Patienterne som kom ind var forsøgt testet, men ingen var fundet positive. Men det var de så nok alligevel”, siger hun. 

Kirsten Lykke Jakobsen anmeldte smitten med COVID-19 som arbejdsskade til Arbejdstilsynet.

Magisterbladet har fået en aktindsigt i Arbejdstilsynet, der viser, at der er sket en nærmest eksplosiv udvikling i antallet af arbejdstagere, der gør som hende.

I månederne april til og med juli var der 1732 anmeldte arbejdsskader til Arbejdstilsynet indenfor området 

”Påvirker sygdommen stadig mit arbejdsliv til den tid, så jeg ikke kan arbejde fuldtid, vil jeg søge om erstatningen, som så formentlig går på plads helt automatisk, eftersom min anmeldelse er blevet anerkendt”, siger hun. 

Sygdommen er blevet en del af mig

Først i april blev Kirsten Lykke Rasmussen så testet for coronavirus, og prøven var positiv. Det kom ikke som en overraskelse for hende.

”Der gik ikke mange dage efter min sygemelding i marts, før jeg slet ikke kunne gå ud af sofaen. Jeg kunne hverken gå i bad eller lave mad. Jeg lå bare i sengen. Min mand var hjemsendt med lønkompensation, så han var heldigvis hjemme og kunne tage sig af mig”, siger hun. 

Kirsten oplevede konstant hovedpine, enorm træthed og koncentrationsbesvær. Hun mistede sin lugte- og smagssans.

I maj begyndte hun så småt at arbejde igen, for hun kunne ikke holde ud at være derhjemme længere. Men hun kunne ikke klare mere end 1,5 times arbejde, før hun fik knaldende hovedpine og mistede evnen til at koncentrere sig ordentligt. Så blev hun bedt om at gå hjem.

”Så måtte jeg gå hjem. Men det var virkelig svært. For jeg var nødt til at acceptere, at jeg stadig var og er syg. Men jeg havde så dårlig samvittighed over at være syg, når jeg bare gerne ville arbejde og hjælpe mine kolleger med tage mig af andre”, siger hun. 

I dag arbejder Kirsten fem timer om dagen fire dage om ugen. Den 1. november er det planen, at hun skal op på 28 timers arbejde om ugen. Men sygdommen er der stadig.

”Den er blevet en del af mig. Det kan jeg for det meste abstrahere fra, men nogle dage er det værre end andre. Jeg er stadig træt, og min lugtesans er stadig ikke, som den var før”.

Hun synes det seneste måneder har været enormt svære at komme igennem. Hun var været rigtig ked af det, og hun er angst for at blive syg igen.

"Det er klart, at det stadigvæk fylder meget, at jeg måske kan blive smittet igen. Jeg har en værtsvirus i mig, så forløbet bliver i så fald forhåbentlig ikke så voldsomt igen. Det må jeg tro på, hvis jeg skulle være så uheldig at blive smittet igen. Men det er jeg da hunderæd for”.

Hun understreger, at vi er blevet meget klogere på sygdommen i de seneste måneder. Der er bedre tilgang til værnemidler, der er lavet flere og bedre forholdsregler for, hvor mange der må være på arbejde, og hvor tæt man må stå.

"Vi tager sygdommen langt mere alvorlig nu, og det er altså vigtigt. For det er ikke bare ældre som mig, der bliver meget syge af dette. Jeg har unge kolleger på 25 år, som er blevet virkelig syge og stadig ikke er tilbagevendt på arbejde. Så man skal virkelig tage denne sygdom alvorligt”.