Dansk Magisterforening

DM Studerende: Online undervisning var ikke nødvendigvis en succes

Formand for DM Studerende, Thomas Bæk Kristensen, mener blandt andet at nogle undervisere har forbarmet sig over de studerende og givet dem højere karakter ved sommerens eksaminer. © Foto: Hans Søndergaard

Af Magnus Vesth Skjødt
Del artikel:

Formand for DM Studerende, Thomas Bæk Kristensen, har mange forskellige forklaringer på, hvorfor karaktergennemsnittet og beståelsesprocenten er steget på KU, når nu forårets online undervisning har været stærkt kritiseret.

Formand for DM Studerende Thomas Bæk Kristensen advarer imod at kalde forårets online undervisning en succes, efter Magisterbladet i sidste uge skrev, at karaktergennemsnittet på KU var steget på trods af de studerendes kritik af forløbet.

Men vi skal passe på med at kalde online undervisningen for en succes, siger formand for DM Studerende, Thomas Bæk Kristensen.

”Det er fuldstændigt fejlslagent, at man tænker, at god undervisning er lig med gode karakterer og omvendt”, siger Thomas Bæk Kristensen og fortsætter:

”Når det nu viser sig, at karaktererne faktisk er steget en lille smule, så beviser det for mig, at karakterer ikke nødvendigvis er den bedste måde at afgøre på, om de studerende har lært noget i undervisningen. Man kan jo sagtens forberede sig og præstere godt, selvom undervisningen har været noget rod. Eksamen er jo blot en stikprøve af, hvad den studerende har lært”, siger han.

Thomas Bæk Kristensen nævner, at der er flere mulige forklaringer på det høje karaktersnit. Nogle studerende har for eksempel fået forlænget deres eksamenstid.

”Der er mange kurser som blev omlagt til skriftlige eksaminer på grund af nedlukningen, og jeg har snakket med flere, hvor de har fået afsat en hel time ekstra tid til tekniske problemer, som de jo så har kunnet bruge på deres opgave. Det er ikke nødvendigvis noget, en censor har taget højde for”.

Udover de omlagte eksamensformer har Thomas Bæk Kristensen også en anden teori for, hvad der har hjulpet de studerende til eksamen.

”Jeg har snakket med flere som ikke følte, at de skrev en særlig god opgave, men hvor de alligevel fik en overraskende høj karakter. Så de kan være, at nogle undervisere har haft lidt medlidenhed med de studerende”.

Den primære årsag til, at eksamensperioden ikke er gået dårligere, er dog at de studerende har eksamenserfaring og selvdisciplin, siger han.

”Man kender jo det akademiske format. Man ved, hvordan man skriver en god opgave, selvom man måske ikke har fået det helt store udbytte af kurset”.

Trivsel er den største udfordring

Selvom særligt online-undervisningens faglige indhold er blevet kritiseret, mener Thomas Bæk Kristensen, at tabet af det sociale fællesskab har haft størst betydning for de studerende.  

”Der har været massiv kritik af online undervisningen, men problemerne har været på flere parametre”, siger han.

”Kritikken har gået på, at der ikke har været det samme faglige udbytte, fordi underviserne ikke har nået at omstille og forberede sig til online undervisning, men det handler især om, at det er svært at forblive motiveret og engageret, når man ikke kan møde op og snakke med sine medstuderende. Så rent trivselsmæssigt har onlineundervisning store konsekvenser”.

”Det, vi skal have allermest fokus på nu, er vigtigheden af et godt studiemiljø”.

}