Dansk Magisterforening

VIA varsler masseafskedigelser

Ifølge Magisterbladets oplysninger er der lagt op til knap 40 afskedigelser og 20 stillingsændringer hos VIA. © Foto: VIA

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Et hul på 30 millioner kroner i budgettet for 2021 fik i går VIA til at varsle masseafskedigelser blandt underviserne. Ifølge Magisterbladets oplysninger er der lagt op til, at 58 medarbejdere vil blive berørt af fyringer eller stillingsændringer.

Det er kun få uger siden, at en besparelse på 17 millioner blev meldt ud i VIA's administration.

I går kom så en melding fra ledelsen om, at der skal findes yderligere besparelser for 30 millioner på uddannelserne. Ledelsen forventer, at flere end 30 medarbejdere vil blive berørt, hvorfor en proces for masseafskedigelser går i gang.

Ifølge Magisterbladets oplysninger er der lagt op til knap 40 afskedigelser og 20 stillingsændringer. Hvordan de enkelte uddannelser skal holde for, er ikke meldt ud.

Ifølge Carl-Peter Jeppesen, der er tillidsrepræsentant på efter- og videreuddannelsen i VIA, kom udmeldingen fra ledelsen i går som en overraskelse.

”Vi vidste godt, at der var økonomiske udfordringer men ikke, at de var så store”, siger Carl-Peter Jeppesen.

Der er noget her, vi har brug for at få et bedre overblik over

Jens Eistrup, medarbejderrepræsentant i VIA's bestyrelse

TR: Andre forslag i spil 

Også Jens Eistrup, der er medarbejderrepræsentant i VIA's bestyrelse og tillidsrepræsentant på socialrådgiveruddannelsen, siger, at besparelsen er noget større end forventet.

”Når jeg kigger på budgetposterne for 2021, kan det undre mig meget, at ledelsen finder det nødvendigt at gå så drastisk til værks. Der er noget her, vi har brug for at få et bedre overblik over”, siger Jens Eistrup.

Ifølge medarbejdernes bestyrelsesrepræsentant går ledelsen i det hele taget lidt for hurtigt frem.

”Vi skal naturligvis have muligheden for at afsøge andre muligheder og bringe andre besparelsesforslag til bordet. Det er ikke acceptabelt, at man diskuterer kriterier for fratrædelser, før vi har taget den runde”, siger Jens Eistrup.

Ifølge VIA skyldes budgetbesparelsen blandt andet, at corona-situationen har ført til et større indtægtstab på efter- og videreuddannelsesområdet.

Derudover har bestyrelsen øget likviditetskravet fra 10 til 17 millioner. Endelig forventer VIA, at en særbevilling på seks millioner på finansloven til uddannelsen TAW i Viborg (The Animation workshop), bortfalder.

I en meddelelse skriver rektor Harald Mikkelsen, at de medarbejdere, der bliver berørt af besparelserne, får besked i uge 46.

”Vi er selvsagt utrolig kede af de alvorlige konsekvenser, den økonomiske situation baseret på budget 2021 får for VIA og for en række medarbejdere”, hedder det i mailen fra Harald Mikkelsen.

}