Dansk Magisterforening

Som at sige farvel til Hogwarts: KU overvejer at flytte fakultet til Amager

Københavns Universitet skal måske flytte fra det gamle kommunehospital. © Magnus Vesth Skjødt

Af Magnus Vesth Skjødt
Del artikel:

Studerende frygter, at de skal sige farvel til det gamle kommunehospital, nu hvor Københavns Universitet overvejer at flytte det Samfundsvidenskabelige Fakultet fra Indre By til Amager på grund af dårlig økonomi.

De studerende på Københavns Universitets Samfundsvidenskabelige Fakultet, der til daglig holder til på det gamle kommunehospital på Øster Farimagsgade i det indre København, skal måske vænne sig til nye omgivelser på Amager.

Og det ærgrer mange studerende, fortæller de til Magisterbladet.

”Det er ærgerligt. De her bygninger er jo lidt Hogwarts-agtige, de har noget historie og noget charme og nogle hemmelige gange. Det synes jeg, er lidt fedt”, siger Andrea Soelberg Rosdahl, der læser antropologi.

Også Emma Sjørvad, der læser statskundskab, er vred over, at ledelsen overvejer at flytte fakultetet ud til Søndre Campus, hvor tre af Københavns Universitets fakulteter med 16.000 studerende og 1.000 ansatte allerede holder til.

”Altså jeg synes, det er grotesk, også bare fordi at det er et sindssygt fedt sted at have universitet. Det har noget sjæl på en helt anden måde, end det har ude på KUA”, siger hun.

Hør nogle af de studerendes reaktioner på, at deres fakultet måske skal flyttes:

Rod i økonomien

Årsagen til at Københavns Universitet overvejer at rykke fakultetet, handler i sidste ende om dårlig økonomi, skriver Uniavisen.

De seneste år har universitetet haft en række kaotiske byggesager, som er endt med både at blive langt dyrere og som har taget længere tid end først forventet. Blandt andet Niels Bohr Bygningen, det store nye byggeri til de naturvidenskabelige fag på Nørrebro, er på fjerde år forsinket på grund af en voldgiftssag med bygningsstyrelsen.

De mange uforudsete udgifter i byggesagerne betyder, at Københavns Universitet nu skal reducere sit enorme areal på 940.000 kvm med en femtedel.

I en nyhedsmail på universitetets intranet har ledelsen oplyst, at rektoratet og dekanerne nedsætter et campusudvalg, der ”skal udarbejde planer for at udnytte KU’s bygninger og faciliteter bedre og herunder undersøge om Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, der holder til på Kommunehospitalet, kan flytte til Søndre Campus”, står der i mailen i følge Uniavisen.

Hvis flytningen bliver en realitet, så mister Københavns Universitet sit sidste fakultet i det indre København. 

Men de studerende på ”Kommunen”, som bygningen på Øster Farimagsgade populært kaldes, ønsker ikke at flytte ud af Indre By.

”Jeg kan jo godt forstå det fra et økonomisk perspektiv, men det virker så lidt som om, at grunden til, at vi er nødt til at flytte, er, fordi de har haft rod i noget andet. Det er jo lidt træls”, siger Agathe Engell, der læser økonomi.

Også timingen for den potentielle flytning, bekymrer den samfundsvidenskabsstuderende Christian Thoby.

”Når vi står i sådan en situation, som vi gør nu med COVID-19, så tænker jeg, at det bliver ret presset som udgangspunkt”, siger han og henviser til, at der jo i forvejen er flere tusinde studerende på KUA som skal deles om auditorier og læsesalspladser

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet har været i det tidligere Kommunehospital siden 2005, og uddanner ifølge fakultetets hjemmeside 6.665 studerende, og beskæftiger 400 medarbejdere.

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet er ikke det første, som KU vælger at flytte til nye omgivelser. I begyndelsen af 2017 flyttede man Det Teologiske Fakultet til bygningerne på Søndre Campus.

I dag huser Søndre Campus tre fakulteter med 16.000 studerende og 1.000 ansatte.

Kilde: Uniavisen

 

Dekan: beslutningen er ikke taget endnu

Dekan på det Samfundsvidenskabelige Fakultet Mikkel Vedby Rasmussen forstår godt de studerendes bekymringer, men i en video på KU's hjemmeside, forsikrer han om, at beslutningen endnu ikke er truffet.

”Det er ikke nogen nem diskussion, og det var nok ikke en diskussion, vi ville tage hul på, hvis ikke KU skulle spare en masse penge og kvadratmeter. Men nu tager vi diskussionen, og den kan jeg godt forstå skaber noget usikkerhed”, siger han i videoen, der blev udgivet nogle dage efter, at varslingen om budgetbesparelser blev udsendt på intranettet.

Ifølge dekanen skal både studerende og ansatte nu inddrages i beslutningsprocessen via en bygningsfølgegruppe, som skal rådgive om den videre proces.

”Nu skal vi undersøge, hvad der er vores muligheder, og vi skal gøre det inde for de begrænsninger, som KUs bygningsøkonomi stiller os”.

Hvor man vil finde plads til de 6.665 samfundsvidenskablige studerende på Søndre Campus, har ledelsen endnu ikke sagt noget om. 

}