Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Kvindemuseet i Danmark, Aarhus
Både Kvindemuseet og Søfartsmuseet havde mange flere unge museumsgæster i uge 37, hvor der var fri entré for unge under 27.
Foto: Kvindemusset i Danmark

Museer: Unge strømmer til med gratis entré og konkurrence

Golden Days havde en forventning om, at 5000 unge gratis ville besøge 30 kulturinstitutioner i uge 37. Det blev til 8000 unge på 80 kulturinstitutioner. Nu arbejder de på at gentage succesen.

Det blev en stor succes, da alle unge under 27 år gratis kunne besøge 80 kulturinstitutioner over hele landet i anden uge af september i år. Blandt andre Bornholms Kunstmuseum, M/S Museet for Søfart i Helsingør og Skagens Kunstmuseer var med.

Festivalorganisationen Golden Days stod bag kampagnen, der skulle få flere unge til at besøge landets kulturinstitutioner. Organisationens direktør Svante Lindeburg er derfor også glad og overrasket over, at så mange unge endte med at benytte sig af tilbuddet.

”På grund af coronarestriktionerne var vores mål at nå 5000 unge, og det mål slog vi. Det blev til, at 8000 unge brugte muligheden for at besøge kulturinstitutioner på tværs af landet”, siger han.

Golden Days overordnede formål er at få kunstnere og kunsten ud til flere, og derfor virkede det oplagt at forsøge at få så mange unge som muligt til at bruge kulturinstitutionerne rundt om i landet.

”Vi har kunnet iagttage, at især entré er en barriere for, om unge bruger museer og kunsthaller. Derfor ønskede vi at igangsætte et initiativ, der kan sænke barriererne og invitere flere indenfor”, siger Svante Lindeburg.

En vigtig målgruppe for Kvindemuseet

Kvindemuseet var et af de museer, som inviterede de unge gratis indenfor i uge 37. Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch synes, det er tankevækkende, at museet havde så forholdsvis mange flere gæster i uge 37.

”Vi har overvejet, om vi skal have en særlig adgangspris til denne gruppe, da en af vores primære målgrupper er unge voksne. I øjeblikket har vi kun en ungdomsrabat til studerende, men det handler ikke kun om, hvorvidt man er studerende, men om hvor man er i sit liv”, siger hun.

Hun fortæller, at det lå lige til højrebenet at være med i kampagnen, da Kvindemuseet er et aktivistisk museum, som vil skabe forandringer.

”Det er jo de unge, der er bærere af aktivisme og forandringer, og så ligger vi i Aarhus, som er en studieby med mange unge. Desuden er vores emne køn, som har stor bevågenhed, især blandt de unge”, siger Julie Rokkjær Birch.

Besøgende på Kvindemuseet

I 2019 havde museet i uge 37 i alt 724 gæster, heraf syv under 18 år.

I 2020 havde de i samme uge i alt 784 gæster, heraf 212 under 18 år.

Kvindemuseet optæller gæster i kategorierne ’voksne’, ’studerende’ samt ’unge under 18 år’, som kommer gratis ind. I uge 37 valgte de at tælle unge under 27 år med i kategorien ’under 18 år’. 

 

K7-kampagnen

Kulturkampagnen fik betegnelsen K7, hvor K står for kultur, mens 7 blandt andet står for unge under 27 og uge 37, hvor kampagnen fandt sted. 

”Kampagnen legede med 7-tallet, og det sidste 7-tal var et konkurrenceelement, hvor den, som kunne besøge flest kulturinstitutioner i løbet at ugen kunne vinde 7 årskort til sig selv og vennerne til et valgfrit museum. Så vi opfordrede de unge til at besøge så mange institutioner som overhovedet muligt, og det virkede”, fortæller Svante Lindeburg.

For at deltage i konkurrencen skulle de unge tage et billede af sig selv på det museum, de besøgte og poste det på Instagram under hashtagget #7dageskultur.

”Den, der besøgte flest museer og kunsthaller, besøgte 22 i alt, og vi kunne se, at mange var oppe på cirka 20 besøg i løbet af ugen. Så der var tæt konkurrence. En ung kvinde vandt og valgte syv årskort til Museet for Søfart”, siger han.

M/S Museet for Søfart, billetsalg, unge
Selvom det samlede besøgstal på M/S Museet for Søfart i uge 37 var tæt på det samme som i 2019, er museet overbevist om, at en del unge har benyttet sig af tilbuddet, eftersom turisterne i år manglede pga. corona.

Unge vælger ofte kunstmuseer

Direktør på M/S Museet for Søfart i Helsingør Ulla Tofte er overrasket over, at vinderen af konkurrencen valgte syv årskort til museet.

”Det er så glædelig en overraskelse. Vores museum henvender sig jo ikke udpræget til unge kvinder, så alt i alt gjorde det det ekstra sjovt for os at være med”, siger hun.

M/S Museet for Søfart går ikke specifikt efter det unge publikum. Som Danmarks nationale søfartsmuseum ligger legitimiteten i at få fat i det brede publikum på tværs af køn, alder, indkomst, landsdele osv.

”Normalt kommer unge under 18 år - til dels frivilligt - sammen med voksne. Tanken om at få unge til at komme ind helt af sig selv var tiltalende, så det var helt naturligt for os at gå med i kampagnen. Det betyder jo noget, at det var gratis”, siger hun.

Museet har et hul blandt de besøgende fra de fylder 18 og til de fylder cirka 30 og selv får børn. Ulla Tofte mener, det kan skyldes, at mange unge bor i storbyer, bruger storbymuseer og har en tendens til at vælge kunstmuseer.

”Det er der mange grunde til, men historiske museer har åbenbart et dårligt ry blandt de unge. Jeg tror, de synes det er kedeligt. Derfor er det dejligt at kunne vise dem, at det kan være interessant og kan appellere til dem, så det er også en vigtig målgruppe for os”, siger Ulla Tofte.

Besøgende på Søfartsmuseet

Museet skelner normalt ikke mellem unge og voksne, og alle over 18 tæller som voksne.

Det samlede besøgstal i uge 37 var nærmest det samme som i 2019, men i betragtning af, at turisterne manglede pga. corona, er det sandsynligt, at en del unge har benyttet sig af tilbuddet om gratis besøg og har fastholdt besøgstallet.

Vender ofte tilbage efter første besøg

M/S Museet for Søfarts oplevelser med de unge besøgende, stemmer godt overens med intentionerne bag kampagnen, forklarer Svante Lindeburg.

”Vi ville gerne have de unge til at besøge kulturinstitutioner, de ikke kendte i forvejen. For det viser sig, at når den første barriere er væk, og de er inviteret indenfor, er det ret sandsynligt, at de vender tilbage”. 

Han forklarer, at Golden Days markedsførte kampagnen og stillede markedsføringsmateriale til rådighed, som de opfordrede kulturinstitutionerne til at bruge.

”Nogle af dem gjorde noget ekstra ud af det, og mange var dygtige til at bruge de sociale medier”, siger Svante Lindeburg, og fortæller, at Glyptoteket havde knapt 2000 besøgende i løbet af ugen.

Ulla Tofte var glad for, at Golden Days markedsførte kampagnen, da hun mener, de sociale medier ofte fungerer som en form for glasklokke.

”Vi rammer dem, der kender os i forvejen og for eksempel er med i vores Facebookgruppe. Derfor var vi også afhængige af markedsføringsindsatsen fra Golden Days. De gjorde det rigtig godt, og det virkede”, siger Ulla Tofte.

Håber uge K7 bliver en tradition

Ifølge Ulla Tofte burde kampagnen gennemføres hvert år, og Svante Lindeburg håber også, det bliver en tradition.

”Vi arbejder på at finde finansiering til at gentage det. Spar Nord Fonden finansierede den første kampagne, og jeg håber, de har lyst til at gøre det igen, men vi har ikke talt om det endnu”, siger han.

Næste gang er planen, at endnu flere museer og kulturinstitutioner skal med.

”I år startede vi med at kontakte en række tilfældigt udvalgte museer, og vores succesrate lå på cirka 30 museer. Men vi kom op på 70 museer og kunsthaller”, fortæller Svante Lindeburg.

Da Golden Days begyndte at fortælle om kampagnen, ringede flere museer, som ønskede at være med. Materialerne var allerede trykt, men de kunne være med på de elektroniske platforme, og derfor endte der med at være over 80 deltagende kulturinstitutioner.

”Det var første gang og havde karakter af et eksperiment, så næste gang kontakter vi alle”, siger han.

Golden Days

Golden Days er en nonprofit-organisation, som formidler historie, kultur, kunst og viden.

Organisationen laver en årlig Golden Days Festival i København, som i september 2020 undersøgte ungdom som fænomen, følelse, tilstand og troldspejl under titlen ‘Forever Young’.

Organisationen er projektfinansieret, og det betyder, at de søger støtte til projekter fra gang til gang. Københavns Kommune støtter Golden Days Festivalen, men kun fra år til år.

Se mere om Golden days

Emneord:
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Syddansk Universitet

Institutleder ved Institut for Idræt og Biomekanik

Syddansk Universitet

Aarhus Katedralskole

Vicerektor til Aarhus Katedralskole

Aarhus Katedralskole

Odense Bys Museer

H. C. Andersen museumsinspektør

Odense Bys Museer

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen