Dansk Magisterforening

Nu mærker nordjyderne, hvad hundredeprocents-nedlukning betyder

Nordjyderne opfordres til at holde sig inden for deres egen kommunegrænse, og det gør, at man kan føle sig mere isoleret end tidligere. © Foto: Colourbox

Anna Dalsgaard
Del artikel:

Selv om de fleste offentligt ansatte DM’ere allerede var sendt hjem i Nordjylland, så mærker de lokale tillidsfolk tydeligt konsekvensen af den hårde nedlukning. Nu er alt fysisk fremmøde forbudt, så det er slut med enkelte mødedage på kontoret og walks and talks.

6. november lukkede Nordjylland ned. Alle medarbejdere, som ikke arbejder i kritiske funktioner, skal arbejde hjemme i foreløbig fire uger.

De offentligt ansatte DM’ere arbejdede allerede i stor stil hjemmefra, da de sammen med resten af landets administrative medarbejdere blev sendt hjem for anden gang i begyndelsen af september.

Men det er alligevel anderledes denne gang, fortæller Martin Bagger, som er tillidsrepræsentant og kommunikationskonsulent i Ledelsessekretariatet i Thisted Kommune og tillidsrepræsentant for DM’erne i kommunen.  

Han fortæller, at det indtil fredag var tilladt at holde aftalte møder på rådhuset og i administrationsbygningen, og man kunne møde fysisk på arbejde 1-2 gange om ugen, lige som direktionen opfordrede til, at man mødtes fysisk med sit team cirka en gang om ugen.

”Men nu er alt fysisk fremmøde for de administrative medarbejdere blevet til hjemmearbejde og virtuelle møder”, siger Martin Bagger, som nærmest ikke kan huske, hvornår han har kommunikeret om andet end corona. Lige nu er udfordringen, at alle borgere i kommunen opfordres til at lade sig teste.

Svært for kulturen

At det i høj grad er anderledes nu, end da hele Danmark lukkede ned i marts, synes også Karen Margrethe Olesen, som er faglig koordinator i stadsarkivet i Frederikshavn Kommune og tillidsrepræsentant for DM’erne.

”I forhold til foråret er det her jo en hundredeprocentsnedlukning med skærpede restriktioner”, siger hun.

Hun har forhørt sig hos DM-kollegerne i kommunen, og dem, der er særligt mærkede er kulturmedarbejderne.

”De oplever, at det er svært, når hverken de eller publikum kan møde frem. I foråret havde de trods alt flere at lege med, fordi man kunne samarbejde med andre kulturinstitutioner. Nu er det kun os, der er lukket ned, og man kan ikke engang samarbejde på tværs af kommunegrænserne”, siger Karen Margrethe Olesen.

Regeringen valgte også at opfordre beboerne i de syv ramte kommuner at holde sig inden for deres egen kommunegrænse, og det gør, at Martin Bagger føler sig mere isoleret, end han gjorde før.

”Inden nedlukningen kunne vi fx holde walk and talk-møder, og når der pludselig er noget, man ikke kan, bliver man mere bevidst om det, og det kan jeg mærke”, siger han.

Online-kreativiteten blomstrer

Selv om folk er ved godt mod, er de ved at være trætte af ikke at kunne komme ud af huset. Det mener Anders Stie Møller Tommerup, som er biolog i Teknik og Miljø i Brønderslev Kommune og tillidsrepræsentant for AC-kollegerne i afdelingen.

”Det er en stor ændring ikke at være så meget sammen med kollegerne, når man plejer at bruge 7-8 timer på arbejdet. Det har en betydning for, hvordan man har det”, siger han.

Denne gang er folk dog mere vant til ar arbejde hjemme, og Anders og kollegerne har genindført det virtuelle sociale kollegaskab. De holder fredagsbar, drikker eftermiddagskaffe sammen og har en mailstafet, hvor de fortæller, hvordan deres hjemmekontor ser ud, eller fortæller om det sidste haveprojekt.

Det kan I gøre online for at holde gejsten oppe

  • Spis morgenmad sammen
  • Drik eftermiddagskaffe sammen
  • Hold fredagsbar
  • Lav mailstafet, hvor I fortæller noget fra jeres hverdag. Send fx billeder af dit haveprojekt eller din daglige gåtur
  • Lav en crazychat, hvor I kan tale om alt og ingenting

Det kan Karen Margrethe Olesen genkende. Hun mener, at mange af kollegerne i Frederikshavn Kommune er blevet meget bedre til at dyrke det virtuelle sammenhold.

”De har fundet ud af, hvor meget det betyder for arbejdsmiljøet, opgaveløsningen og det mentale helbred. Så de er blevet bedre til at være aktive online”.

Flere af kollegerne holder fælles morgenmad, kaffepauser og laver crazy-chat mellem kolleger, hvor de taler om alt og ingenting.

Kollegerne er gode til at holde fælles morgenmad, kaffepauser og lave crazy-chat.

”Man kan fortælle, hvad man har spist til morgenmad og sende billeder af sine børn eller sin hund. Man føler, man har noget sammen, og at man får brudt det, med kun at holde faglige møder online”, siger hun.

DM’ere i høj kurs

Karen Margrethe Olesen mener, at DM’ernes situation er speciel på den måde, at de i forhold til mange andre faggrupper har meget forskellige opgaver og en stor faglig bredde.

”Det giver en fleksibilitet og en omstillingsparathed, som man især ser hos os. Og derfor er vi i høj kurs”, siger hun.

Det har betydet, at mange af de kolleger, hun er tillidsrepræsentant for, har fået nye opgaver og nye områder, som skyldes en høj faglighed og eftertragtede kompetencer, som kan sættes i spil.

”Man har været god til at sætte udviklingsprojekter på pause for fx at varetage vigtige funktioner i krisestaben. Mange af kollegerne varetager nu opgaver i kommunens centre, fx centret for skole og dagtilbud, hvor de indsamler coronaviden, ajourfører viden og sikrer, at den bliver videreformidlet opad og udad”.

”De er en slags lim i organisationen, og det betyder, at mange af dem har travlt. De keder sig ikke. Tværtimod, som det hedder på godt nordjysk”, siger Karen Margrethe Olesen.

}