Dansk Magisterforening

Midt i politisk stormvejr: Ny hjælp på vej til kulturlivet

Brandbjerg Højskole er en af de højskoler, der har været konkurstruet og nu får hjælp © Foto: Brandbjerg Højskole

Af Troels Kølln
Del artikel:

Kulturminister Joy Mogensen har længe været under hård beskydning for ikke at kæmpe for mere støtte til kulturlivet. Nu præsenterer kulturministeriet tre nye tiltag rettet mod bl.a. kunstnere, højskoler og frivillige foreninger. Men der er fortsat ikke hjælp til de store institutioner.

Tidligere på dagen var den 70 år gamle Brandbjerg Højskole ved Jelling i overhængende fare for at gå konkurs, skrev DR. For selv om højskolen aldrig har kørt bedre, var aflysninger som følge af coronavirussen simpelthen for omfattende til, at budgettet på nogen måde kunne hænge sammen.

Højskolens usikre fremtid var brænde på bålet til de mange politikere og kulturprofiler, der længe har kritiseret kulturminister Joy Mogensen (S) for ikke at kæmpe hårdt nok for at sikre midler til kulturlivet. Et flertal af Folketingets kulturordførere ønskede hende sågar fjernet fra forhandlingerne om hjælpepakker til kulturen, skrev Berlingske mandag aften.

Nu præsenterer kulturministeren så endelig flere tiltag, der skal hjælpe landets hårdt pressede kulturinstitutioner og kunstnere. Inden for få timer har Kulturministeriet offentliggjort tre nye hjælpeindsatser:

Højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet får 141 mio. Kr.
Statens Kunstfond trækker ikke støtte til projekter tilbage, selv om de ikke kan gennemføres
Kommuner og stat vil stadig betale tilskud til for eksempel idrætsklubber, frivillige foreninger og lignende, selv om de er lukket ned

I weekenden blev Folketingets partier desuden enige om, at zoologiske haver og akvarier får dækket faste udgifter til for eksempel husleje og foder samt 80 procent af udgifterne til det personale, der skal passe dyrene.

“Jeg er glad for, at der er opbakning på tværs af de politiske parter til disse tiltag. Jeg håber, at vi i fællesskab kan forhandle flere løsninger på plads snart”, siger Joy Mogensen i en pressemeddelelse.

De nye aftaler berører dog ikke de museer, der er hårdt ramt på økonomien. Det er særlig museer med 50 procent statsstøtte, der er udsatte, fordi de ikke kan få kompensation for tabte indtægter på entré igennem de eksisterende hjælpepakker.

Midlertidig aftale skal sikre højskoler og aftenskoler

Folkeuniversitetet og mange højskoler og aftenskoler er “truet på livet”, lyder det i aftalen, der er indgået mellem samtlige af Folketingets partier. Derfor bliver der indført en ordning, der kan kompensere for op “indtil 90 procent af den tabte deltagerbetaling under nedlukning af aktivitet i forbindelse med foranstaltninger til forhindring af Covid-19-smitte”.

Ordningen omfatter alle former for aktiviteter og gælder fra 9. marts til og med 8. juni. Støtten løber op i 141 millioner kr., og aftalen skal vurderes igen i maj, skriver Kulturministeriet.

“Folkehøjskolerne, aftenskolerne og Folkeuniversitetet er grundpiller i det folkeoplysende arbejde i Danmark. Området er kendetegnet ved, at de mange små og store foreninger og selvejende institutioner, der kendetegner området, ikke må oparbejde større egenkapital. De har derfor i en situation, som den vi ser i dag, en meget spinkel likviditet at stå imod med. Samtidig er mange af skolerne meget afhængige af deltagerbetaling, som udgør en stor del af deres indtægtsgrundlag”, lyder begrundelsen i aftaleteksten.

I samme aftaletekst fremgår det, at Kulturministeriet vil udarbejde bekendtgørelser, der gør det muligt for kommunerne fortsat at bruge penge på kultur- og idrætsliv, selv om aktiviteterne ikke føres ud i livet.

“Aftaleparterne er enige om indtrængende at opfordre kommunerne til benytte sig af de muligheder, de nu får og ikke bruge Covid-19 som anledning til besparelser på folkeoplysningen”, står det i aftalen.

Statens Kunstfond trækker ikke penge tilbage

Folketingets partier er desuden blevet enige om, Statens Kunstfond ikke skal trække penge tilbage fra de kunstnere og projekter, som har modtaget støtte, men nu ikke kan gennemføre de planlagte aktiviteter. Det drejer sig potentielt om støtte for 61 mio. kr. til kulturområder som musik, litteratur og scenekunst.

Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen  
Kunstart  Beløb, der ikke kræves tilbagebetalt i mio. kr.
Musik 15
Scenekunst 27
Litteratur 4
Arkitektur 5
Kunsthåndværk og design 4
Billedkunst 4
Huskunstnere (på tværs af kunstarter)  2
I alt  61

Fakta: Her er kulturens hjælpepakker

Udover de generelle hjælpepakker til erhvervsliv og lønmodtagere er følgende blevet aftalt på kulturområdet:

  • Kompensation til højskoler, aftenskoler og Folkeuniversitetet
  • Statens Kunstfond trækker ikke støtte til projekter tilbage
  • Kommuner og stat yder fortsat støtte til kultur og idræt
  • Fremrykket udbetaling af biblioteksafgift
  • Fastholdelse af statstilskud til højskoler
  • Hjemmel til at fravige regler på folkeoplysningsområde
  • Udskydelse af overgang til nyt antenne-tv-signal
  • Mere dansk musik i radioen
  • Løsning for de zoologiske anlæg

Kilde: Kulturministeriet

 

}