Dansk Magisterforening

Forskningsminister ærgrer sig over, at kvindelige forskere blev forbigået

Foto: Jens Honoré

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Undervisnings- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ærgrer sig over indstilling til EliteForsk-pris, der gav seniorforsker æren for sensationel opdagelse, som to løsansatte kvinder reelt stod bag.

”Det ærgrer mig, fordi vi står på skuldrene af historien, hvor vi jo heller ikke tidligere har været gode til at anerkende kvindelige forskere”.

Sådan siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) efter, at hun onsdag i sidste uge tildelte EliteForsk-prisen til lektor Tobias Richter på Københavns Universitet.

Ærgrelsen skyldes, at den officielle indstilling af Tobias Richter fra Danmarks Frie Forskningsråd, som ministeren valgte at følge, beskriver Tobias Richter som ophavsmanden til en sensationel opdagelse i 2018, der tilbagedaterer tidspunktet for den tidligste brødbagning med mindst 3.000 år.

Problemet er bare, at opdagelsen ikke er Tobias Richters, men primært to løstansatte forskeres, Amaia Arranz Otaegui og Lara Gonzalez Carretero, der ikke er nævnt i indstillingen.

”Tobias Richters opdagelse af brødbagning er kåret til en af verdens ti største arkæologiske nyheder i 2018”, hedder det blandt andet i indstillingen.

Lara Gonzalez Carretero har efterfølgende kritiseret indstillingen på Twitter, og Danmarks Frie Forskningsråd har beklaget teksten. Den vil nu blive ændret, så den også tilgodeser de to juniorforskere, og det er Ane Halsboe-Jørgensen godt tilfreds med.

”Der er en vigtigt pointe i det her, nemlig om vi anerkender bredt nok, uanset om det er Nobelprisen eller EliteForsk-prisen. For det er vigtigt at huske dem, som ikke står øverst i hierarkiet. Og jeg kan også se, at man i de øvrige priser, der er uddelt, i højere grad har anerkendt holdindsatsen. Det er godt, at det nu også bliver tilfældet for det her projekt”.

Selvom den formelle indstilling nu vil bliver ændret, finder hun ikke grund til at genoverveje tildelingen.

”Det, mener jeg ikke, er nødvendigt, for prisen gives for en større indsats over lang tid og for at have opbygget og ledet et forskningscenter. Æren tilfalder Tobias Richter, fordi han er en dygtig forsker, og det ændrer den justerede indstillingstekst ikke på”, siger forskningsministeren. 

}