Dansk Magisterforening

Danmark er nu et gigantisk eksperiment for omorganisering af arbejdet

© Foto: Greve Museum

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Mette Tapdrup Mortensen, leder af Greve Museum, sidder lige nu derhjemme og overvejer, hvad hendes 14 hjemsendte medarbejdere skal lave de næste to uger.

Hvad vil det egentlig sige at arbejde hjemmefra, og hvad kan lade sig gøre?

Det spørgsmål tumler Mette Tapdrup Mortensen, museumsleder på Greve Museum, i disse timer med.

Museet er lukket ned, og medarbejderne har ryddet skriveborde og taget de vigtigste ting med hjem.

Så hvad skal museumsinspektører, formidlere og arkivfolk og andre af de 14 ansatte nu lave det næste stykke tid?

”Jeg har selvfølgelig lagt op til, at vi må organisere arbejdet så godt som muligt. Det gør jeg sammen med de enkelte medarbejdere”, indleder Mette Tapdrup Mortensen, der sidder i sit hus på Amager og arbejder.

”Jeg har en arkivar, der nærmest er lykkelig, fordi han nu endelig kan sidde i fred og ro og arbejde med registreringer de næste 14 dage og komme i bund med det. Så der er ikke noget, der er så slemt, at det ikke er godt for noget”.

Andre, der gerne vil lave et forskningsprojekt, får nu også sammenhængende tid til at skrive fondsansøgninger.

”Vi skal også evaluere den måde, Åben Skole kører på, hvor vi i samarbejde med skolerne laver forløb for skoleklasser. Der kan nogle medarbejdere godt begynde at tygge på data og se på tilbagemeldinger fra skolerne og bruge erfaringer til at finde ud af, hvordan vi styrker indsatsen”, fortsætter hun.

Mere om coronavirussen

Magisterbladet dækker løbende corona-udbruddets konsekvenser for det akademiske arbejdsmarked. Læs alle vores artikler her.

Har du en oplevelse, et tip eller andet, vi bør dække, så skriv til tko@dm.dk.

Dansk Magisterforening har bl.a. reageret ved at aflyse alle arrangementer og fysiske møder. Læs DM’s seneste reaktioner og gode råd på dm.dk.

Seneste nyt og anbefalinger fra myndighederne kan du læse på politi.dk/corona.

Men mens Greve Museum ligesom resten af Danmark er ved at omstille sig til hjemmearbejde og i realiteten et gigantisk eksperiment i omorganisering af arbejdet, har Mette Tapdrup Mortensen ikke kunnet lade være med at tænke på, at vi måske også har brug for at tænke lidt realisme ind i projektet.

Og det handler ikke om de praktiske benspænd, så som at der også er børn, der skal passes.

”Vi er selv tre voksne med min mands ekskæreste, der starter i nyt job om 14 dage, så vi kan bytte børnene rundt. Jeg har ikke tænkt næste uge igennem, men det skal nok gå, og der er jo også naboer, de kan lege med”, siger hun

Det handler mere om arbejdets natur.

”Jeg tror, at vi fx på det akademiske område bliver udfordret. Hos os arbejder vi for at lave et fantastisk museum, men er vi kognitivt i stand til det, når vi ikke er i det miljø, hvor museet skal laves? De kreative processer er jo noget, der foregår i realtid sammen med de mennesker, vi arbejder med”, siger hun.

Hjemmearbejdet sætter møder i perspektiv

Hun har allerede afholdt de første videokonferencer, men mener, at man alligevel bør lave en realistisk forventningsafstemning til hjemmearbejdet og forholde sig til dets begrænsninger.

”Vi befinder os pludselig i en mærkelig tid, og selvom vi godt kan holde noget kørende via videosamtaler, er det at formidle kultur og kulturarv også noget meget dynamisk. Noget er selvfølgelig skriftligt, men en stor del af det er også at mødes i teams og udvikle sammen. Eller koble fysiske genstande med erindringshistorie. Så den næste tid bliver noget af en udfordring”.

Når situationen tillader, at medarbejderne kan gå på arbejde igen, håber Mette Tapdrup Mortensen, at de, der normalt mugger over møder, vil have indset, at møder har en vigtig værdi.

”Det, at folk sidder i samme rum og udveksler tanker og ideer, er nu pludselig blevet noget specielt. Den erkendelse kommer også, tror jeg ”, siger hun.

En anden overvejelse, hun gør sig, handler om formidling.

Eftersom muserne nu ikke har en eneste besøgende gæst, kan coranavirussen tvinge museerne til skrue op for formidlingen uden for det fysiske museum. Det gør de allerede, men pludselig er det blevet det eneste, de kan gøre.

”Den situation er fuldstændig ens for alle museerne. Jeg tænker også, at vi kommer til at formidle på sociale medier, men det bliver særligt interessant at se, hvordan de store museer, der har ansatte, der ikke gør andet, vil gribe det an”.

}