Dansk Magisterforening

Camilla indsamler værnemidler til sygehusene: ”Jeg bruger min viden fra museumsbranchen til at hjælpe coronaberedskabet”

Camilla Jul Bastholm indsamler museernes værnemidler, så de kan blive doneret til sygehusvæsenet. © Foto: ROMU

Anna Dalsgaard
Del artikel:

Camilla Jul Bastholm er konservator på ROMU og laver en erhvervs-ph.d. om skimmel i kulturarv. Selv om der er meget, hun har grund til at bekymre sig om under coronakrisen, har hun den tilgang til livet, at når noget er et vilkår, skal man arbejde på at få det bedste ud af det.

Alle de håndvaskeregler, som de fleste skal vænne sig til nu, har vi haft i familien i 14 år, fordi vi lever med kronisk sygdom. Vi vasker derfor altid hænder, når vi har været ude blandt folk, og i influenzasæsonen har vi håndsprit i lommen. Derfor er vi sjældent syge.

Men jeg er da bekymret for både min familie, mine kolleger og min arbejdsplads. Vi har gamle bedsteforældre, venner og familie med kronisk sygdom. Jeg ved, at mit museum bliver hårdt ramt. Ja, at kulturverdenen, ligesom resten af Danmark, bliver hårdt ramt af krisen.

Men jeg prøver at vente med at bekymre mig for meget, til jeg ved, hvad jeg har at forholde mig til. For jeg tror, at når noget er et vilkår, skal man passe på med at lade sig gribe af bekymring, for det bliver en nedadgående spiral.

De sidste par dage har jeg haft fokus på indsamling af værnemidler fra museer og bevaringscentre til hospitaler - det har givet mange positive opkald og henvendelser. Vores branche ligger jo inde med åndedrætsværn, dragter, handsker osv., fordi vi er i kontakt med sundhedsskadelige partikler og kemikalier, når vi arbejder med kulturarv.

Vi bruger masker, som beskytter mod skimmelsvamp, og da partikelstørrelsen på skimmel og vira er ens, kan vores masker også bruges i sundhedssektoren. Værnemidlerne gør i øjeblikket mere gavn på hospitaler end på museer, og det er vigtigt, at vi passer på de hospitalsansatte.

Jeg fik ideen i sidste uge efter et af regeringens pressemøder. På de sociale medier havde jeg set, at museer i udlandet donerede værnemidler til COVID-19-indsatsen. Da jeg også er formand for Nordisk Konservatorforbund i Danmark (NKF), så jeg en mulighed for at lave et opråb om donationer til den samlede branche. NKF koordinerer derfor donationer fra museumsbranchen. Det indebærer, at vi sender et samlet overblik til Lægemiddelstyrelsen, så de kan se, om de kan bruge det, der står på listen over donationer.

Lige nu mangler de handsker og forskellige typer af åndedrætsværn. Flere af de værnemidler, museerne bruger, er de samme som hospitalernes – de kommer fra samme producenter, så det gør det lettere.

Det går over al forventning med at skaffe donationer. Vi havde i vores spæde håb tænkt, at hvis bare de 10 største meldte sig, ville det være fint. Det er jo primært bevaringscentre og de store statsanerkendte og statslige museer, der ligger inde med værnemidler. Lige nu 14 meldt sig og flere kommer til, så jeg er glad og taknemmelig.

"Jeg er væk fra min skimmel"

Jeg ved meget om værnemidler og arbejdsmiljø og sikkerhed, fordi jeg er i gang med en erhvervs-ph.d. på ROMU, som handler om skimmel i kulturarv. Jeg laver blandt andet forsøg, der undersøger museumsansattes eksponering for skimmel, når de arbejder med samlingerne.  

Jeg er væk fra mine skimmelforsøg her under hjemsendelsen, og måtte sætte laboratoriearbejdet i bero. Skimmel er levende materiale, så jeg håber, at forsøgene overlever krisen. Derfor kaster jeg mig over det, jeg kan lave på min ph.d. hjemmefra, og det er de videnskabelige artikler.

Jeg har min hjemmearbejdsplads i vores lejlighed på Nørrebro, hvor jeg bor sammen med min mand og tre børn. Lige nu har vi delt os. Vores datter var udvekslingsstudent i Spanien, men vi fik hende heldigvis hjem umiddelbart før al flytrafik blev indstillet. Hun er nu i karantæne med min mand i vores sommerhus i 14 dage. Så lige nu er jeg alene med vores to sønner, som går i 4. og 7. klasse.

Vi har forsøgt at indrette os med nogle hjemmearbejdspladser på bedste vis. Jeg har fundet et skrivebord og en skrivebordsstol frem, og så har jeg stillet nogle gamle reoler bag mig. Jeg er så heldig, at jeg i forvejen har en privat skærm og et løst tastatur, som jeg kan koble til min bærbare pc. Jeg kan forstå på konservatorkolleger, at flere er udfordret af at sidde med bærbare ved spisebordet på en almindelig spisebordsstol.

For mig er det udfordrende, at der er en skolegang, som også skal passes, og jeg kan godt have dårlig samvittighed over, om jeg får hjulpet drengene godt nok. Jeg strukturerer vores dage, og beder dem hver aften skrive morgendagens skoleplan fra intra ned i hånden. Så husker de den bedre og ved, hvad de skal gå i gang med dagen efter.

Vi går i gang kl 8 om morgenen, ellers skrider det. Så spiser vi frokost sammen kl.12 og arbejder videre indtil ved 14-tiden, hvor drengene er færdige og begynder at forstyrre lidt mere. Så går vi måske en tur, og jeg går tilbage til arbejdet.

"Der kommer også noget positivt ud af krisen"

Den kroniske sygdom i familien gør, at vi er ret isoleret. Drengene ved, at vi ikke kan se andre, så de har fundet på alt muligt andet. De forstår og accepterer det, når jeg er tydelig om det, og vi taler åbent sammen om situationen.

Det går knapt så godt med at holde privatliv og arbejdsliv adskilt, og jeg synes hele tiden, jeg er bagud. Men jeg prøver at lade være med at arbejde for meget om aftenen, for jeg ved, at jeg sover dårligt og laver mindre næste dag, hvis jeg gør det.

Jeg prøver også at lade være med at blive vanvittig af at være lukket inde i en lejlighed på Nørrebro. Men jeg gør gerne, alt hvad Danmark får besked på, hvis det er det, der skal til. Så vi gør fuldstændig, som Søren og Mette siger. Det kan godt være en belastning at gå op ad hinanden hele dagen, og vi prøver at være opmærksomme på ikke at blive knotne. Vi taler meget om, at det her gør vi sammen – fællesskabsfølelsen hjælper.

Vi går en tur på cirka 5-8 km hver dag, for hvis man ikke får rørt sig, degenerer man. Vi prøver også at lave noget hyggeligt om aftenen, og jeg involverer drengene i praktiske opgaver, så vi laver dem sammen. Så lige nu tænker jeg på, hvorfor de dog ikke hjælper mere til i vores almindelige hverdag uden krise.

Der kommer også noget positivt ud af krisen. Fordi vi hjælper hinanden og er meget mere inde i vores familiesfære nu - f.eks. med mere kontakt til bedsteforældre med sms’er, facetime og telefonopkald. Så nogle gange kan jeg standse op og tænke, hvordan det er, vi lever til hverdag, og at vi har al for megen fart på. Måske er det slet ikke nødvendigt. Jeg håber, at coronakrisen kan få verden til at bremse ned på alle fronter.

Den nye hverdag

Mange arbejder hjemme, andre har travlt i sundhedssektoren, selvstændige mister opgaver, og atter andre mister deres faste arbejde.

Hvordan får vi hjemmearbejdet til at fungere uden at rive hovederne af hinanden, når hele familien er hjemme? Hvordan tackler vi aleneheden? Hvordan klarer vi bekymringerne for familiemedlemmer, økonomien og den fremtid, som kommer efter krisen?

Magisterbladet taler hver dag med en akademiker om, hvordan coronakrisen har ændret hverdagen. Læs alle artiklerne her.

}