Dansk Magisterforening

Vicedirektør i Danner: Vi har fundet nye måder at hjælpe voldsramte kvinder

"At lede på afstand er mindre svært, end jeg havde troet. Vi har høj tillid til hinanden, og det er enormt hjælpsomt nu, hvor alt foregår digitalt", siger vicedirektør og leder af Danners Videnscenter, Mette Marie Yde.

Anna Dalsgaard
Del artikel:

Efter første corona-pressemøde steg henvendelserne fra voldsramte kvinder, en uge efter faldt de drastisk, da kvinderne blev isoleret i hjemmet, og nu er de steget igen til dobbelt omfang af normalt, fortæller vicedirektør Mette Marie Yde. Hun og medarbejderne i Danner har fundet nye måder at løse opgaven på.

Da Mette Frederiksen havde holdt sin første coronatale på tv, begyndte henvendelserne til vores hotline med det samme at stige. Vi ved at isolation er en af voldsudøverens taktikker i partnervold, så med en nedlukning af samfundet, blev vi bekymrede for de mange kvinder, der nu ville være fanget i hjemmet med en voldelig partner.

Så da finanslovspartierne meget hurtigt afsatte midler til ekstra krisecenterpladser, gik vi straks i gang med at oprette nødpladser sammen med to andre krisecentre i København, hvor kvinder, som er i akut fare eller som har et akut behov for at komme hjemmefra kan bo i en kort periode, til vi finder en ordinær plads til dem.

Mette Marie Yde

Er uddannet cand.scient. i kulturgeografi fra Københavns Universitet. Vicedirektør og leder af Danners Videnscenter. Tidligere arbejdet med international udviklingsbistand i Mellemfolkeligt Samvirke og Røde kors.
Læs mere om Danner

Vi har plads til 18 kvinder og deres børn på vores krisecenter. Det lykkedes os sammen med Dansk Kvindesamfunds Krisecenter og Kvindehjemmet at skaffe 25 nødpladser på en hemmelig adresse i København. Det er i samarbejde med gode mennesker fra hotelbranchen, og både teknik og et professionelt vagtselskab sørger for ekstra høj sikkerhed, så vi kan tage imod kvinder med en voldsomt udfordret sikkerhedsprofil.

Det gælder for eksempel, når kvinden er truet af farlig vold, og partneren er meget opsøgende. Så har kvinden brug for tid, til vi finder en ordinær plads, nogle gange andre steder i landet, fordi hun har brug for at komme væk. Som regel er kvinderne højst fire uger på nødcenteret, mens de i gennemsnit er på krisecentre i 100 dage

En uge inde i nedlukningen faldt henvendelserne markant hos os. Det er en forudsigelig mekanisme, da kvinderne havde svært ved at ringe og komme hjemmefra, mens de var isoleret med voldsudøveren 24-7. Men nu er henvendelserne steget igen, og vi har i april i år haft dobbelt så mange henvendelser som i april sidste år.

Vi har en ketchupeffekt og er gået fra en periode, hvor kvinderne ikke har kunnet søge hjælp til nu, hvor de igen får mulighed for at komme hjemmefra, fordi børnene fx skal i skole.

Man kan sige, at vi har en ketchupeffekt. Vi er gået fra en periode, hvor kvinderne ikke har kunnet søge hjælp til nu, hvor de igen får mulighed for at komme hjemmefra, fordi børnene skal i skole, eller en af de voksne skal på arbejde. Vi var - desværre kan man sige - forberedt på, at det ville være sådan, og nu kan vi også se det på tallene.

Vi har selvfølgelig været nødt til at have stort fokus på at minimere smitterisikoen i Dannerhuset, så vi har reorganiseret det hele. Det betyder, at medarbejdere uden centrale funktioner i huset arbejder hjemme. Vi venter spændt på, hvad Mette nu siger, og om vi kan løsne op i næste uge.

Den store forandring for mig er at arbejde hjemme. Udover at være vicedirektør er jeg er leder af Danners Videnscenter, og vi arbejder alle hjemmefra. Vi fandt lynhurtigt ud af, hvordan man bruger Teams og Zoom, hvor vi har fælles tjek ind hver mandag og fredag. Vi koordinerer med hinanden, så alle ved, hvordan det går det med hinanden.

Opgaverne er de samme, så det handler om, hvordan man løser dem på en ny måde. Mit fokus er på at understøtte medarbejderne, og jeg er imponeret over den store omstilling hos dem. Reaktionen har været, at nu er det sådan, så hvordan løser vi det, så kvinder stadig får hjælp.

Jeg har ikke fået mindre travlt, nærmest tværtimod, men det er givende og sjovt for en gammel nødhjælpsdame som mig, der brænder for det her.

At lede på afstand er mindre svært, end jeg havde troet. Jeg gør en dyd ud af at kende medarbejderne og holder en til en-samtaler med hver enkelt engang om ugen. Det gør jeg også, dog ikke ugentligt, når vi er i Dannerhuset. Der går jeg tit rundt om søen (Danner ligger ved søerne i København, red.) med medarbejderne for at høre, hvad der egentlig rører sig hos dem ud over det faglige. Vi har høj tillid til hinanden, og det er enormt hjælpsomt, nu hvor alt foregår digitalt.

Jeg har de mest fantastiske medarbejdere, og vi er gode til at skabe et socialt fællesskab. Det kan man se nu. En af medarbejderne finder på et tema hver dag, som en af os andre skal sende tekst og billeder til. Det kan være små beretninger om, hvad lavede du i påsken, hvad drømmer du om, hvordan spiste du frokost i dag eller anbefaling af en bog. Det har gjort rigtig meget for, at vi har beholdt fællesskabsfølelsen, selv om vi er hver for sig.

Sådan arbejder Danner

Når en kvinderne kontakter os, finder vi ud af hvilket behov for hjælp, de har. Nogle kvinder ringer og ved ikke, om det er vold, de er udsat for, selv om det er massiv vold. Det kan lyde uforståeligt, men volden bliver med tiden normaliseret, og ansvaret bliver lagt over på den voldsudsatte, så kvinderne tænker, at hvis bare jeg ikke havde gjort det eller det, så havde manden ikke hidset sig op. Det kan være en voldsspiral, som går fra den psykiske vold med fx verbale krænkelser og afvisninger til fysisk vold og isolation. Kvinderne kan komme i en tilstand, hvor de mister sig selv og har ingen form for grænser tilbage.

I nødkrisecenteret får kvinderne en såkaldt stabiliseringsperiode. De er ofte rastløse, bange og nervøse og kan ikke sove, og har ofte psykosomatiske symptomer som ondt i hovedet og har det i det hele taget dårligt. De har brug for ro og stabilitet, og i denne fase bruger vi stabiliseringssamtaler, hvor pædagoger, psykologer og socialrådgivere taler med kvinderne og måske også børnene. Samtalerne afdækker, hvad kvinderne har oplevet, og hvad der fylder lige nu. Vi forsøger at give dem styr på tankerne og støtte dem i at komme videre.

Næste fase er bearbejdningssamtaler. Vi bruger narrative samtalemetoder, hvor vi finde sprækker i kvindernes fortællinger, som kan give dem empowerment, fx ved at tale om, hvilke gode valg de har truffet. Vi finder ind til kernen igen, og skaber sammen med kvinderne en fortælling, som er styrkende for dem i stedet for den negative fortælling, de kommer med.

Tredje fase er udslusningsfasen, hvor de skal flytte i egen bolig og have styr på alt det, der følger med. Nogle af dem er ikke i beskæftigelse, så hvordan sikrer man økonomien osv. Her bygger vi bro, for eksempel til det kommunale system.

}