Dansk Magisterforening

Teologiprofessor bliver ny dekan: Hun skal genopbygge ledelsen på humaniora

© Foto: Københavns Universitet

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Teologiprofessor Kirsten Busch Nielsen tiltræder som konstitueret dekan for KU's Humanistiske Fakultet i lyset af flere års sparekrav, afskedigelser og senest blokade af ledelsesgangen. Hun skal sidde for bordenden, når hele ledelsen på humaniora skal udskiftes.

Efter flere års intern uro på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet har universitetets ledelse nu konstitueret teologiprofessor Kirsten Busch Nielsen som ny dekan. Hun tiltræder som dekan den 1. juni og vil bestride posten midlertidigt, indtil en ny dekan efter planen ansættes, formentlig i foråret 2021.

”Stillingen som dekan for Det Humanistiske Fakultet er en vigtig og spændende opgave, så den har jeg ikke haft spor svært ved at se det attraktive i og takke ja til. Men det er også en udfordrende opgave, og de ting er jo ikke modsætninger”, siger Kirsten Busch Nielsen.

Hun vil ikke svare klart på, om det midlertidige dekanjob kan blive permanent for hende.

Det vigtigste er at komme godt i gang nu, og jeg er meget overbevist om, at der er gode og lovende perspektiver i jobbet. Men konklusioner er tiden endnu ikke til”, siger hun.

Teologiprofessoren skal desuden sidde med for bordenden, når universitetet laver en gennemgribende udskiftning af hele ledelsestoppen på humaniora. Det handler om at ansætte en prodekan og en fakultetsdirektør, når de midlertidige jobforlængelser udløber for fakultetets nuværende prodekan for uddannelse og fakultetsdirektør, Jens Erik Mogensen og Kristian Boye Petersen, 1. maj 2021.

”Nu skal jeg lære medarbejdere, studerende og ledelsesgruppe at kende. Jeg synes ikke, at jeg skal sige yderligere om den opgave, før jeg selv er flyttet ind på fakultetet. Jeg kender Det Humanistiske Fakultet lidt på afstand, men ikke i dybden og i nuancerne, og det bliver en vigtig forestående opgave for mig”, siger Kirsten Busch Nielsen og påpeger om de større linjer for humaniora: 

”Vi skal sikre gode rammer for fagområderne, og jeg kan kun sige, at den bredde af faglige områder, som HUM beskæftiger sig med, har stor betydning - ikke bare for grundforskningens egen udvikling, men også for hele samfundet. HUM er med til skabe dybde og perspektiv i vores måde at være samfund på”, siger hun.

Jeg kan kun sige, at den bredde af faglige områder, som HUM beskæftiger sig med, har stor betydning - ikke bare for grundforskningens egen udvikling, men også for hele samfundet.

Kirsten Busch Nielsen

En rutineret leder

Kirsten Busch Nielsen har 20 års erfaring med ledelse på KU, og hun har også en række tværgående opgaver på hele universitetet som formand for KU's forskningsudvalg (KUFIR), Det Personalepolitiske Udvalg (PPU) og som leder af KU's engagement i universitetsalliancen 4EU+.

Ifølge rektor på KU Henrik C. Wegener er det er en rutineret leder, der nu tager tøjlerne på Det Humanistiske Fakultet.

”Jeg er rigtig glad for, at Kirsten har sagt ja til at overtage den vigtige opgave som dekan på Det Humanistiske Fakultet med kort varsel. Kirsten er en stærk, kompetent og erfaren leder, og hun er den helt rette til at sikre fortsat udvikling af forskningen, uddannelserne og administrationen, sikre de humanistiske fags samspil med hinanden og resten af KU og lægge fundamentet for en skarpere profil for fakultetet, udtaler rektor Henrik C. Wegener i en pressemeddelelse om hendes tiltrædelse.​

Uro eller uenigheder

Kirsten Busch Nielsen overtager posten som dekan på KU Humaniora fra Jesper Kallestrup, som forlod sin efter bare to år på posten for at blive professor i Skotland. Det skete efter, at han ifølge rektor Henrik C. Wegener forsøgte at drøfte de svære valg, som universitetet står overfor.

Humaniora på KU har de seneste år gennemlevet store spare- og fyringsrunder

Og i slutningen af 2019 blokerede HUM-studerende ledelsesgangen i protest mod fagsammenlægninger. Blokaden blev først ophævet efter 38 dage, da de studerende fik en ny mål- og samarbejdsaftale med ledelsen, og blokaden var dermed eftersigende en af de længste på et universitet i Danmarkshistorien.

”Det var et meget særligt forløb, som jeg fulgte på afstand, og jeg synes ikke, det tilkommer mig at have yderligere kommentarer til det”, siger Kirsten Busch Nielsen.

Den nye dekan ønsker på nuværende tidspunkt ikke at gå ind i en dybere diskussion omkring målplaner og samarbejdsaftaler, der har været så meget fokus på de seneste måneder. Nu vil hun først lande og lære personale og studerende at kende, forklarer hun.

”Humaniora omfatter en række fag, og min opgave som dekan bliver at udvise forståelse og at sikre bedst mulige rammer for en bæredygtig udvikling af fagområderne. Mere konkret kan jeg ikke blive lige nu”, siger hun.

Spare- og fyringsrunder. Blokade. Og en dekan, som fratræder efter blot to år på posten. Det virker til, at HUM-fakultetet er præget af stor uro. Kirsten Busch Nielsen mener dog, der mere har været tale om interne uenigheder end decideret uro.

”Nu findes der jo ikke en standarddefinition på uro. Uenigheder er et udtryk for det engagement, som både forskere, studerende og administrerende personale har i deres fakultet. Det engagement er en vigtig ressource. Det kan jo ikke undre nogen, at diskussion om fx økonomi kan føre til uenigheder. Når der er uenigheder, må man sammen indkredse løsninger bedst muligt, inden for de rammer, universitetet har. Dem skal alle parter forsøge at udnytte bedst muligt”, siger Kirsten Busch Nielsen.

Uenigheder er et udtryk for det engagement, som både forskere, studerende og administrerende personale har i deres fakultet. Det engagement er en vigtig ressource.

Kirsten Busch Nielsen

Hum-bashing og en attraktiv kampplads

Slutningen af 2019 bød også på endnu en omgang humaniora-bashing i mediemøllen, da ledige nyuddannede – særligt dem med humanistisk baggrund - i en række Berlingske-artikler blev beskyldt for at være "luddovne" akademikere, som var for fine til at tage et job i Netto. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) pointerede blandt andet, at han selv har siddet i kassen i Netto, og at ledige akademikere skal tage det job de kan få. 

Stillingen som dekan på humaniora på hovedstaden universitet er med andre ord en central stilling på lidt af en kampplads. Det huer Kirsten Busch Nielsen at betræde et sådan job.

”Det er en vigtig opgave at være med til at skabe rammer for udviklingen af de humanistiske fag og for udfoldelsen af den store betydning, som humaniora bør have for hele vores samfund”, siger Kirsten Busch Nielsen.

”Uddannelserne på humaniora er centrale for at sikre et samfunds historiske, sproglige og kulturelle åndedræt. Jeg kommer selv fra en nabodisciplin til de klassiske humaniorafag, så jeg kan kun glæde mig over at blive del af den fortsatte udvikling af humanistisk forskning og uddannelse”.

}