Dansk Magisterforening

Målplanen, der førte til 38 dages blokade, er blevet omskrevet: Vi er meget tilfredse

Sidsel Vedel og Anna Nørgaard Sørensen overleverede formandskabet til Kevin Olesen og Rasmus Nielsen i februar i år. Foto: Privatfoto

Af Rasmus Lauge Hansen
Del artikel:

Den nye målplan inkluderer et omskrevet afsnit om uddannelse og fokus på trivsel. Det fortæller tidligere næstformand for HUMrådet.

Trivsel for de studerende, mere fokus på ansatte og studerende og et omskrevet uddannelsesafsnit. Det er nogle af de ændringer, som HUMrådet fejrer i dag. Den nye målplan, som går fra 2021-2024, er nemlig færdigskrevet.

En målplan er planen for, hvad fakultetet skal arbejde hen imod i de pågældende år.

HUMrådets blokade fik opmærksomhed hos de store dagblade, da de studerende sidste år i slutningen af oktober påbegyndte, hvad der skulle blive en 38 dage lang blokade. Blokaden startede på grund af dekanatets daværende udkast til en målplan for Det Humanistiske Fakultet.

Det var blandt andet fagsammenlægninger, der fik de studerende på Det Humanistiske Fakultet til at blokere dekanatets kontorer.

Den daværende formand for HUMrådet Sidsel Dorthea Vedel fortalte dengang, at sammenlægningen af småfag ville skade det faglige niveau og den sociale trivsel.

”Det vil være dårligt for studierne. Vi har før set med fagsammenlægninger, at der har været en lang periode efterfølgende med større frafald og det sociale er blevet ramt. Det faglige niveau har også ændret sig til det værre, hvor man har fået langt dårligere undervisning. Det har man blandt andet kunnet se på Østeuropastudier, da de blev lagt sammen”, sagde hun dengang til Magisterbladet.

Men nu er det vendt. Stort set hele afsnittet i målplanen om uddannelse er blevet omskrevet, fortæller Anna Nørgaard Sørensen. Hun er tidligere næstformand for HUMrådet og en af de studerende, der har været med til at udarbejde den færdige målplan for fakultetet.

”Vi er meget tilfredse. Målplanen bærer i højere grad præg af, at den er skrevet af de ansatte og studerende, som har deres daglige gang på fakultetet”, indleder hun.

”Vi har blandt andet fået fjernet fagsammenlægninger som et led i universitetets spareøvelser. Det har vi haft meget fokus på, da vi mener, at det skal være undervisningsfagligt begrundet, hvis to fag skal lægges sammen. Hvis man vurderer i fagmiljøerne, at to fag kan lægges sammen uden at skade forskning og undervisning, så er vi selvfølgelig ikke imod det”, siger hun.

Mere fokus på trivsel blandt de studerende

Der er ifølge den nye målplan også kommet fokus på trivsel blandt de studerende. Anna Nørgaard Sørensen fortæller, at der ifølge målplanen vil være en indsats fra ledelsens side om at sikre trivsel på fakultetet.

”Vi kan se, at der er en klar sammenhæng mellem trivsel og frafald, så det har været vigtigt for os at få med i målplanen”, siger hun.

Danske Studerendes Fællesråd udgav i marts i år en pressemeddelelse om en ny plan for trivsel på uddannelsesinstitutioner. I den plan viste tallene, at 48 procent af de studerende på Københavns Universitet oplever fysiske stresssymptomer.

Kompromisser

Selvom HUMrådet er tilfredse med målplanen, så er der også områder, hvor de er blevet nødt til at gå på kompromis. Et af de områder er punktet, der handler om masteruddannelser.

HUMrådets oprindelige plan var at få ledelsen på fakultetet til at droppe planen om en masteruddannelse.  Det er ikke lykkedes. Det er ledelsens plan, at man vil skaffe flere internationale studerende ved at udbyde en masteruddannelse, fortæller Anna Nørgaard Sørensen.

”Vi frygter, at det vil skade vores jobmuligheder som kandidatuddannede, hvis der kommer en masteruddannelse.”, siger hun.

De nye masteruddannelser er nemlig betalingsuddannelser, og det har Anna Nørgaard Sørensen betænkeligheder ved.

"Vi er bange for, at der skabes et A- og et B-hold blandt de studerende: dem der har råd til at tage betalingsuddannelsen, og dem der ikke har, og at dette også vil følge os videre i arbejdslivet, hvor den korte og dyre uddannelse åbner flere døre end de allerede eksisterende uddannelser på KU", siger hun.

}