Dansk Magisterforening

Gæsterne, der blev fremmede

I begyndelsen blev gæstearbejdere fremstillet som flittige og nøjsomme personer, som vi skulle være glade for at have iblandt os. Her hilser et dansk par på en gruppe gæstearbejdere, der fejrer Eidt i 1970. ©  Foto: Busser/Ritzau Scanpix

Lasse Højsgaard, Forskerforum
Del artikel:

Medierne fremstillede de første gæstearbejdere som dydsmønstre, men i løbet af halvfjerdserne kom der anderledes dystre billeder på banen. Silke Holmqvist har undersøgt mediernes indvandrerbilleder i tre årtier.

Hvilket billede ser man for sig, når man hører ord som “fremmedarbejder”, “gæstearbejder” og “indvandrer”?

For nogen vil svaret være noget i retning af en mellemøstlig mand i et slidt jakkesæt siddende på en bænk med et betonbyggeri i baggrunden. Og det er i så fald ikke helt tilfældigt. Det er nemlig et af de klassiske billeder af indvandrere, danskerne i løbet af halvfjerdserne og firserne er blevet stopfodret med i medierne. Billeder, der har præget vores syn og den offentlige debat omkring indvandrere og indvandringen som fænomen.

De billeder har Silke Holmqvist fra AU’s Institut for Kultur og Samfund trawlet igennem og mere eller mindre kortlagt i sit historiske ph.d.-projekt, “Inventing an immigrant”, som handler om forestillinger om gæstearbejdernes følelsesliv særligt i 1970’erne og 80’erne. Og ikke mindst i fjernsynet var det ofte de samme indvandrermotiver og -forestillinger, man så igen og igen.

“I DR’s arkiv ligger en montage med nogle billeder, der meget ofte blev brugt, når man i firserne skulle lave programmer om indvandrere: Kvinder med tørklæde og mange børn. Mænd i jakkesæt, der sidder og ryger på bænke i storcentre. En fortælling om den passive eller direkte dovne indvandrer”, fortæller Silke Holmqvist.

Men den tids fortælling omkring den passive indvandrer var i virkeligheden paradoksal, bemærker hun, for mange danskere var også uden job i de ledighedstunge firsere, og de tyrkiske, pakistanske og jugoslaviske indvandrere var netop kommet til landet for at arbejde.

Den flittige tyrk

Fremstillingen af indvandreren starter da også et noget andet sted sidst i tresserne, hvor de første såkaldte gæstearbejdere kommer til landet. Målt i antal er der faktisk langt flere tyskere og englændere på arbejdspladserne. Men da de ikke er til at skelne fra de danske, er det “tyrken”, som bliver prototypen for en gæstearbejder. Og han fremstilles som en meget flittig og nøjsom person.

“Gæstearbejderen er en brun mand, der kommer til Københavns Hovedbanegård med en kuffert og leder efter arbejde. I de sene tressere beskrives de ofte som ekstremt arbejdsomme, dydige mænd, der er kommet for at tjene penge til deres fattige familier i Tyrkiet. Der sker faktisk en stærk idealisering af den her dydige, muslimske mand, som er meget brugbar for det danske arbejdsmarked”.

Den udprægede positive fremstilling af indvandrerne varer dog ikke ved særlig længe. Oliekrisen i 1973 bliver en ordentlig mavepuster for samfundsøkonomien, og manglen på arbejdskraft bliver afløst af manglen på job. Indvandringen er ikke længere et kærkomment arbejdskrafttilskud, og samtidig begynder de udenlandske arbejdere at hente deres familier til Danmark.

Hermed er der dækket op for nogle nye fortællinger. Blandt andet om de ringe boligvilkår, familierne må leve under.

“Indvandrerne bor ofte med hele familien i små og dårlige lejligheder, som danskerne er flyttet ud af. Men det bliver problematisk for velfærdsstaten, at der er en gruppe, der bor så ringe. Så myndighederne reagerer ved at stille krav om, at man har en “passende bolig”, hvis man vil have familiesammenføring”, fortæller Silke Holmqvist.

Silke Holmqvist © Foto: Privat

Vis dit ph.d.-projekt

Hvem: Silke Holmqvist.

Hvad: “Inventing an Immigrant – An emotional geography of guest worker images in Denmark c. 1960-1989”.

Hvor: Institut for Kultur og Samfund, AU.

Hvorfor: Projektet undersøger, hvordan massemediernes fremstilling – særligt fjernsynets – påvirkede det skiftende billede af gæstearbejderen og dennes følelsesliv.

Problematisk beton

Løsningerne er dog ikke langt væk. Uden for de store byer er der nemlig bygget store komplekser af etageejendomme i tidens foretrukne byggemateriale: beton. Den økonomiske og sociale udvikling er imidlertid gået så stærkt, at arbejderne har fået råd til at springe lejlighederne over og flytte direkte i et parcelhus. Og derfor står mange boliger tomme.

“For eksempel manglede man beboere ude i Ishøj-planen, så der satte man en annonce i gæstearbejder-bladet: Tag på familieudflugt og se vores lejligheder. Det gjorde mange, og mange flyttede efterfølgende derud”.

De nye boliger var både moderne og rummelige. Imidlertid havde betonbyggerierne fået et dårligt ry, på trods af at de var helt nyopførte. De danskere, der boede der, var ofte dem, der ikke havde råd til parcel- og rækkehuse – arbejdsløse, enlige mødre og andre, som blev betragtet som “sociale tabere”. Og så blev betonen i sig selv også problematiseret.

“Man diskuterede i al alvor, om beton i sig selv var skadeligt for mennesker. Man forestillede sig, at børn, der voksede op i eksempelvis Gellerupparken, blev utilpassede mennesker, der ville få behov for at hævne sig på samfundet. Så det ser faktisk ikke ud til, at det var beboere med indvandrerbaggrund, der gav bygningerne et dårligt ry. Det forholdt sig lige omvendt”, fortæller Silke Holmqvist.

Ofre i samfundskritik

De kritiske fremstillinger var således ikke altid rettet mod indvandrerne. Der var tale om en kritik af det moderne samfund, en kritik, der i halvfjerdserne var meget udbredt i medierne, ligesom den også var det i kunsten. Og i den fortælling var de fremmedgjorte indvandrere ofre – et trist biprodukt af den moderne udvikling.

“Eksempelvis fjernsynsbilleder fra de nye supermarkeder. I de her billeder repræsenterede gæstearbejderen en ægthed og autenticitet. Man fortalte historien om, hvordan han følte sig fremmedgjort over for det rullende kassebånd og plasticindpakkede frugter. Det var altså moderniteten, der var problemet, ikke gæstearbejderen. Men i kraft af hans forestillede ægthed blev han også fremmedgjort som en figur, der netop ikke passede ind. Det er meget karikeret”.

I firserne slår de økonomiske lavkonjunkturer for alvor igennem, og samtidig opstår indvandrerkritikken – fremmedhadet – som et politisk tema båret frem for eksempel af Fremskridtspartiet, men måske også af indvandrerbilleder som eksemplet fra DR-montagen i Ishøj.

Billederne lever videre

Silke Holmqvist har gennemset hundredvis af udsendelser og nyhedsindslag, hvor indvandrere spiller en rolle. Hun kender optagelserne og kan se, hvordan de samme billeder bliver brugt igen og igen. Et andet af de klassiske motiver er altanerne.

“I firserne viste man ofte billeder af indvandrere på altaner – et billede på det danske samfunds evaluering af indvandringsfænomenet. Indvandrerne på altanerne blev portrætteret som passive, ikkedeltagende beskuere. Det er faktisk nede i Tyskland, man først begyndte at lave de her altanbilleder, hvilket så bliver taget op af danske tvproducenter”.

Gennemgangen af de tre årtiers tvdækning af en gruppe mennesker viser, hvordan særlige billeder og motiver sætter sig fast i en grad, så det farver en hel generations opfattelse af gruppen, deres historie og deres følelser. Billedet af de lidt fortabte, ikkeintegrerede indvandrere, der ikke nåede hjem og aldrig blev rigtige danskere.

De billeder er så fasttømrede, at de faktisk stadig udgør en del af grundfortællingen. Som eksempel på det nævner Silke Holmqvist et nyere program i serien “Indefra med Anders Agger”.

“Anders Agger lavede et “Indefra” om et tyrkisk ægtepar, der gerne vil hjem. Og den måde, han laver det visuelle setup på, ligner de historiske billeder. Det er også billeder af betonaltaner og fortællingen om, hvor svært det er, når følelsen af midlertidighed bliver permanent. Det viser, hvordan sådan nogle billeder er enormt svære at slippe af med”.

Negative selvbilleder

Men det er ikke kun danskernes syn på indvandrerne, der er blevet præget af disse mediestereotyper. Indvandrernes syn på sig selv og deres egen historie er også påvirket af den måde, de er blevet fremstillet i medierne på. Det kan Silke Holmqvist blandt andet konstatere på baggrund af erindringsindsamlinger og samtaler, hun selv har haft. Har de negative fremstillinger på den måde gjort tilværelsen mere bøvlet for indvandrere?

“Ja, det synes jeg egentlig. Det er ikke mit ærinde med afhandlingen at kritisere DR. DR’s sendeflade har formidlet stereotyper såvel som nuancer. Men det har en stor betydning for debatten, hvilke billeder man vælger. Og historisk set har mediernes billedvalg været en af mange grunde til, at der blev skabt en problematisk indvandrerfigur, som naturligvis også har været med til at skabe problematiske selvbilleder”.

Silke Holmqvist forventer at afslutte ph.d.-projektet i 2021.

}