Dansk Magisterforening

Martin var professionel jobannonceskriver. Nu har han skrevet roman om jobannoncers dårligdomme

"Der er en del akademiske jobannoncer, hvor du ikke kan afkode, hvad du faktisk skal lave, når du møder ind på arbejdet. Selv med to siders tekst er det tit uklart, hvis man nærlæser teksten, hvad opgaverne helt konkret er. Det synes jeg er vildt", siger Martin Ellermann © Foto: Bart Dabrowski

Af Troels Kølln
Del artikel:

I flere år skrev Martin Ellermann jobannoncer for virksomheder. Men han fik nok af de rosenrøde floskler og falske glansbilleder, der skulle fremstille selv de værste stillinger som selvudviklende drømmejob. Nu har han skrevet en roman om meningsløsheden i moderne jobannoncer.

Igennem flere år skrev Martin Ellermann fem til ti jobannoncer om ugen. Med tiden løb det op i flere hundrede af slagsen.

Han ringede virksomhedsledere op, bad dem beskrive jobbet og deres forventninger til en kommende medarbejder. Så bøjede han sig over tastaturet og satte sig til at skrive.

I begyndelsen så han jobbet som tekstforfatter som en mulighed for at udleve sin kreative skrivetrang. Han fandt de skæve vinkler og de finurlige formuleringer. At skrive direkte, hvad arbejdsopgaver konkret gik ud på. Måske ligefrem inkludere en sætning eller to, der diplomatisk, men ærligt beskrev de begrænsninger, der kunne være i jobbet.

Her mødte han muren.

"Når jeg havde nørklet lidt ekstra med teksten og brugt tid på at undgå intetsigende klicheer, så kom den altid tilbage fra kunden med rettelser. Alle flosklerne om omstillingsparathed og robusthed og bolde i luften skrevet ind igen", fortæller Martin Ellermann.

"Efter noget tid så blev jeg desillusioneret og opgav at skrive de ærlige, originale jobopslag. Bullshitbegreberne lå på min rygrad", siger han.

Fra tekstforfatter til forfatter

Efter noget tid sagde Martin Ellermann sit job op. De kreative kræfter lagde han i at forfølge et råd, som enhver aspirerende forfatter har hørt til ukendelighed: Han skrev om det, han kender til.

Det blev til romanen Dræbende Floskler, der er udgivet på Byens Forlag.

Bogens hovedperson er 35-årige Silja, der arbejder som tekstforfatter på et bureau, der skriver jobannoncer. Hun skal sælge selv de værste virksomheder som perfekte arbejdspladser i tekster, der er indhyllet i floskler. Samtidig er hun ved at gå til i meningsløshed og modløshed - problemer, der kommer op til overfladen, da en kollega pludselig går bort og udstiller tomheden i Siljas arbejdsliv.

"Silja lever af at skrive rosenrøde jobannoncer fyldt med tomme ord om fantastiske arbejdspladser, og samtidig er hun del af en arbejdsplads med elendigt arbejdsmiljø. Hun er fanget i krydsfeltet mellem spin og virkelighed - mellem de ting, virksomhederne siger om sig selv i jobopslagene og den virkelighed, man oplever til dagligt på arbejdspladserne".

Silja oplever altså det samme, som Martin gjorde. I de polerede jobannoncer findes kun illusionen om det selvudviklende drømmejob. Der er ikke plads til den tomhed og desillusion, der også er en naturlig del af manges arbejdsliv, mener Martin Ellermann.

"Der er mange job, hvor folk faktisk skal slæbe sig derhen om morgenen, fordi det bare ikke er særligt spændende arbejde. Men det er der ikke plads til i den meget konservative verden, som rekruttering og jobannoncer hører til i. Der er jobbet altid fedt".

Hvad er alternativet til jobannoncer, der forsøger at sælge jobbet så godt som muligt?

"Jeg har ikke hele svaret – det er derfor, jeg har skrevet en roman og ikke en fagbog. Men jeg ved, hvor vi starter. Og det er med at give plads til ydmyghed, ærlighed og tvivl. I stedet for at skrive, at jobsøgeren skal kunne have mange bolde i luften på én gang, så skriv da, at vi har travlt - og måske også nogle gange for travlt. Til gengæld tilbyder vi dig det og det, som er rigtig fedt", siger han.

Dræbende floskler er en roman om arbejdslivets trivialiteter og den nagende tvivl om meningen med tilværelsen.

Dræbende floskler er en roman om arbejdslivets trivialiteter og den nagende tvivl om meningen med tilværelsen.

"En jobannonce bør give et ærligt billede af jobbet, virksomheden og dagligdagen. Men i stedet bliver det ofte en slags rosenrød reklame for virksomheden eller en liste med en række benhårde krav, som signalerer, at du skal være robust, omstillingsparat og kunne klare alt, hvad de udsætter dig for", siger Martin Ellermann.

Ville det være nemmere at være i et dårligt job, hvis det stod i jobannoncen?

"Ja, det tror jeg. En jobannonce er jo i virkeligheden en forventningsafstemning mellem ansøger og virksomhed. Og hvis virksomheden ikke har beskrevet virkeligheden for ansøgerne, så søger de jobbet på forkerte forudsætninger".

Martin Ellermann, f. 1978, er forfatter og journalist. Han har studeret engelsk, filosofi, journalistik og amerikanske studier ved Syddansk Universitet, Ohio University og University of Amsterdam © Foto: Bart Dabrowski

Vi overtager jobannoncernes tomme sprog

Det helt store problem i dag er, at arbejdslivet er blevet en stor del af det moderne menneskes identitet. Derfor er det altafgørende at kunne fortælle både sig selv og andre, at man lykkes på sit job. Og at man er med til at gøre en forskel i verden.

"Der har i flere år været en bevægelse imod at proppe mere og mere mening ind i arbejdslivet. Du er altid en del af en større mission. Og den udvikling kommer i høj grad til udtryk i jobannoncerne", siger Martin Ellermann.

"Hvis du er pedel på Det Kongelige Teater, så arbejder du i showbiz, og hvis du arbejder for en kattemadsproducent, så gør du en forskel for dyr i hele landet. Hvis virksomheden er lille, så er det et dynamisk bureau med stor omstillingsparathed, og hvis virksomheden er stor, så er det et førende konsulenthus med rige udviklingsmuligheder".

Særligt akademiske jobannoncer er diffuse, vurderer Martin Ellermann.

"Der er en del akademiske jobannoncer, hvor du ikke kan afkode, hvad du faktisk skal lave, når du møder ind på arbejde. Selv med to siders tekst er det tit uklart, hvis man nærlæser teksten, hvad opgaverne helt konkret er. Det synes jeg er vildt", siger han.

Problemet med jobannoncernes floskler er, at det forhindrer os i at se, hvordan tingene i virkeligheden er. Og samtidig begynder vi selv at bruge de samme tomme ord, når vi skal fortælle om det, vi laver, mener Martin Ellermann.

"Fordi vores identitet er knyttet op på vores job, er det lettere at puste jobbet op med fine ord, end det er at indrømme, at alt ikke er perfekt. Så vi lærer hver især den lingo, jobannoncerne bruger. Alle de ord, som dygtige kommunikatører bruger til at mosle mening, indhold og passion ind i enhver jobfunktion, de bliver til sidst vores egne".

}