Giftige bøger opdaget på Syddansk Universitets boghylder

Det kan være giftigt at gå på biblioteket. Det kan forskere på Syddansk Universitet (SDU) konkludere, efter de har fundet bøger med giftige bogomslag på universitetets forskningsbibliotek. 

Nærmere betegnet drejer fundet sig om tre sjældne bøger fra 1500- og 1600-tallet om forskellige historiske emner i universitetets bibliotekssamling, der alle tre indeholder store koncentrationer af arsen på deres omslag. Arsen er et grundstof, som er kræftfremkaldende og et af de mest skadelige giftstoffer for folkesundheden globalt.

Fundet af arsen på de tre bøger skete ved lidt af et tilfælde, forklarer forskningsbibliotekar på Syddansk Universitet Jakob Povl Holck, som indledningsvis interesserede sig for bøgerne.

”Jeg havde set, at disse bøger gemte på nogle fragmenter af håndskrifter under det grønne farvelag. Derfor blev det relevant at prøve at røntgenfotografere bøgerne for at læse teksten under den grønne farve. Men røntgenfluorescensanalysen gav som en bonus også et billede af de grundstoffer, der er på omslaget, og her tonede arsen altså frem”, fortæller Jakob Povl Holck til Magisterbladet.

Som i Rosens Navn
Fundet af giften på bøgerne på Syddansk Universitetsbibliotek kan lede tankerne hen på Umberto Ecos roman ’Rosen Navn’, som foregår på et italiensk kloster i 1300-tallet.

Her bliver en franciskanermunk tilkaldt for at løse en mordgåde. På klostret dør en række munke, når de, viser det sig, læser i en bog med en humanistisk videnskabsteoretisk pointe. Bogens sider er nemlig beklædt med gift for at dræbe de kættere, der måtte læse bogen og eventuelt ønske at udbrede denne pointe.

Jakob Povl Holck understreger dog, at de tre giftige bøger på SDU er helt almindelige historiebøger, som enhver kunne læse i dengang.

De tre giftige bøger er historiebøger om henholdsvis England og Bøhmen, mens den sidste bog er et værk om kirkefædre. Bøgerne er i sig selv ikke noget specielt, og derfor er giften ikke påført for at beskytte mod uvedkommende.

”Nej, det er bøger som alle velstående folk i princippet har kunnet købe”, siger Jakob Povl Holck.

At bøgerne er blevet beklædt med farve, som indeholder gift, skyldes derfor nok snarere uvidenhed hos bogbinderen end ond vilje.

”Bogbinderen har sikkert syntes, at denne farve var pæn og vidste nok ikke lige, at den var giftig. Måske har man haft en erfaring med at denne farve holdt mus og rotter væk. Men han har ellers nok ikke vidst, at denne farve var giftig, og har han ikke brugt handsker, har dette arbejde ikke været sundt”, siger Jakob Povl Holck.

Grøn farve med arsen
Jakob Povl Holcks kollega professor Kaare Lund Rasmussen fra CHART, SDU, påviste de giftige egenskaber på bøgerne ved at udføre en række røntgenfluorescensanalyser, også kaldet mikro-XRF.

Denne teknologi viser det kemiske spektrum af et materiale ved at analysere den karakteristiske "sekundære" stråling, der udsendes fra materialet under et højenergibestandigt røntgenbombardement. Micro-XRF-teknologi er vidt brugt inden for arkæologi og kunst, når man f.eks. undersøger de kemiske elementer i keramik og malerier.

Senere lavede de to SDU-kolleger samme nummer på to andre bøger med grøn forside, som også viste sig at være giftige. 

”Disse tre bøger er på et tidspunkt blevet indbundet med fragmenter af middelalderlige håndskrifter af en bogbinder, som sandsynligvis også har påført den grønne farve. Måske har man syntes, at det ikke skulle være muligt at læse skriften fra de katolske håndskrifter, som man efter reformationen ikke har haft lyst til at skilte med. Og denne grønne farve indeholder altså arsen og er derfor giftig”, siger Jakob Povl Holck.

Først troede de to kolleger, at den grønne farve var ’parisergrønt’, men de har i samarbejde med andre forskere, herunder Thomas Delbey, SDU, og Smithsonian Libraries sidenhen fundet ud af, at den grønne farve er et ældre pigment, som består af henholdsvis et blåt indigopigment og et gult mineral, ’auripigment’, som indeholder det giftige arsen, der tilsammen giver den grønne farve. 

Bøgerne forbliver giftige
Selvom de tre giftige bøger er flere hundrede år gamle, så bliver arsenikken ikke mindre giftige med alderen forklarer Jakob Povl Holck.

Derfor arbejder SDU-forskerne nu også sammen med den internationale biblioteksorganisation, IFLA, for at lave nye retningslinjer for håndteringen af gamle bogsamlinger og potentielt giftige bøger.

”Man bør have fokus på, at der kan være sådanne giftige bøger i biblioteker og bogsamlinger rundt omkring i verden, så der bør internationalt opstilles retningslinjer for, hvordan man tilgår dette problem, og hvordan man håndterer giftige bøger, hvis man opdager dem”, siger Jakob Povl Holck.

”Det er en vanskelig proces, fordi man ikke bare kan se på en bog og dens illustrationer, om noget er giftigt. Man er nødt til at lave den lidt komplicerede analyse først”.

Giftige bøger låst inde i skab
Efter fundet af de tre giftige bøger er forskerne på SDU gået i gang med at lede efter flere giftige bøger og noget tyder på, at der er mere at komme efter.

”Vi har millioner af bøger, så det kan ikke udelukkes, at der er flere giftige bøger her. Og det gælder jo bibliotekssamlinger over hele verden. Derfor er det også vigtigt, at denne problematik bringes op internationalt”, siger Jakob Povl Holck.

På SDU har man nu taget sine egne forholdsregler mod håndteringen af de giftige bøger. De tre giftige bøger opbevares i et ventilleret skab og skal håndteres med handsker. I udgangspunktet kan de ikke lånes, påpeger Jakob Povl Holck.

”Men det er jo sjældne gamle bøger, som derfor stadig kan være interessante for forskere og af den grund skal de formentlig digitaliseres, så de ikke længere er farlige at læse”.

De 3 giftige bøger

Herlufsholm 186.6

Georg Maior: Vitæ Patrum Das ist: Das Leben der Altväter, Zu nutz Den Predigern Göttliches Worts […], Lübeck 1604.

Herlufsholm 768.6

Johannes Dubravius: Historia boiemica […], Basel 1575, indbundet sammen med: Æneas Sylvius: De Bohemorum et ex his imperatorum aliqvot origine ac gestis historia, Basel 1575.

Herlufsholm 775.2

Polydorus Vergilius: Anglica Historia […], Basel 1570.