Dansk Magisterforening

Severin er vild med sin detektor: ”Jeg kan høre, når jeg finder jern”

"Man kan sige, at jeg er blevet ramt af detektorbrug", siger Severin Tobias Mortensen, der allerede interesserede sig for detektorer, inden har begyndte at læse arkæologi. © Magisterbladet

Af Benedicte Borelli
Del artikel:

En metaldetektor er ikke bare en sjov hobby, men et vigtigt arbejdsredskab, forklarer arkæolog Severin Tobias Mortensen.

På en udgravning uden for Slagelse svinger Severin Tobias Mortensen rytmisk sin arm fra venstre mod højre.  Bevægelsen gentages, mens han langsomt træder frem. En hylende tone får ham til at stoppe op.

”Jeg kender den lyd, det er noget jern. Formentlig fra en moderne landbrugsmaskine”.

Der er ingen tvivl om, at Severin Tobias Mortesen er en trænet metaldetektorbruger. Han kan snildt bruge ni timer med detektoren på en lørdag, og når han ikke er ude med den, bruger han tid på at studere potentielle områder på gamle kort og optegnelser.

”Man kan sige, at jeg er blevet ramt af detektorbrug. Det er spændende, og det er også sjovt, når man har en lokalitet, og man kan følge den igennem tid. Jeg har gået på en lokalitet i fem år, og så kan jeg se, at det udvikler sig i genstandene. Først finder jeg noget middelalder, så kommer der vikingetid, så kommer der måske noget romersk jernalder”.

Til daglig arbejder Severin Tobias Mortensen som arkæolog på Museum Vestsjælland, og Magisterbladet har fået lov til at besøge ham, mens han arbejder på en arkæologiskundersøgelse i forbindelse med et rørlægningsprojekt.

Kom med Severin Tobias Mortensen på metaljagt: 

Et glimrende arbejdsredskab

Modsat mange af sine kollegaer tager Tobias Mortensen ofte sin metaldetektor med på arbejde.

”Et sted som herude, hvor vi graver i øjeblikket, og hvor vi finder huse og hegnsforløb fra jernalderen, så giver det en mulighed for at finde genstande, som vi ikke ville have en ærlig chance for at finde under normale omstændigheder”, siger Severin Tobias Mortensen og fortsætter:

”Enten er genstandene for små til at finde, eller også vil vi grave dem op med skovl og maskine, og så ville de bare ryge over i en jordbunke. Her finder vi dem med metaldetektoren, før de forsvinder, og så er de med til at give et bedre billede af en lokalitet, end vi ellers havde mulighed for”.

Tænk, hvis de alle havde en basisviden om detektorbrug, så enhver arkæolog kunne tage en detektor i hånden og finde genstande

Severin Tobias Mortensen, arkæolog

Han ville derfor ønske, at flere fagarkæologer tog detektoren til sig. I dag er det hverken noget, de studerende bliver undervist i på studiet, eller noget alle museer benytter. Severin Tobias Mortesen håber, at det vil ændre sig fremover.

”Det er et fantastisk redskab at have som arkæolog. Det burde være allemandseje inde for arkæologi”.

En voksende hobby

Mens antallet af amatørarkæologer er steget de seneste år, er der ikke mange fagarkæologer, der bruger metaldetektor i deres fritid eller arbejde, forklarer Severin Tobias Mortensen.

”Jeg ville ønske, at det er mere udbredt blandt arkæologer. Der er en kæmpe skare af amatørarkæologer eller detektorfører, som går med det i dag, og som bruger det meget mere, end jeg har tid til, og som er virkelig dygtige. Men det kræver også arkæologer, som er uddannede, og som har mulighed for at komme ud og grave. Tænk, hvis de alle havde en basisviden om detektorbrug, så enhver arkæolog kunne tage en detektor i hånden og finde genstande”.

Han nævner, at mange tror, man bare kan tage detektoren i hånden, og så finder man automatisk noget, men at sådan er det ikke.

”Det er noget, man lærer, jo mere tid man bruger den. Det er for eksempel sådan, at jeg kan høre, at det er jern, vi står med her. Den form for øvelse har man brug for, hvis det skal kunne virke”.

Derfor håber Severin Tobias Mortensen, at hans egen passion for detektorbrug og de mange amatørarkæologers fantastiske arbejde vil få flere af kollegaerne til at indse, hvor stort et potentiale den hylende stang har.

”Der er allerede nogle af mine kollegaer, som er kommet hen til mig og har sagt, at de gerne vil lære mere om detektorbrug. Det er vildt fedt. Forhåbentlig er det bare begyndelsen”. 

}