Dansk Magisterforening

Kommune vil sende ledige akademikere på lynkursus i cloudteknologi

Foto: Macrovector/Freepik

Af Rasmus Lauge Hansen
Del artikel:

Københavns Kommune vil sende ledige akademikere på et fireugers lynkursus i Microsoft-systemet Azure. Det skal få dem i spil til stillinger inden for cloudrådgivning og digital forandringsledelse.

Københavns Kommune vil sende ledige akademikere på et fireugers kursus i Microsoft Azure, der en cloudbaseret IT-infrastruktur, som primært bruges af virksomheder og organisationer.

Kurset, som bliver betalt af Microsoft, skal gøre de ledige klar til stillinger indenfor cloudrådgivning, digital forandringsledelse og projektledelse. Og det gælder uanset uddannelse, så længe det er akademikere med ”flair og interesse for it”, lyder det i en pressemeddelelse.

”Vi skal hele tiden forsøge at nedbringe antallet af ledige akademikere i København med nye metoder, og jeg er overbevist om, at samarbejdet med Microsoft er en farbar vej. Først og fremmest giver det de ledige akademikere nye digitale kompetencer, som vi ved er efterspurgte ude hos virksomhederne. Derudover gør vi dem klogere på, hvordan de kan bruge deres akademiske færdigheder som fx databehandling, analyse, præsentationsteknik ude i virkeligheden,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) i pressemeddelelsen.

Det er umiddelbart en fornuftig vej frem, vurderer Bjarke Friborg, der er næstformand i DM Privat og bestyrelsesmedlem i Magistrenes A-kasse.

”Der er masser af kvalificerede akademikere, som med konkret oplæring i bestemte værktøjer som for eksempel Azure, vil komme nærmere jobåbninger. Vel at mærke jobs, hvor de ikke alene kan bruge deres nye viden, men i høj grad også bringe deres øvrige indsigter og kompetencer i spil. Vores medlemmer har masser at tilføre, og kurser som dette kan åbne vigtige døre”, siger Bjarke Friborg til Magisterbladet.

”Jeg ser også meget positivt på netop uddannelse helt generelt under ledighed. Det er oplagt at satse på opkvalificering mellem jobs, og i det offentlige system er det ofte svært at få adgang til kursusmidler. Her er der et godt eksempel på, at forskellige parter kan finde sammen om jobrettede forløb”, tilføjer han.

Virksomheder: Kan måske fungere over tid

En af de konsulentvirksomheder, der hjælper virksomheder med at implementere Microsoft Azure, er Right People Group. Her er man forsigtigt optimistisk med idéen om at give ledige akademikere et lynkursus i systemet.

”Konceptet er godt, hvis man har sørget for at forlænge fødekæden. Men hvis der ikke er kandidataftag efter, så kan kursisternes nye kompetencer ikke bruges til ret meget”, siger Henrik Arent, CEO og seniorpartner hos Right People Group.

”De skal lære noget af deres kolleger, hvis de skal kunne komme til at arbejde det med i fremtiden. Så kan kandidaterne udvikle sine kompetencer over tid, og så kan de måske engang blive selvstændige konsulenter, som vi arbejder med”, siger han.

De bedste kursister kan forvente at ende ud med en basisforståelse for, hvordan Microsoft Azure fungerer efter kurset, vurderer han.

”Vi kan ikke tilbyde vores kunder en kandidat, der har været på et fireugers kursus i Microsoft Azure, men konceptet er jo heller ikke skræddersyet til at uddanne konsulenter til os. Vores konsulenter er erfarne specialister, og kunderne og opgaverne kræver, at man har mange års erfaring. Det er ikke noget, man kan opnå ved at tage et kursus på fire uger”, siger Henrik Arent.

}