Dansk Magisterforening

Museumschef efter ny lukning: "Man lukker noget ned, der er halvtomt"

M/S Museet for Søfart i Helsingør skal nu som andre kulturinstitutioner lukke ned for at begrænse smitten af corona.

Af Benedicte Borelli
Del artikel:

Regeringens seneste coronarestriktioner lukker muser og kulturliv helt ned i udvalgte kommuner. Men det er svært at se det gode argument, mener direktøren for M/S Museet for Søfart.

Museer, biografer, teatre, biblioteker og spillesteder er nu igen lukket ned i 38 af landets kommuner. Det er sket efter nye restriktioner, der trådte i kraft onsdag og har til formål at bremse smitten af corona. 

Men nedlukningen af kulturinstitutioner giver ikke mening og vil ramme blandt andet museer hårdt økonomisk. Det siger Ulla Tofte, der er direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør.

"Jeg har svært ved at se argumentet for at lukke kulturinstitutionerne. Vi i kulturlivet og på museerne har i forvejen taget så mange sikkerhedsforanstaltninger. Og nu lukker man noget ned, der er halvtomt", siger Ulla Tofte.

"Jeg ser, at der er steder, hvor det giver god mening at lukke ned. Hvor folk står som sild i en tønde. Men på museerne og teatrene er der masser af plads og ordnede forhold. I teateret sidder man jo for eksempel bare på en bestemt plads".

Hvad har I gjort for at sikre, at restriktionerne er blevet overholdt?

"Det samme som mange andre steder. At der er god afstand, sikkerhed, mundbind og ensrettede ruter. Her op til juleferien havde vi tænkt os at udvide det område, hvor børn kan være, for at undgå trængsler og en coronasikker oplevelse for familierne".

I slog jeres besøgsrekord i sommer. Forventede I, at I ville få mange gæster i juleferien?

"Vi har normalt en kanon juleferie. Sidste år kunne vi efter anden juledag pludselig mærke, at der kom rigtig mange børnefamilier, som havde brug for at komme ud, og hvor der skulle ske noget andet. De voksne så udstilling, og børnene legede. Det var en kæmpe succes, og det havde vi også planlagt efter i år. Så nedlukningen er rimelig sur, hvis det skal siges lige ud", siger Ulla Tofte.

Hjælp fra Langeland: Sådan kunne man også gøre

Ulla Tofte og M/S Museet for Søfart møder sympati fra Langelands Museum, som ikke selv er ramt af den nye nedlukning. Det er svært at finde op og ned i reglerne, og der er andre måder at gøre det på, mener museumsdirektør Peer Henrik Hansen.

”Fra politisk side burde man gøre noget andet end bare at lukke kulturinstitutionerne. Man kunne lukke for det åbne publikum, men give os nogle andre restriktioner, så vi kan bruges stadigvæk," siger han.

"For eksempel kan alle ikke tage på Museet for Søfart tirsdag, for der er det forbeholdt skoleklasser, og om torsdagen er det ældre”, siger han som et forslag til en alternativ model til den komplette nedlukning, politikerne har valgt i dag.

På Langelands Museum har man alligevel valgt at lukke ned for de sædvanlige juleaktiviteter, selv om man ikke er tvunget til det, tilføjer Peer Henrik Hansen.

”Selv om der ikke er mange smittede i Det Sydfynske Øhav, vil vi alligevel ikke risikere at være dem, der laver små smittebomber. Så vi udskyder til næste år”, siger han.

}