Dansk Magisterforening

Tilbage på job: Sådan håndterer du din corona-bekymring

Vi bliver stadig bombarderet med nyheder som smittetal og sygdom, så det er godt med plads til afslapning og refleksion, siger erhvervspsykolog Louise Dinesen. © Foto: Louise Dinesen

Af Benedicte Borelli
Del artikel:

Sommerferien er slut, men det er coronapandemien ikke. Erhvervspsykolog Louise Dinesen kommer med sine råd til, hvordan du bedst muligt kommer tilbage på jobbet uden coronabekymringer.

Coronanedlukningen i foråret kan synes langt væk, når man i juli har spist is, spillet spil og sovet længe, men mandag kommer de fleste tilbage på job efter sommerferien - og så bliver restriktioner og smittebegrænsning tydelige igen. 

Hvordan skal man som arbejdsplads, leder og medarbejder forholde sig til COVID-19 og det stigende smittetryk, så alle kan føle sig trygge på kontoret?

Det giver erhvervspsykolog Louise Dinesen nogle bud på. 

1. Husk på, at vi er forskellige

Vi oplever virkeligheden meget forskelligt, og der er en stor diversitet i, hvordan vi oplever corona lige nu. Nogle mener måske, at corona er overstået og tager derfor ikke udvidede forholdsregler, mens andre er i beredskab, måske fordi de selv er sårbare eller har pårørende, der er. Derfor er det vigtigt, både organisatorisk og for den enkelte, at man har forståelse for folks forskelligheder. 

Det er vigtigt, at man husker på, at ens synspunkt ikke er det eneste. Det gælder særligt ledere. Der kan være ansatte, som stadig lever i frygt og i en form for undtagelsestilstand, og andre som slet ikke er bekymrede. Der skal være plads til flere perspektiver, og som leder skal man undgå at inddele sine ansatte i et A og et B-hold efter, hvordan de klarer sig og reagerer. Skab i stedet et trygt miljø for alle ansatte.

2. Tjek ind

I foråret blev det for mange en naturlig del af hverdagen at tjekke ind og fortælle lidt om, hvordan det gik, når man sad til onlinemøder derhjemmefra. Det anbefaler jeg, at arbejdspladserne fortsætter med, selvom man er tilbage på kontoret. De løbende kollektive drøftelser er nemlig vigtige, for at afklare hvor der kan være brug for faglig eller social støtte og opbakning.

Her kan man lufte sin bekymringer, stille spørgsmål og evaluere arbejdsgangen sammen med sine kollegaer og sin leder. Det behøver ikke være nogle store seancer. Bare brug ti minutter i begyndelsen af mødet på at italesætte, hvad den enkelte oplever er vigtigt lige nu. 

3. Hold pauser 

Det er vigtigt, at lederne skaber plads til åndehuller hos medarbejderne. Under nedlukningen gik mange ture midt på dagen eller ringede til en ven for at få luftet tankerne. De pauser er stadig vigtige, selv om vi er på kontoret. 

Vi bliver stadig bombarderet med nyheder som smittetal og sygdom, så det er godt med plads til afslapning og refleksion.

Her finder du DM's svar og gode råd

DM har samlet en række spørgsmål og svar om coronakrisen og hjælpe­pakker her.

4. Gå i handling

Det kan virke, som om corona helt er glemt, når vi om lidt sidder samlet til møder og sammen går i kantinen, men det er, fordi det er helt naturligt for vores hjerne at gå tilbage til de vante rutiner. 

Hvis man har behov for et større fokus på sikkerhed og afstand, vil jeg anbefale, at man går sammen med nogle kollegaer om kollektivt at sige til ledelsen, hvad man især har brug for. 

Husk på, at ledelsen også bare er mennesker, og det kan være svært at balancere forretningen og det menneskelige. Så gå i løsningsmode, og hjælp din ledelse med at lede. 

Forsøg at komme med nogle forslag og anbefalinger til, hvordan I bedre kan passe på hinanden på kontoret. 

5. Spørg pænt

Det er altid bedre at bede om det, man vil have, end det man ikke vil have. 

Så hvis du synes, at din kollega står for tæt på dig i kantinen, så prøv at bruge det, der kaldes "henimod-retorik" til at sige, at du gerne vil have, vedkommende rykker sig.

I stedet for at sige, "du står for tæt på - jeg vil ikke have corona”, så spørg: "Kan vi holde lidt mere afstand? Jeg er nemlig bekymret for corona”. 

Husk igen på, at vi er forskellige, og din sidemand tænker måske ikke på, at han eller hun overskrider din grænse. Så i stedet for at være vred, vil det være en god idé at smile og have et åbent kropssprog. Det virker altid bedre.

}