Dansk Magisterforening

Universiteterne er delt op i mænd og kvinder: Se kønsfordelingen på alle landets uddannelser

57 procent af årets optagne på universiteterne er kvinder. På en lang række studier er der er en overvældende ubalance i køn. © Foto: Jakob Dall/KU

Af Troels Kølln
Del artikel:

Mænd og kvinder klumper sig i høj grad sammen på forskellige studieretninger. Det viser en liste over kønsfordelingen af årets optagne på universiteternes bacheloruddannelser. Søg i listen nederst for at se fordelingen på specifikke fag.

"ITU har knækket koden: Flere uddannelser retter op på skæv kønsfordeling".

I slutningen af juli kunne Politiken fortælle, at IT-Universitetet i år har optaget markant flere kvinder end tidligere. Blandt andet er hver fjerde af de optagne på softwareudvikling kvinder, flere end nogensinde. 

"Det er enormt vigtigt, at den udvikling finder sted. For samfundet har brug for folk, der er uddannet inden for it. Og hvis der kun er mandlige ansøgere, går al den kvindelige talentmasse til spilde", sagde Lene Rehder til Politiken.

Udviklingen er imidlertid mindre klar, hvis man tager et kig på alle landets universitetsuddannelser. Det viser et notat fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, der har registreret antallet af mænd og kvinder blandt de optagne.

Mænd læser naturvidenskab, kvinder humaniora

Andelen af kvinder, der starter på uddannelser inden for naturvidenskab og it, er steget, men kun ganske lidt. 29 procent af nye it-studerende og 33 procent af nye STEM-studerende er kvinder - kun få procentpoint flere end for fem år siden.

"Det er ærgerligt, at vi på mange af STEM-uddannelserne går glip af kvindelig talentmasse. Det betyder også, at kvinderne desværre er underrepræsenterede i mange af de her brancher bagefter. Udviklingen mod et mere lige optag mellem kønnene går desværre rigtigt langsomt, men det er værd at fejre hver en sejr i den rigtige retning", siger DM-formand Camilla Gregersen.



 

Kvinder i overtal på universiteterne

Omvendt er også rækken af kvindedominerede fag alenlang og har været det længe. For eksempel er der blot 7 procent mænd blandt de optagne på Asiensstudier på KU mod 33 procent sidste år. Kvinder er typisk i overtal på humaniora og samfundsvidenskab.

Faktisk har universiteterne i over 20 år optaget flere kvinder end mænd. Det gælder også i år, hvor 57 procent af landets nye bachelorstuderende er kvinder. 

På hele 127 bacheloruddannelser er mindst to tredjedele af de optagne kvinder, mens mænd er i samme overtal på 107 uddannelser.

"Det bør have bevågenhed, når der er en skæv kønsfordeling, uanset om det er på STEM, samfundsfaglige eller humanistiske fag. Det er faktisk mærkeligt, at de fleste kun taler om, at vi går glip af talentmasse på ét fakultetsområde. Det handler også om at anerkende alle uddannelser som vigtige", siger Camilla Gregersen.

"Det er en lang, sej kamp at ændre kønsforestillingerne, men derfor må det ikke blive en sovepude, for meget kan gøres både kulturelt i samfundet samt på de enkelte uddannelsesinstitutioner i forhold til hvilke signaler, man sender til potentielle ansøgere i materialer, hjemmesider og så videre".

Også i Dansk Erhverv ser man den store opdeling i køn - både i den ene og anden retning - som et væsentligt samfundsproblem. Det skader virksomhedernes adgang til kvalificeret arbejdskraft, har uddannelses- og forskningspolitisk chef Mads Eriksen udtalt til Uniavisen.

"Alle de steder, vi mangler arbejdskraft, er der tale om mande- eller kvindefag. Jeg har ikke kunnet se nogle steder, hvor det ikke har været tilfældet, uanset om man kigger på erhvervsuddannelser, professionsuddannelser eller universitetsuddannelser", siger han.

}