Dansk Magisterforening

Hvert tredje museum forventer afskedigelser i år

Af Troels Kølln
Del artikel:

Selv om langt de fleste museer har haft fantastiske besøgstal hen over sommeren, forventer en stor del af dem alligevel at reducere i antallet af ansatte i år.

På linje med aktiemarkedet og bolighandlen har museumsbranchen klaret sig overraskende godt igennem en coronaramt sommer. Spørg bare ARoS, der har haft den travleste juli måned i museets historie.

85 procent af landets museer har haft flere besøgende i denne sommer end sidste år, og syv ud af ti museer vurderer, at der ikke er behov for flere hjælpepakker, viser en ny spørgeundersøgelse foretaget af Organisationen Danske Museer (ODM) i perioden 6. til 13. august.

Men læser man længere ned i rapporten fra ODM, begynder problemerne at vise sig.

Tre ud af ti museer forventer at skære i medarbejderstaben i løbet af 2020, mens 16 procent angiver, at de får ”meget svært ved at klare den på trods af hjælpepakker”, herunder nogle af de store kulturinstitutioner i særligt hovedstadsområdet.

”Vi er virkelig begejstrede over, at danskerne i den grad har gjort brug af museerne i sommerferien. Det betyder, at flere, som før hang i ringhjørnet, nu ser lys forude, og optimismen spirer. Det er dog nu ekstremt vigtigt at huske de museer, som fortsat lider voldsomt pga. nedlukningen i foråret, og som stadig må se langt efter de vanlige besøgstal”, siger Nils M. Jensen, direktør for ODM, på organisationens website.

Museumsdirektør for Kvindemuseet i Aarhus, Julie Rokkjær Birch, har tidligere sagt til Magisterbladet, at økonomien fortsat er særdeles usikker til trods for den gode sommer:

”En sommerpakke og den medfølgende PR-værdi er en one-timer og vi forholder os skeptisk afventende i forhold til efterårssæsonen. Vi ser derfor også med stor taknemmelighed på de nationale og lokale hjælpepakker, vi har kunnet gøre brug af indtil videre", sagde Julie Rokkjær Birch.

En tilspidset situation for de store turistfavoritter

Ifølge undersøgelsen vurderer 37 procent af museerne, at der ikke er brug for flere hjælpepakker, mens yderligere 32 procent heller ikke har brug for mere hjælp, men dog kun med nød og næppe klarer sig igennem året.

Så mens størstedelen af museerne forventer at kunne klare sig gennem året uden hjælp, ser det til gengæld ud til, at de store turistmagneter i hovedstadsområdet har det svært.

”For hvert sjette museum er situationen virkelig tilspidset, de oplever stort omsætningsfald, nogle har eller får snart likviditetsproblemer, og de angiver selv, at de får virkelig svært ved at få det til at løbe rundt. Blandt disse er nogle af de store, kulturbærende institutioner, som traditionelt er afhængig af udenlandske turister. Disse museer får brug for yderligere økonomisk hjælp,” siger Nils M. Jensen.

Det kan tilføjes, at 4 ud af 10 museer har valgt ikke at søge en hjælpepakke trods den svære situation. Forklaringen er blandt andet, lyder det i rapporten fra ODM, ”at flere påpeger problemer med de eksisterende pakker (tung administration, usikkerhed om udfald, problem at driftstilskud modregnes uhensigtsmæssigt mv.)”.

}