Dansk Magisterforening

”I Danmark er der en myte om, at vi allerede har opnået ligestilling”

Kvinfo's direktør, Henriette Laursen © Foto: Steen Brogaard, pressefoto

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Siden 2011 har bare knap hvert fjerde lederjob i Danmark været varetaget af en kvinde. Det placerer Danmark i den absolutte bund af EU, viser ny opgørelse. Kvinfos direktør, Henriette Laursen, giver her sine bud på, hvorfor danskerne tror, vi har opnået ligestilling, mens området faktisk er gået helt i stå herhjemme.

I Danmark er bare lidt mere end hvert fjerde lederjob indtaget af en kvinde. Det placerer Danmark i den absolutte bund af Europa, når man kigger på, hvor stor en andel af lederjob bliver varetaget af henholdsvis mænd og kvinder. Det viser seneste opgørelse over andelen af kvinder og mænd i lederstillinger (managerial positions) fra Eurostat fra august måned 2019.

Overrasker det dig, at Danmark indtager en bundplacering i Europa, når det gælder andelen af kvinder i ledende positioner?

”Ja, det overrasker mig. Danmark har den højeste arbejdsmarkedsdeltagelse blandt kvinder i verden. Og kvinderne har taget positionen fra mændene som de mest veluddannede. Det burde jo give grobund for, at der også var flere danske kvinder i ledelsespositioner”.

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) udtalte i et større interview i Politiken i slut august, at regeringen ønsker dispensation fra EU-direktivet om at øremærke to måneders barsel til faren. Det medførte heftig kritik, og få dage efter ændrede ministeren så holdning og påpegede, at regeringen alligevel vil implementere direktivet. Hvad mener du om den slingrekurs?

”Jeg tror, at både denne regering og den tidligere regering overser, hvad der er på vej. Politikerne tror, de taler til flertallet og vælgerskaren, når de går imod øremærket barsel til fædre. Men noget tyder på, at der er sket en holdningsændring til spørgsmålet om barsel.

De, der bliver fædre i dag - også ude på byggepladserne - har brug for den hjælpende hånd, som øremærket barsel er. For rigtig mange fædre ønsker at kunne gå på barsel, men har stadig ikke muligheden for det, fordi der stadig bliver set skævt til det ønske på arbejdspladserne. Den opvågning ser jeg i mange større virksomheder.

Danmark har stadig et meget kønsopdelt arbejdsmarked, og det betyder, at kvinder i højere grad ansættes i det offentlige, mens mænd i højere grad ansættes i det private. Dermed er det især det offentlige, som har taget sig af barselsbyrden. Det har givet benspænd i det private, fordi man her ikke i tilstrækkeligt grad kan rekruttere det talent, man har brug for, som er blandt kvinderne. Så både de unge fædre og virksomhederne er ved at se lyset.

Mange kvinder synes desuden stadig, at barsel er deres ret, og de har også forventninger til, at de skal tage den største del af barslen. Det vil øremærket barsel ændre på. Det kan vi se fra erfaringer i de andre nordiske lande, som har indført øremærket barsel til fædre.

At øremærke barsel til fædre er derfor helt nødvendigt, for at alle ressourcer og talenter kan komme i spil i erhvervslivet”.

Hvorfor halter Danmark så langt efter stort set alle andre europæiske lande på dette område?

”Tal viser tydeligt hvad der sker, når danske par får børn. Danske mænd tager stadigvæk i gennemsnit stadig kun ca. 10 procent af barslen, mens kvinderne tager de resterende 90 procent.

Moren arbejder og pendler mindre, kvinders løn stiger mindre, og kvinder gør i mindre grad karriere. Mens det for faren er det omvendte. Hans arbejdsbyrde stiger i de år, lønnen stiger, og han forfremmes i højere grad. Det giver et gab mellem kønnene, hvor kvinderne i langt højere grad er fraværende i de år, hvor fundamentet til karriere og ledelsesposter støbes.

Desuden handler det meget om ubevidst forskelsbehandling i ansættelser. For vi ansætter typisk dem, som ligner os selv. Det bliver en selvforstærkende effekt, da det jo især er mænd som er ledere. Mænd ansætter altså især mænd.

I Danmark er der en myte om, vi allerede har opnået ligestilling. Vi har en særlig selvforståelse af vores store tolerance og frisind. Vi var for eksempel også først med at acceptere registrerede partnerskaber. Det har givet os den forkerte opfattelse, at vi er nummer ét, og det bliver en klods om benet”.

Hver anden af de største danske virksomheder har ikke en eneste kvinder i bestyrelsen. Det er selvom, der er lovgivning på området, der påkalder virksomheder at opstille måltal og politikker for at opnå diversitet og en 40-60 procents fordeling i bestyrelsen.

Ministeren påtænker dog ikke en hårdere linje på området, men påpeger, at han tror på, at hvis man forpligter parterne på nogle måltal i en årrække, så kan vi komme et stykke videre. Jeg kommer ikke ind her med færdige planer, siger han. Hvad mener du, der skal gøres for at sikre mere ligestilling på chefgangene?

”Jeg tænker, at vi skal starte med at lave en opfølgning på den lovgivning og sanktionere, hvis den ikke følges. Der har ikke været en vilje til at følge den lov.

EU-direktivet om øremærket barsel til fædre vil gøre en del af jobbet. Men vi skal også hjælpe virksomheder med at forandre forhold, som betyder, at de forskelsbehandler ubevidst i ansættelser. Og så skal vi sætte ind overfor det kønsopdelte arbejdsmarked.

Det handler om at kigge på, hvorfor og hvordan de unge træffer deres uddannelsesvalg”.

Hvor mener du i øvrigt at de største ligestillingsmæssige udfordringer i Danmark er?

 ”I Danmark skal vi starte med at tage egne forpligtelser alvorligt. Vi har skrevet under på FN’s verdensmål. De handler bl.a. om at opnå ligestilling mellem kønnene og styrke kvinders rettigheder og muligheder. Vi kunne blive det første land, som kom i mål med det, og det synes jeg vi aktivt bør arbejde for sker.

I kølvandet på #MeToo-kampagnen er der en række potentialer, som vi endnu ikke har udnyttet. Det handler bl.a. om at ændre problematiske arbejdsmiljøer. Når der opstår problemer på arbejdspladsen eller på uddannelsen relateret til hele #MeToo-området, handler det så bare om, at mænd og kvinder har forskellige interesser og evner? Nej, det er langt mere komplekst. Vi skal langt højere grad - præventivt - sørge for at skabe miljøer på de enkelte arbejdspladser og uddannelsessteder, der får en positiv betydning for, hvem der søger derhen og også ønsker at bliver der.

Vi skal iværksætte ordentlige og offentlige undersøgelser af, hvad der skal til for i bedre grad at være stand til at rekruttere det underrepræsenterede køn, så vi får mere diversitet på arbejdspladserne og de enkelte uddannelser. Det gælder fx også etnicitet og seksualitet”.

}