Dansk Magisterforening

Samtalen mellem to kolleger kan forbedre arbejdsmiljøet

Som TR i Børns Vilkår arbejder Ida Scheibye-Alsing ud fra tilgangen, at en til en- samtaler og iværksættelse af små projekter med kollegerne kan medføre forbedret arbejdsmiljø. © Foto: Lars Bech

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

I den personlige samtale mellem kolleger ligger der et stort potentiale til at mobilisere lysten til at skabe forandringer på arbejdspladsen, fortæller tillidsrepræsentant Ida Scheibye-Alsing

"Jeg tror, jeg er en mere usynlig TR, som udfører arbejdet i en stille funktion uden at lave så meget larm, men som over tid faktisk skaber forandringer. Og så er jeg naturligvis klar til at slå bordet, hvis der bliver brug for det”.

Ida Scheibye-Alsing er forhenværende folkeskolelærer og opsagde sit tidligere arbejde for åbent tæppe over for offentligheden med en debatartikel i Politiken i efteråret 2018, fordi hun følte, at hun ikke længere kunne stå ved at arbejde et sted, hvor børn bliver syge af at være.

“At se børnene i skolen få så ringe en undervisning og så lidt af min tid og energi, som arbejdsbetingelserne krævede, har været mere, end jeg kunne bære. Derfor må jeg stoppe nu”, skrev hun.

I foråret 2018 tog hun en meningsdanneruddannelse, som var arrangeret af Danmarks Lærerforening i samarbejde med Cevea. Her blev hendes interesse for det at skabe forandring på arbejdspladsen gennem mobilisering af kollegerne for alvor vækket.

Ida Scheibye-Alsing har dog ikke sluppet arbejdet med børn. I efteråret 2018 startede hun således i Børns Vilkår som børnefaglig konsulent. Kort efter blev hun også valgt som tillidsrepræsentant (TR) samme sted.

“Det var netop med baggrund i den meningsdanneruddannelse, at jeg havde lyst til at blive TR. Jeg så, hvordan der var muligheder i at mobilisere kollegerne til at skabe forandring”, siger hun til DM Privats medlemsblad.

Små forbedringer kan medføre
store forandringer

Nu arbejder hun sammen med en kollega som TR i Børns Vilkår ud fra tilgangen om at skabe små forbedringer via samtaler med kollegerne. For et godt samarbejde kan med tiden føre til noget større og endnu bedre.

”Mit arbejde foregår meget i det stille, hvor jeg mødes med udvalgte nøglepersoner for at finde ud af, hvad vi sammen kan udrette, for derefter måske at inddrage flere”, siger hun og uddyber:

“Et samarbejdsmiljø med gode en til en-relationer kan være med til at forandre og på den måde skabe noget godt for mine kolleger, som der måske kan vokse noget større ud af med tiden. Opstår der fx konflikter, opdager jeg det også hurtigt, fordi jeg taler med mange personer i organisationen, og det gør det muligt at handle mere på forkant i situationen”.

"Mit arbejde foregår meget i det stille, hvor jeg mødes med udvalgte nøglepersoner for at finde ud af, hvad vi sammen kan udrette"

Ida Scheibye- Alsing, TR i Børns Vilkår

Som TR tog hun efterfølgende også en uddannelse hos Dansk Magisterforening i mobilisering og involvering af medarbejdere, der kredser om den samme tilgang til at skabe forandringer på arbejdspladsen.

“At man kan skabe forandringer på arbejdspladsen via samarbejde, adskiller sig fra den mere klassiske fagforeningskamp for rettigheder. I denne tilgang er der mere fokus på samarbejde mellem kollegerne, og at mulighedsrummet på arbejdspladsen er meget defineret af de relationer, man har og kan opbygge på arbejds- pladsen. Den tilgang synes jeg er meget inspirerende”, siger hun.

Derfor gik hun i gang med systematisk at gennemgå hele organisationen i Børns Vilkår for at udpege nøglepersoner. Det er en organisation i vækst, og med nu over 90 ansatte er der nok at kortlægge.

Det gælder en hierarkisk kortlægning over magt og indflydelse fra direktion til ledere og medarbejdere. Men det gælder også en kortlægning over og udpegning af de kolleger, som kunne være særligt interessante for hende at tale med qua deres tanker, udmeldinger eller jobfunktion ud fra tilgangen: Hvem siger noget, og hvad siger de noget om, eksempelvis når der er fællesmøder i organisationen?

Flere udfordringer kan ikke skrives ind i kontrakt

Når involvering af ansatte som kollektiv handling vinder frem i fagbevægelsen, er det i erkendelse
af, at flere og flere af de udfordringer, medlemmerne står med på arbejdspladserne, ikke kan skrives ind i en kontrakt eller i en overenskomst, forklarer Karen Plenge, som er konsulent i Dansk Magisterforening.

“Medlemmerne oplever temaer som tab af indflydelse i organisatoriske ændringer, arbejdsmiljø, opgavefordelinger, standardiseringer. Der er faktisk mange medlemmer, der oplever, at de står alene og føler sig ensomme i deres arbejdsliv. Alt sammen noget, vi ikke kan skrive ind i en aftale, men som vi kan identificere små skridt i retning af at løse sammen med kollegerne”, siger hun.

"“Der er faktisk mange medlemmer, der oplever, at de står alene og føler sig ensomme i deres arbejdsliv”

Karen Plenge, konsulent i Dansk Magisterforening

}