Dansk Magisterforening

Museumsdirektør for Borgcenteret Keld Møller Hansen: Joy Mogensen er et rigtig godt valg som kulturminister

Roskildes borgmester Joy Mogensen er ny kultur- og kirkeminister © Foto: Kristian Brasen

Anna Dalsgaard
Del artikel:

Den nye statsminister Mette Frederiksen har præsenteret sit ministerhold i den nye etpartiregering.

Mette Frederiksen har udpeget 20 ministre, heraf 7 kvinder. To ministre er hentet uden for Christiansborg, hvoraf den ene er den nye kulturminister Joy Mogensen, der er borgmester i Roskilde Kommune. Den anden er den nye udenrigsminister Jeppe Kofod, der sidder i Europa-Parlamentet. Ministerholdet består af flere unge socialdemokrater, heriblandt Simon Kollerup, Lea Wermelin og Kaare Dybvad, der alle er under 35 år.

I det følgende har vi samlet de ministre, som skal stå i spidsen for centrale magister-områder som kultur, den grønne omstilling (klima, miljø og natur), uddannelse, forskning, beskæftigelse og ligestilling i den kommende regeringsperiode.

Kulturminister og kirkeminister Joy Mogensen
Hun er 38 år og har været borgmester i Roskilde siden 2011.

Direktøren for Danmarks Borgcenter i Vordingborg, Keld Møller Hansen er glad for, at lige netop Joy Mogensen bliver ny kulturminister:

”Hun står i spidsen for en meget stærk kulturkommune, og jeg har tidligere oplevet, at hun prioriterer kulturen, da hun som konsulent i Rambøll hjalp os med rådgivning om Borgcenteret”, siger Keld Møller Hansen.

Han mener, der er brug for koordinering på museumsområdet, hvor de fleste museer efter hans mening gør for meget af det samme.

”Der er behov for, at vi fx indsamler forskellige ting og forsker i forskellige emner. Derfor skal vi samarbejde langt mere, og jeg er sikker på, at Joy Mogensen med sin knivskarpe hjerne kan stille sig i spidsen for det, så vi kommer til at gøre det klogere, end vi allerede gør  i dag”, siger han.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen
Ane Halsboe-Jørgensen er 36 år og har været medlem af Folketinget siden 2011 og er indvalgt for Socialdemokraterne i Nordjyllands Storkreds.

Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og er medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppes ledelse. Hun har været børneordfører og stedfortræder i Det Udenrigspolitiske Nævn, og har således ikke umiddelbart nogen erfaring med uddannelses- og forskningsområdet.

David Dreyer Lassen, der er formand for Danmarks Frie Forskningsfond og professor på Økonomisk Institut på Københavns Universitet, ser frem til samarbejdet med den nye minister.

”Dansk forskning klarer sig virkelig godt internationalt. Det glæder vi os til at samarbejde om at fastholde og udbygge”, siger han til videnskab.dk.

Hun har sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil skrevet bogen "Det betaler sig at investere i mennesker",  som udkom i 2018.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen
Dan Jørgensen er 44 år og uddannet cand.scient.pol. Han har ministererfaring, da han mellem 2013 og 2015 var minister for fødevarer, landbrug og fiskeri i regeringerne Helle Thorning-Schmidt

Han var endvidere medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet fra 2004-2013, hvor han var næstformand for Miljøudvalget og suppleant i Økonomiudvalget.

Fokuspunkter for Dan har blandt andet været klimapolitik, miljøpolitik, økonomisk politik og dyrevelfærd.

Dan Jørgensen har desuden skrevet en række bøger. Senest "Staunings arv - vejen til et lykkeligt Danmark" (2018) samt bøger om europapolitik og tidens miljø- og klimaudfordringer, blandt andet "Grønt Håb 2.0", der udkom i 2010.

Miljøminister Lea Wermelin
Lea Wermelin er 34 år og uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun har været folketingsmedlem fra 2015, hvor hun har haft posten som bæredygtighedsordfører.

Hun er valgt i Bornholms Storkreds, og hendes mærkesag til folketingsvalget var en stærk regionalpolitik og at sørge for, at yderområder i Danmark bliver udviklet - ikke afviklet.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard
Han er 36 år og uddannet jurist og har i den sidste valgperiode været EU-ordfører. Han blev første gang valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i Københavns Storkreds i 2015.

På sin hjemmeside skriver han, at han som søn af en kuffertslæber og en rengøringsdame ved, hvor vigtigt det er med et arbejdsmarked der sikrer, at de kortest uddannede og lavest lønnede har nogle ordentlige vilkår.

”Et arbejdsmarked der er fair overfor alle og et stærkt velfærdssamfund kommer ikke af sig selv. Derfor stiller jeg op som beskæftigelsesminister”, skriver han på hjemmesiden.

I 2018 har han udgivet debatbogen Den Syge Kapitalisme.

Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen
Han er 55 år og en af veteranerne i Folketinget, hvor han første gang blev valgt ind i 2005. Han er medlem af Socialdemokratiets ledelse og har været næstformand siden 2012. I den sidste valgperiode har han været medlem af udvalget for Nordisk Råd og været ordfører for idræt, kultur og medier.

Han har ministererfaring og var fra 2014-2015 handels- og udviklingsminister i regeringerne Helle Thorning-Schmidt.

 

}