Dansk Magisterforening

HUM på KU tager løstansattes bekymringer alvorligt

© Heine Pedersen

Tobias Dinnesen
Del artikel:

I december dokumenterede Magisterbladet, at halvdelen af al forskning og undervisning på de danske universiteter varetages af løstansat. På Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet har de løstansatte fundet lydhørhed hos ledelsen.

På 20 år er der sket en markant stigning i andelen af løstansatte, der har ansvaret for forskning og uddannelse på de danske universiteter.

Hvor de løstansatte for 20 år siden varetog en tredjedel af al forskning og uddannelse, er det i dag halvdelen af al forskning og uddannelse, der varetages af en løstansat. Det skrev Magisterbladet i december 2018.

Udviklingen har fået de løstansatte til at organisere sig i grupper rundt omkring på universiteterne, fx på Københavns Universitet, hvor de midlertidigt ansatte på Det Humanistiske Fakultet har stiftet TVIP-HUM.

Det har ført til, at de løstansatte holder faste møder med fakultetsledelsen, dekanen og flere institutledere, forklarer Dan Vesalainen Hirslund, der er lektor og ansat i en midlertidig stilling på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet. Han kalder det "et samtalerum", hvor postdocerne har direkte møder med ledelsen.

"Vi har blandt andet talt med ledelsen om at udvikle fælles politikker om gennemsigtighed og fælles retningslinjer i løstansatte forskeres ansættelseskontrakter, hvor der i dag er stor forskel på de vilkår, som forskellige institutter tilbyder. Vi vil gerne de meget korte ansættelser på helt ned til nogle få måneder til livs", forklarer han til Uniavisen.

Overblik på nettet, garanteret forskningstid og adgang til adjunktpædagogikum

Nogle af TVIP-HUM's mærkesager er eksempelvis, at de løstansatte skal have samme muligheder for at forberede sig på en akademisk karriere som deres fastansatte kolleger.

Derfor arbejder de løstansatte for, at de får adgang til garanteret forskningstid, ligesom de også vil have samme mulighed som fastansatte for at tage det såkaldte adjunktpædagogikum (et kursus, der gør den enkelte underviser i stand til at fungere som underviser på et universitet, og som man skal have gennemført, hvis man har forhåbninger om nogensinde at blive lektor, red.).

"Ledelsen forbeholder pædagogikum som et tilbud til adjunkter ansat i tenure track-stillinger (særlige ansættelsesforløb med indbygget karriereudvikling hen imod et fast job som lektor, red.), men vi vil gerne have, at alle kan få adgang til at tage pædagogikum, fordi det er generelt meriterende. Der findes ikke efter vores opfattelse noget godt argument fra ledelsen til ikke at tilbyde kurset", siger Dan Hirslund.

Derudover peger han især på, at det er lykkedes for TVIP-HUM at forpligte deres ledelse på at etablere en såkaldt postdocportal, som skal skabe synlighed og fremme erfaringsudveksling, men især være en virtuel adgang til at få et overblik over sine rettigheder som løstansat.

}