Dansk Magisterforening

Afgående CBS-rektor: Jura forhindrede os i at stoppe Danske Bank-samarbejde

© Danske Bank

Tobias Dinnesen
Del artikel:

Det var frygten for de juridiske implikationer ved at opsige alt samarbejde med Danske Bank, der afholdt CBS-ledelsen fra helt at sige farvel til banken som samarbejdspartner på alt fra forskningsfinansiering over eventsponsorater til logosponsorater af auditorier på universitetet.

CBS overvejede helt at droppe al samarbejde med Danske Bank i kølvandet på hvidvaskningsskandalen, som endte med at koste både nu tidligere administrerende direktør Thomas f. Borgen og bestyrelsesformand Ole Andersen jobbet.

I stedet har universitetet stoppet fremtidige samarbejder med banken, indtil en ny topledelse har genskabt den tabte tillid til banken, som den nu afgående CBS-rektor Per Holten-Andersen forklarede i oktober.

Men i virkeligheden ville han og CBS-ledelsen gerne have gået endnu længere og droppet alt nuværende samarbejde med banken. Det siger han i et stort afskedsinterview med CBS Wire, der er udgivet som podcast.

"Vi bad om en juridisk vurdering af, hvad vi kunne gøre, og dommen var klar. Eksisterende aftaler med Danske Bank kunne ikke bare opsiges uden risiko for potentielle konsekvenser for CBS. Vi ville have brudt loven og kunne potentielt have været blevet sagsøgt. Det er grunden til, at vi besluttede ikke at opsige alle kontrakter med Danske Bank", siger Per Holten-Andersen, der efter syv år stopper som rektor med udgangen af januar.

"Vi har brug for rollemodeller, som tør træffe de rigtige beslutninger"

Den afgående CBS-rektor forklarer, at baggrunden for universitetets overvejelser om at gå endnu længere end blot at stoppe fremtidige samarbejder med den skandaleramte bank først og fremmest handler om, at det er ikke den slags moral eller etik, som CBS vil give videre til sine studerende.

CBS Wire: Hvor langt længere ville du have gået? Ville I have opsagt alt samarbejde?
"For at kunne besvare det helt klart ville det kræve, at jeg går ind i alle aspekter af alle aftaler med Danske Bank. Men i princippet ja", siger han i podcasten.

Per Holten-Andersen understreger, at han mener, at CBS har et ansvar for at sende et klart signal til sine studerende om, at det ikke er en type ledelse, som universitetet kan stå bag - især ikke med tanke på, at CBS, ifølge rektoren, uddanner hver tredje leder i det private erhvervsliv.

"Vi har brug rollemodeller, som tør træffe de rigtige beslutninger. Ikke kun når det er gunstigt for dig, men også når det koster dig profit", siger han.
}