Dansk Magisterforening

Ny administration af seniorpension er offentliggjort: ATP har ansvaret

© Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Af Rasmus Lauge Hansen
Del artikel:

En ny aftale om seniorpension er blevet indgået. Den er indgået af forligspartierne og af regeringen, som har tiltrådt forliget.

Nu er det de nedslidtes tur. Der er nemlig indgået en ny aftale om administrationen af seniorpension mellem forligspartierne Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre og den nuværende regering.

Indtil 2021 er det kommunerne, der har ansvaret for at tilkende seniorpension. I 2021 vil der blive oprettet en ny selvstændig myndighed under ATP, som skal administrere og tilkende seniorpension. Myndigheden vil vurdere borgerens arbejdsevne og i særdeleshed, om man kan arbejde over eller under 15 timer. Det vil være ATP’s ansvar at stå for den daglige drift og ledelse.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard er begejstret for den nye aftale.

”Jeg er glad for, at vi nu har fundet en permanent løsning for administrationen af seniorpension, hvor vi giver ATP et år til at etablere den nye myndighed. Det skal bane vejen for, at borgere uanset, hvor de bor, bliver behandlet ens. Indtil den myndighed er på plads, har jeg fuld tiltro til, at kommunerne vil sørge for, at borgere med væsentlig nedsat arbejdsevne og som opfylder kravene får tilkendt seniorpension”, siger Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.

En god aftale for DM

Camilla Gregersen, formand i Dansk Magisterforening, er også begejstret for den nye aftale.

”Jeg kan kun være tilfreds med, at der nu kommer en løsning for dem, der ikke har fuld arbejdsevne, for det har vi kæmpet for i DM. Politikerne har lyttet til vores forslag til model om, at der skal være et højt ydelsesniveau på linje med førtidspension, og at det er en universel løsning for alle, uanset hvad man har arbejdet med. Har man brug for hjælp, så skal man hjælpes, uanset om man har en uddannelse eller ej, og hvad man har lavet”, siger hun og fortsætter:

”Det er en glædelig nyhed for dem, der bliver omfattet af ordningen, men det er også rigtig godt for trygheden på hele arbejdsmarkedet, at der bliver bedre muligheder for at trække sig værdigt tilbage, hvis det skulle blive nødvendigt en dag. Der kan jo ske så meget i ens liv, der gør, at man ikke kan arbejde på fuld kraft hele vejen til pensionsalderen, man kan både blive fysisk slidt, gå ned med stress eller blive ramt af en ulykke, og derfor skal der være et sikkerhedsnet under os alle. Det får vi nu, og jeg er stolt af at have præget modellen sammen med Ældresagen”, siger hun.

Sådan bliver man vurderet

Når myndigheden skal vurdere om borgeren kan arbejde 15 timer ugentligt, så er det følgende kriterier, der vil blive lagt vægt på og blive taget med i overvejelserne:

  • Hvilke funktioner borgeren havde i sit sidste job, og om borgeren blev skånet eller havde særlige hensyn.
  • Helbredsmæssige oplysninger, som er relevante for at vurdere, hvorvidt borgeren kan arbejde. Det kan både være psykiske og fysiske oplysninger.
  • Øvrige udfordringer i forhold til arbejdsevnen.
  • Hvis der har været forudgående indsats på beskæftigelses-, social- og sundhedsområdet, der har betydning for borgerens arbejdsevne.
}