Dansk Magisterforening

Dagens humanist: En humanist med en CBS’ers drive

Dagens humanist er Kenn L. Hansen som i dag driver kursus- og konsulentvirksomheden EPO. Foto: EPO Collage: Redaktionen

Af Benedicte Borelli
Del artikel:

I ønsket om at hjælpe andre med at blive bedre til at kommunikere, startede cand.mag. i retorik Kenn Hansen i 2005 kursus- og konsulentvirksomheden EPO, hvor han nu sammen med et hold på seks medarbejdere, hjælper andre til at blive bedre til at præsentere.

Forfatter, powerpoint specialist, iværksætter og konsulent. Kenn Hansen har mange titler. Derudover var han i mange år fodbolddommer på højeste plan i Danmark og internationalt. I dag har den 39-årige cand.mag. i retorik sin egen kursus- og konsulentvirksomhed, EPO, hvor han og et hold på seks medarbejdere hjælper andre til at blive bedre til at præsentere.

Hvad laver du i dit job i dag?

“Jeg træner folk i at kommunikere stærkere og mere overbevisende. Det kan være alt fra specialister, ledere, sælgere eller forskere, som ønsker at blive bedre til at lave mundtlige præsentationer for deres kunder, ansatte, klienter og så videre.

Jeg arbejder med at styrke den enkeltes kompetencer, og derfor specialiserer jeg min undervisning efter, hvad der præcis er brug for”.  

Hvorfor valgte du at starte din egen virksomhed?

“Jeg har altid haft en blanding af humanistens faglighed og CBS’erens kommercielle drive i mig, og derfor virkede det meget naturligt, at jeg skulle bruge mit kommercielle mindset til at starte mit eget”. 

Fem hurtige om jul

Nisser eller engle?

“Engle” 

Flæskesteg eller and? 

“Begge dele” 

Pakkekalender eller adventsgaver? 

“Også begge dele” 

Kirke eller Disneys Juleshow?

“Disneys Juleshow” 

Kikset julesweater eller skjorte og slips?

“Der må jeg lytte til min indre CBS’er og sige skjorte og slips”

Hvorfor er dit job vigtigt?

“Vi forsøger at hjælpe folk, så de ikke keder de folk, de taler til. Hvis du tænker over, hvordan de sidste ti præsentationer på dit arbejdet har været, hvor mange af dem har så rørt dig? Interesseret dig? Optaget dig? 

For de fleste er det langt de færreste, og behovet for at gøre folk til dygtige retorikere har jo altid været der, men mange glemmer desværre vigtigheden i det”. 

Hvorfor er det vigtigt at være god til at fremlægge? 

“Jeg er ikke en spindoktor, der fortæller dig, hvad du skal sige, og hvordan du skal manipulere med folk. Jeg ser mit arbejde som meget ædelt, da min opgave er at give folk de værktøjer, det kræver at fange folks opmærksomhed og engagere dem.

Hvis vi kigger økonomisk på det, kan man også sige, at man som virksomhed ikke har råd til at lade være. Når en leder stiller sig op foran sine 50 eller 500 medarbejdere og ikke kan melde klart ud, hvad pointen er, så er omkostningen meget stor. Det er det samme med kundekontakt. Man skal simpelthen raffinere sin formidling, fordi ellers virker det ikke”.

Hvordan bruger du din humanistiske baggrund i dagligdagen?

“Hos mig er der faktisk en ret lige linje fra min uddannelse til mit arbejde. Jeg laver noget, som er meget tæt på mit fag, da jeg beskæftiger mig med det kerneretoriske. Det er lidt atypisk, da mange humanister ofte arbejder med noget, som er langt fra deres konkrete uddannelse, og det synes jeg er en relevant kritik af vores fag. Vi burde være bedre til at se og bruge mulighederne i humaniora. 

Jeg har altid tænkt, ‘Gud, hvordan vil jeg bruge det her bagefter?’, og derfor har jeg lavet noget, hvor jeg i høj grad har brugt det, jeg har lært på universitetet. Retorik er nok også et mere kommercielt fag end andre humanistiske discipliner.

Jeg har dog lært med årene, at folk ikke rigtig gider at høre om Aristoteles, og at de hellere vil have praktisk træning end akademiske detaljer. Efter snart 15 år har jeg forstået, hvordan jeg skal formidle min akademiske viden om retorik til andre”. 

Hvordan gør du en forskel? 

“Hver aften, når jeg kommer hjem, om det er fra en workshop i en stor dansk virksomhed eller træning af en leder, så ved jeg, at de har fået vigtig træning i, hvordan de i fremtiden skal præsentere. Jeg føler, at jeg gør en forskel, fordi jeg helt konkret oplever, at folk bliver dygtigere, når vi arbejder med dem. 

Jeg ville jo ikke have et arbejde, hvis ikke folk bagefter sagde: ‘Hold kæft, hvor er jeg blevet meget bedre’. Og så føler jeg også, at jeg gør en forskel for deres kunder og medarbejdere, som nu får en bedre og mere klar fremlæggelse. 

Hvis dit fag skulle have en julegave, hvad skulle det så være?

“Jeg vil ønske, at folk i fremtiden vil forberede sig bedre og prioritere det højere, når de skal tale foran andre. Jo flere man præsenterer til, jo større er behovet for, at man gør sig umage, og det kunne flere lære af”.

}