Dansk Magisterforening

Camilla Gregersen om aftale: "Fremragende"

© Jacob Nielsen

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Finanslovsaftalen ligner næsten en tidlig julegavehøst for Dansk Magisterforenings formand. ”Jeg skulle være et utaknemmeligt skarn, hvis jeg ikke var glad”, siger hun.

Der blev uddelt chokoladeskildpadder på formandskontoret, da Camilla Gregersen her til morgen mødte ind til arbejde. For finanslovsaftalen for 2020 mellem regeringen, Enhedslisten, SF, De radikale og Alternativet ligner til forveksling en tidlig fejring af julen for Dansk Magisterforening formand.

”Der er mange af de mærkesager, som vi satte på dagsordenen op til valget og har presset på for det sidste halve år, som nu er gået igennem. Jeg skulle være et utaknemmeligt skarn, hvis jeg ikke var glad”, lyder Camilla Gregersen umiddelbare reaktion.

Især noterer hun sig, at regeringen og støttepartierne efter flere uger med negativ omtale af akademikere som ventet har valgt at sætte en stopper for den tidligere regerings omdiskuterede 2-pct. besparelser på uddannelsesområdet.

”Det er et meget vigtigt første skridt, at partierne bag aftalen fejer besparelserne af bordet, så uddannelserne ikke længer udsultes bid for bid. Det er også positivt for arbejdsmarkedet, for vi er helt afhængige af at få dygtige færdiguddannede ud. Det næste bliver så, at man også investerer i uddannelse, som flere af partierne, der står bag regeringen, gik på valgkamp på”, siger Camilla Gregersen.

Efter flere måneders usikkerhed glæder hun sig også over, at det såkaldte taxameterløft for humaniora og de samfundsvidenskabelige uddannelser på universiteterne er sikret de næste tre år.

Med finanslovsaftalen sløjfer partierne også det omdiskuterede uddannelsesloft, der i sin nuværende form betyder, at man først kan søge ind på en ny videregående uddannelse på lavere ellers samme niveau seks år efter, at man haft afsluttet sin uddannelse.

Uddannelsesloftet er tidligere blevet lempet, men nu fjernes det helt, og det er Camilla Gregersen meget tilfreds med.

”Uddannelsesloftet har skabt et enormt pres på de unge, fordi det ikke tillod dem at skifte retning og begynde forfra på en ny uddannelse. Vi har set, at studerende sprang fra deres uddannelse ved målstregen på grund af loftet, så jeg er glad for, at vi nu har fået fjernet en af mange stressfaktorer for en generation, der er pressede i en grad, vi ikke har set før”.

Kultur og opholdskrav

I S-regeringens finanslovsudspil var der lagt op til, at omprioriteringsbidraget på statslige kulturinstitutioner skulle fortsætte, selvom partiet faktisk gik til valg på at fjerne det. Men ligesom på uddannelsesområdet bortfalder 2-pct. besparelsen med næste års finanslov.

”Det er virkelig godt, at besparelserne lægges i graven, for kulturområdet er presset i bund. Det er et område med usikre ansættelses- og arbejdsvilkår, og derfor er det vigtigt for os som fagforening for de ansatte inden for kulturområdet, at der er stabil finansiering”, siger Camilla Gregersen.

Endelig er der også gode nyheder i finansloven på arbejdsmarkedsområdet for DM’s formand.

Det gælder blandt andet beslutningen om at fjerne det såkaldte opholdskrav, der i år gør retten til dagpege betinget af at man har opholdt sig i EU 5 ud af de seneste 12 år, og fra næste år 6 ud af 12 år. Aftalen indeholder samtidig en overgangsordning for personer, der har meldt sig ud af a-kasserne efter opholdskravet blev indført. Overgangsordningen fungerer indtil opholdkravet bortfalder i 2020.

”Det er væsentligt, at vi har et trygt dagpengesystem både for vores udenlandske kolleger og dem, der rejser ud og ønsker at vende tilbage igen. DM har sammen med a-kasserne arbejdet for, at opholdskravet skulle fjernes, så jeg er tilfreds med, at det er lykkes”, lyder det fra Camila Gregersen.

Sidst, men ikke mindst peger hun på, at aftalepartierne har besluttet at genoplive barselsfonden for selvstændige. Den blev oprettet under Thorning-regeringen, men Løkke-regeringen afskaffede den igen.

”Alt for få kvinder starter i dag deres egen virksomhed, og det må simpelthen ikke være en barriere for iværksættere at få børn. Ligesom unge mandlige iværksættere også skal kunne have tid med deres unger. Så når det gælder ligestilling og vores arbejde for et moderne arbejdsmarked er det bare fedt, at vi kan hive et stik hjem efter at have presset på for det i alliancen”, siger Camilla Gregersen.

}