Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
åretdergik2019.jpg (1)
Collage: Magisterbladet.dk

Årets 10 mest læste artikler: Elitære biblioteker og agil buzzwordbingo

Vi kommer tæt på kulturen, arbejdspladsen og jobsøgningen i de mest populære historier på magisterbladet.dk i 2019.

1. S-opgør med elitens kulturbegreb

Der er for meget fokus på opera og for lidt på popmusik og bingo. Ja, det jævne folk betaler dyrt for den finkulturelle elites lyster, lød det fra Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen før valget.

Han fremhævede bibliotekerne som et af problemerne, fordi "der næsten ikke kommer nogen mere". Det noget overraskende syn på landets mest besøgte kulturinstitution - og  Socialdemokratiets opgør med kultureliten i det hele taget - sendte denne artikel ind som årets klart mest læste på magisterbladet.dk.

2. Det her skal du tænke over, hvis du overvejer at sige op

Går du og overvejer at sige op, selvom du ikke har et nyt job på hånden? Så er du én blandt mange.

En erhvervscoach og karrierekonsulent i DM gav tidligere på året deres seks bedste råd til, hvad du skal tænke over, inden du beslutter dig for, om du skal aflevere din opsigelse. 

3. Gul a-kasse vil omgå dagpengesystemet: "En dødbringende kniv i ryggen på den danske model”

DM Privats Lea Friedberg gik i flæsket på den gule a-kasse Ase, der vil tilbyde lønforsikring uden om dagpengesystemet - men kun til de mest profitable faggrupper.

"Usolidariske røvhuller kommer i mange farver og former", skrev hun i et, skal vi sige, patosfyldt blogindlæg. Hun lovede efterfølgende at bande lidt mindre næste gang.

4. Buzzwordbingo? Landbrugsstyrelsen bruger ordet 'agil' 30 gange i jobopslag

Er du en agil coach, der kan understøtte agile teams og Agile Release Trains i en stor agil transformation? Så er du lige den agile medarbejder, Landbrugsstyrelsen manglede tidligere på året.

Men der var mening med styrelsens omfattende forkærlighed for ordet 'agil', forklarede en IT-underdirektør til Magisterbladet i efteråret. Det er nemlig en ny international arbejdsform, der skal spare tid og forbedre udviklingen af it-løsninger. "Nu skal vi bare vænne os til, at det hedder daily standups i stedet for morgenmøder”, tilføjede underdirektøren.

5. Tre vigtige ord til jobsamtalen: “Ja, jeg kan”

Som akademiker er du nok vant til, at det er en kvalitet at tage forbehold. Det gælder bare ikke, når du skal til samtale og score et job. Da er det nødvendigt at sige: “Ja, jeg kan”, lød det i en ny bog, som godt kunne blive en bestseller efter læsertallet på Magisterbladets artikel at dømme.

6. Firma dropper bullshit i jobopslag: Er du heller ikke proaktiv, robust og med mange bolde i luften?

"Vi er bare trætte af at skrive bullshit i jobopslag, og vi er trætte af at læse bullshit-jobansøgninger. Og vi gætter på, at du også er træt af at skrive, at du er både proaktiv, robust, kan have mange bolde i luften og aldrig har en dårlig dag..."

En direktør for et marketingfirma gik til kamp mod floskler, corporate bullshit og andre jobsøgningsklichéer - til stor fornøjelse for jer læsere.

7. På pension som 44-årig: Sådan gjorde Pernille Wahlgren

Pernille Wahlgren er en selverklæret talblind humanist. Alligevel lever den 46-årige cand.mag. i etnologi og kunsthistorie så godt af sine aktieafkast, at hun for lidt over et år siden kunne sige sit faste job op i den københavnske kunstverden.

Vi talte om hende og fik en række tip til selv at komme i gang med investeringerne.

8. Tip en 13'er på jobcenteret: Sådan kommer du næsten-stensikkert-måske-eventuelt-noget-skal-vi-jo-sige i job

13 ting, du helt sikkert vil høre på jobcenteret, skrev Claudia Hage, der blogger på Magisterbladet.dk.

Tip nr. 4 var en favorit her på redaktionen: "Volumen, volumen, volumen! Du kan da ikke bare rende rundt og søge det, du er kvalificeret til. Hvem tror du egentlig, du er?"

9. Socialdemokratiet i kovending: Universitetsuddannelser skal måske spare 280 millioner kroner

Magisterbladet vil hvert år, indtil det næste folketingsvalg udskrives, følge op og se, hvordan det går med at indfri det, politikerne lovede under valgkampen. Og kort før finanslovsforhandlingerne begyndte Socialdemokratiet pludselig at tale med uld i munden.

S ville ikke længere love at videreføre det såkaldte taxameterløft, der blev indført for at lukke et hul i Samfundsvidenskabs og Humanioras budgetter.

Det skete dog til sidst, da finansloven blev vedtaget, og dermed har regeringen foreløbigt bestået Magisterbladets valgløftetjek.

10. Sådan overlever du en ny chef

En ny chef kender ikke dine kompetencer eller ved, hvad du står for – og derfor kan det være overraskende svært at få ny chef. DM's karrierekonsulenter og en forfatter delte deres seks råd til, hvordan du tackler, at din gamle chef bliver skiftet ud med en ny.

Emneord:
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad