Dansk Magisterforening

Bornhack: "Facebook har lavet en bro mellem nørder og almindelige mennesker"

Rasmus Malver taler om it-aktivisme. © Foto: Rasmus Lauge Hansen

Af Rasmus Lauge Hansen
Del artikel:

Den næste demonstration er utvivlsomt allerede planlagt på Facebook allerede nu. Digitale værktøjer har styrket aktivismen mulighed for at mobilisere mennesker til modstand, mener internetaktivisten Rasmus Malver, der har undervist i digital aktivisme på BornHack-festivalen.

Internetaktivisten Rasmus Malver har et klart mål: at få den danske stat dømt for at overtræde dansk lov, EU- og menneskeretten ved at indsamle og opbevare borgenes teleoplysninger.

Og nu skal han lære andre at gå i samme spor. Som manden bag foreningen Ulovlig Lovning er han blev inviteret til BornHack for at undervise festivaldeltagerne i digital aktivisme. Dagens workshop bliver holdt i en gammel spejderhytte. Der hænger gamle fabrikslamper fra loftet, og på væggen bag ham er whiteboards med tilhørende tuscher i regnbuens farver.

”Det er et spørgsmål om at bruge data til at opnå det, man gerne vil. Det er jo ligesom meget anden aktivisme, det handler bare om at bruge de nye ressourcer", forklarer Rasmus Malver de fremmødte.

Digitale hjælpemidler er altså bare endnu et middel til at fremme sin sag - hvad end det er chatprogrammer, sociale medier eller indsamling af penge over nettet.

Han mener også, at det kan være med til at mobilisere mennesker. Det er nemlig afgørende for at lykkes med aktivismen, at den også lever udenfor den digitale verden.

”Digital aktivisme kan ikke eksistere uden fysisk aktivisme. Men for at få den fysiske aktivisme, så er du nødt til at have tilhængere, og det er svært at finde, hvis du ikke er på nettet", siger Rasmus Malver.

”I gamle dage havde man det lokale afsnit af en organisation, hvor man nu kan finde folk, der mener det samme som dig, i hele verden".

Sociale medier bygger bro mellem mennesker

Især de sociale medier har været gode til at mobilisere folk til demokratisk holdning. Det kan eksempelvis være at opfordre til demonstrationer.

”Facebook har lavet en bro mellem nørder og almindelige mennesker. Hvor vi for 10 år siden ville have lavet en hjemmeside, så har vi i dag Facebook”, siger han. 

”Et godt eksempel på en bevægelse, der har benyttet sig af digital aktivisme er Occupy-bevægelsen. Den spredte sig til hele verden. Og det har kun været muligt på grund af den digitale aktivisme”, siger han og tilføjer, at han personligt ikke er stor fan denne bevægelse, men at den er et godt eksempel på, at den digitale aktivisme er lykkedes.

Rasmus Malver tager nogle små foldere op, der er lavet af hans forening, Ulovlig Logning. De er våde af den regn, som tidligere i dag har hærget BornHack.

”Der er fire minutter tilbage”, lyder det fra en stemme bagerst i lokalet. Rasmus Malver løfter øjenbrynene og reagerer med et: ”Oh. Har vi allerede været i gang så længe?”

Han runder af med en pointe, der har været oppe flere gange under workshoppen.

”Med digital aktivisme skal du altid tænke på at få en historie".

}