600 nye plantearter har slået sig ned i Nordøstsjælland og 200 er forsvundet fra egnen

Hvis du går en tur i de Nordøstsjællandske egne, kan du i dag se 600 flere plantearter end dine tipoldeforældre kunne i sidste halvdel af 1800-tallet. Til gengæld så tipoldeforældrene nogle helt andre planter, hvis de tog på tur til andre danske egne, mens du vil se rigtig mange af de samme planter.

Det skyldes, at Danmark er blevet mere ens, når det handler om floraen i de forskellige områder, siden botanikere i 1800-tallet lavede fortegnelser over plantearter i Danmark. Det fortæller Tora Finderup Nielsen, ph.d.-studerende på Biologisk Institut ved Københavns Universitet.

Hun er en af forskerne ved Biologisk Institut, som har opgjort forandringen i floraen i forskellige dele af Danmark fra 1800-tallet til i dag. Et studie, som er publiceret i det anerkendte tidsskrift Ecology Letters.

Mange sjældne arter er forsvundet
Forskerne har sammenlignet fjorten egnsfloraer, altså regionale florafortegnelser, der udkom i perioden 1857-1883, med den nyeste kortlægning af floraen i Danmark, og de er overraskede. Både over de mange nye arter, og de mange forsvundne. 

Hvert af de undersøgte områder har således fået mellem 200 og 600 nye arter og mistet mellem 20 og 200 arter.

”Udskiftningen er ikke tilfældig, og vi har mistet mange sjældne arter, som kun fandtes i få regioner. Samtidig har mere almindelige planter bredt sig yderligere, så man kan måske sige, at det hele er blevet lidt mere kedeligt”, siger Tora Finderup Nielsen, som sammenligner det med, at man kan gå ned ad hovedstrøget i forskellige europæiske byer og se akkurat de samme tøjkæder, så som H&M og Zara.

De plantearter, der er gået tilbage eller er forsvundet lokalt, voksede fortrinsvis i enge, moser, overdrev og heder, altså i ”rigtig natur”, mens de planterarter, der er kommet til, især er forvildede haveplanter, som findes i vejrabatter og på havnearealer, industrigrunde og i bynære skove.

”I 1850 havde vi ikke mange prydhaver, og det har vi i høj grad i dag. Planterne køber vi i plantecentre, og dem der trives, hopper over havegærdet og bliver allemandseje i naturen”, siger Tora Finderup Nielsen.

Men det er ikke bare kedeligt, at de forskellige egne bliver mere ens. Det spiller også ind i den globale biodiversitetskrise, for hvis vi mister arter, som kun fandtes i Danmark, har vi mistet dem på verdensplan. Så den lokale mangfoldighed spiller ind på den globale.

Ifølge Tora Finderup Nielsen er plantevinderne fx canadisk bakkestjerne, amerikansk rød-eg og erantis, mens taberne er arter som salep-gøgeurt, kattefod og leverurt.

”Arter, der står på rødlisten over truede arter, både i Danmark og i vores nabolande”, siger hun.

Naturen er blevet fattigere
Ændringerne i den biologiske mangfoldighed skyldes blandt andet en meget lidt varieret natur, som er en følge af udviklingen i landbruget og i byerne.

”I den periode, som de tidlige optegnelser stammer fra, var vi også et landbrugsland. Men det var en anden type landbrug, som skabte mere variation i naturen. Der var masser af heste, græssende køer og lort på markerne”, siger Tora Finderup Nielsen.

Hun siger, at analyser tyder på, at forandringer af både tørre og våde arealer, betyder meget for de arter, der er gået tilbage. Fx at 50 procent af landbrugsarealerne er drænet, og at andre områder vandes kunstigt.

”Der bliver ikke længere græsset på vores overdrev, og lysninger bliver ikke slået med høslæt. Det betyder, at nogle planter ingen steder har at være”, siger hun, og mener, at mange af os, som har været på ferie hos vores bedsteforældre måske har en fornemmelse af, at der er sket noget i naturen.

”Når vi kigger længere tilbage, end vi kan huske, får vi et billede af noget, vi ikke troede muligt. Arter som tvepibet lobelie og brasenføde voksede ved Damhussøen i København. Planter, man i dag skal til Vestjyllland for at finde. Så det er svært at forestille sig det landskab, der har været dengang”, siger hun.

Både gødskning fra landbruget og spildevand fra byerne, spiller også en rolle for planterne. Gødskning og spildevand er næring i naturen, og får mange planter til at vokse sig høje. Dermed kvæles små og lavere planter.

Betyder det noget?
På spørgsmålet, om hvad det betyder, at vi nu har mindre biologisk mangfoldighed, siger Tora Finderup Nielsen, at det er et hot emne.

”Vores forskning tegner et billede af en generel forringelse af naturen, og de landskaber og habitater som er blevet meget sjældne har en betydning hele vejen op i fødekæden. Ændringerne påvirker både planter, insekter, fugle og pattedyr”, siger hun.

Nogle planter er fx meget tæt knyttet til insektarter. Klokkeensian er en af dem. Hvis den forsvinder, mister vi også ensianblåfuglen. En sommerfugl, som kun lægger æg på denne plante.

”Den er ikke forsvundet, men er gået tilbage mange steder”, siger Tora Finderup Nielsen. 

De mange nye arter har generelt været en fredsommelig berigelse af floraen, og de forsvundne arter er ikke blevet fortrængt af de nye.

”Forandringen i floraen skyldes os mennesker, som har ændret det danske landskab voldsomt over de seneste 140 år. Det er de samme faktorer, der ligger bag tilbagegangen af sommerfugle, bier, biller og andre dyr. Tabet af arter skyldes et stort tab af levesteder, som har været negativ for hele den biologiske mangfoldighed”, siger Tora Finderup Nielsen.

Forøgelsen af arter er klart størst i Nordøstsjælland, hvor der er tæt bebygget med mange haver og et enormt rigt naturligt område.

”Men de områder, der har bevæget sig mest er Læsø og Anholdt, hvor florasammensætningen tidligere har været unik med få, men specielle arter. Nu ligner de bare resten af landet”, siger Tora Finderup Nielsen.