Dansk Magisterforening

Humanist bag app: ”Kunsten skal igen være et livskompas.”

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

I dag har vi næsten glemt, at kunsten kan hjælpe os til at mestre livet bedre, mener kunsthistoriker og ph.d. i teologi Gitte Lønstrup Dal Santo. Derfor har hun udviklet app´en ART speaks of you®(AsoY).

Magisterbladet (MB): Hvad er det din app kan?
Gitte Lønstrup Dal Santo (GLDS): "I modsætning til de mange apps, der giver folk klassisk kunstfaglig information om den kunst, de fx møder på museer, vender min app projektøren mod dem, der kigger på kunsten.

Som bruger bliver du guidet gennem fem trin til en ultra personlig kunstoplevelse, der giver dig indsigt i dine livsværdier, styrker og personlige ressourcer. Det er klassisk ”old-age” dannelse tilsat ny teknologi."

MB: Hvem skal bruge app´en?
GLDS: "App´en er især udviklet til folk, der går efter den mere personlige oplevelse, folk, som generelt er optaget af at blive klogere på sig selv. Forstå sig selv bedre og det, der driver dem.

Jeg har et samarbejde i gang med Esbjerg Kunstmuseum henover efteråret og app´en er desuden testet på Nivaagaards Malerisamling og blandt kulturformidlingsstuderende på ARoS i Aarhus.

Indtil videre er den gratis, og kan også bruges hjemme i sofaen, hvis man fx søger på værker i Google Arts & Culture, i online gallerier eller i andre kunstapps som Magnus, ARTLAND eller artOmonde."

MB: Hvor kommer ideen fra?
GLDS: "Summen af alt, hvad jeg har beskæftiget mig med hidtil – kunsthistorie, kunstformidling, religionshistorie, neuroscience og erindringsteori og coaching - ligger i den app.

Jeg har omsat min ph.d. indenfor kunst- og religionshistorie ved at kombinere den med værktøjer fra min efteruddannelse og karriere som coach.

I min ph.d beskæftigede jeg mig med, hvordan visuel kultur, kunst og arkitektur var et vigtigt led i menneskets identitetsskabelse og erkendelsesveje i overgangsperioden fra det senromerske til det tidlige kristne imperium. 

I dag har vi nærmest glemt, at kunsten både kan få os til at stoppe op og sætte os i kontakt med dybere lag i os selv. Vi vil så gerne bevæges, men tit bliver det at gå på udstilling til en intellektuel øvelse i stedet."

MB: Er det et hyggeprojekt eller noget, du skal blive rig af?
GLDS: "Det er min livsmission. Og det, som app´en kan, rammer ned i noget, der er stor efterspørgsel på.

Museerne skal have flere besøgende, dem med årskort skal have noget at komme efter flere gange. Gæster skal opleve, at der er noget mere personligt betydningsfuldt på spil end det, de kan læse på plancher og skilte.

Vi giver vel dybest set statsstøtte til museerne for at de kan være led i et dannelsesprojekt, der har en samfundsmæssigt værdi.

Om det er noget jeg kan leve af, er for tidligt at sige. Jeg forhandler lige nu med et par museer i udlandet. Der ligger allerede en premium version klar, hvis jeg kan gøre nok investorer interesserede."

}