Dansk Magisterforening

Flere fastansatte forskere på museerne

Benedikte Ballund
Del artikel:

Siden 2015 har det været muligt at ansætte forskere i varige og ikke midlertidige stillinger på museerne, arkiverne og bibliotekerne under Kulturministeriet. Den mulighed har flere institutioner benyttet sig af.

”Ansættelse som forsker sker efter opslag og som udgangspunkt for en periode på tre år.” Sådan lød det fra 1997 og 18 år frem i det cirkulære, som fastlagde den stillingsstruktur, der var gældende på en lang række institutioner under Kulturministeriet. I 2015 blev formuleringen imidlertid blødt op i forlængelse af overenskomstforhandlinger, og i dag lyder det i stedet i den bekendtgørelse, der gælder, at ”Ansættelse kan ske tidsbegrænset eller varigt”. 

Dermed har institutionerne fået mulighed for at benytte den form for tenure track, som også universiteterne bruger: Er man ansat som forsker, kan man med andre ord overgå til en stilling som seniorforsker uden at stillingen skal slås op, hvis man kan leve op til bedømmelseskravene, på samme måde som universiteterne kan lave stillingsforløb, hvor man overgår fra adjunkt- til lektorniveau uden opslag.

En ”kan”-formulering er som bekendt ikke i sig selv en garanti for, at noget rent faktisk finder sted,  især ikke på et tidspunkt, hvor grønthøsterbesparelserne på to procent også skal findes på kulturinsitutionerne og kunne gøre midlertidige stillinger mere attraktive for arbejdsgiverne -, men muligheden er blevet benyttet flere steder, viser en rundringning til forskellige forsknings- og personalechefer samt tillidsrepræsentanter og tjek af jobopslag. Det gælder blandt andet hos Dansk Sprognævn og på Nationalmuseet. 

Et tredje sted, hvor man har valgt at give en forsker en varig ansættelse er på Naturhistorisk Museum i Aarhus.

”Når og hvor det overhovedet kan lade sig gøre, vil jeg meget gerne fastholde den medarbejderstab, vi har, både forskere og andre medarbejdere”, siger museets direktør Bo Skaarup.

”Når man er forsker på et museum, er det lidt af et kunstværk at bedrive en skarp, målrettet forskning og samtidig inddrage samlingerne og anvendelse af formidlingspotentialet. Man gør det i en organisation, som har nogle særlige karaktertræk, og det er ikke noget, man gør fra dag ét eller på et år eller to. Det kræver for mig at se nogle langvarige relationer, hvor man som forsker forstår, at man er forsker på et museum og dyrker de ekstra tandhjul, et museum har”, siger han.

Kombination fungerer godt
På Statens Museum for Kunst har det endnu ikke været aktuelt eventuelt at benytte sig af den varige ansættelse af en forsker, men samlings- og forskningschef Peter Nørgaard Larsen er ikke afvisende over for tanken.

Selvom Peter Nørgaard Larsen er positivt indstillet, er han dog forbeholden over for tanken om, at det er alle stillinger, der er varige.

”Som forskningschef kan jeg godt lide, at der er nogle, der er ansat i tidsbegrænsede stillinger i forhold til at få mobilitet i forskermiljøet og få tilført nye metoder, teorier og måder at se tingene på. Det giver en større strategisk fleksibilitet at ansætte nogen, som kan gå ind og løfte forskningen inden for et bestemt felt, hvor der i en vis periode er behov for det.  Jeg synes, at en kombination af fortrinsvis varige stillinger og enkelte tidsbegrænsede fungerer godt for en større forskningsorganisation”, siger han.

Argumentet om fleksibilitet kan Bo Skaarup fra Naturhistorisk Museum godt forstå.

”Der er ikke et valg, uden at der er fravalg. Selvfølgelig kan man godt komme i en konflikt, hvor man overvejer, om man mister agiliteten, hvis man ikke har en vis dynamik i sin medarbejderstab, siger han, men peger samtidig på, at museet har samarbejde med forskere med forskermiljøer på andre institutioner, forskere fra udlandet på forskningsophold og ph.d.-studerende”.

”Vi har for eksempel en ph.d.-studerende, som arbejder med rewilding, en særlig form for naturforvaltning i Mols Bjerge. Vi har ikke nødvendigvis taget stilling til den lange bane, men vi har et forskningsbehov, og så må vi om et par år se, om det er det samme eller har flyttet sig”, siger han.

”Vi vil rigtigt gerne bidrage til, at der i et forskningsmiljø både er en aktualitet, en stærk fast bemanding og at det bliver parret med internationale folk, som er her i en kortere eller længere periode, men ikke nødvendigvis er en fast del af staben”.

Den nuværende stillingsstruktur for forskere, der er ansat på 13 forskellige museer, arkiver, biblioteker med videre under Kulturministeriets område stammer fra 2015, hvor den blev revideret, så den lagde sig op af universiteternes.

Stillingsstrukturen regulerer primært, hvilke stillingskategorier man kan blive ansat i, men fastlægger også regler for varigheden af en ansættelse og bedømmelsesprocedurer. Stillingsstrukturen har desuden til formål at sætte rammerne for den karrierevej, man har mulighed for at tage, når man er ansat som videnskabelig medarbejder på den pågældende institution.

Stillingsstrukturen rummer i alt ti forskellige stillingskategorier. Det gælder for de fleste stillingskategorier, at ansættelsen er eller kan være tidsbegrænset. Undtagelserne er stillingerne som seniorforsker, seniorrådgiver og forskningsprofessor.

Læs mere i DM Natur & Kultur.

}