Dansk Magisterforening

Verdens bedste universitet udvider eksamenstiden for at løfte kvindelige studerendes karakterer

© Colourbox

Tobias Dinnesen
Del artikel:

Oxford University har udvidet eksamenstiden for eksaminer i matematik og IT-fag med 15 minutter, fordi der procentvis var dobbelt så mange mandlige som kvindelige studerende, der opnåede den højest mulige karakter. I Danmark er DTU eksempelvis i gang med at kigge på, om de enkelte uddannelsers navne appellerer mere til mænd end kvinder.

Kvindelige studerende bliver i højere grad end mænd påvirket negativt af tidspres under eksaminer.

Sådan lyder tesen på Oxford University, som derfor i sommeren 2017 i al ubemærkethed udvidede eksamenstid i matematik og IT-fag med 15 minutter fra 90 til 105 minutter for at mindske presset på de kvindelige studerende.

Beslutningen blev ifølge den engelske avis The Telegraph blandt andet truffet, fordi universitetet kunne se, at der procentvis var dobbelt så mange mandlige som kvindelige studerende, der opnåede den højeste karakter ved fagenes eksaminer.

Og de foreløbige resultater viser da også, at de kvindelige studerende klarer sig bedre end før, forklarer en talsmand for universitetet til Business Insider.

”Det opmuntrer os, at vi kan se, at kvinder i kølvandet på de her ændringer klarer sig bedre i vores eksaminer. Men det er stadig for tidligt at drage håndfaste konklusioner på baggrund af det”, siger talsmanden for universitet, der af Times Higher Education er kåret til verdens bedste universitet.

DTU: Appellerer vores sprogbrug mest til mænd?
På de mere hjemlige breddegrader giver Oxford Universitys eksamenseksperiment genlyd hos DTU, forklarer rektor Anders Overgaard Bjarklev til Berlingske.

Universitetet har dog ikke umiddelbart planer om at udvide eksamenstiden for at imødekomme det problem, som de forsøger at løse i Oxford. I stedet vil man se på, om der er noget i de forskellige uddannelsers navne, der skræmmer kvinderne væk.

”Vi kigger bl.a. på, hvad vi skal kalde vores uddannelser. Er der ord eller formuleringer, der måske tiltaler det ene køn mere end det andet? Måske er der ord, mænd bedre kan lide end kvinder. Måske sker der det, at uddannelser på et sted som vores bliver designet mest af mænd, og at de helt ubevidst vælger nogle ord til at formulere og beskrive nye uddannelser med, som de selv kan forholde sig til, men som af grunde, vi ikke helt kan forklare, ikke i samme grad appellerer til kvinder”, fortæller han til avisen.
}