Dansk Magisterforening

Advokat: Lad domstolene prøve sager på socialområdet

Tobias Dinnesen
Del artikel:

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil sammen med forligskredsen bag førtidspensions- og fleksjobreformen præcisere lovgivningen omkring tildeling af førtidspension, så borgere ikke visiteres til ressourceforløb, hvis deres arbejdsevne ikke kan udvikles. Advokat med speciale i socialret kalder det et vigtig signal, men efterlyser muligheden for at lade sagerne blive prøvet ved domstolene.

Politikerne sender et vigtigt signal til kommunerne og Ankestyrelsen, når de nu vil præcisere lovgivningen omkring tildeling af førtidspension, men de tager stadig ikke fat om det grundlæggende problem med, at sagerne ikke kan prøves ved domstolen.

Sådan lyder det fra advokat Mads Krøger Pramming, som har specialiseret sig i socialret og blandt andet fører principielle sager på vegne af fagforbund som FOA og 3F.

For nylig var han inviteret til at tale ved høringen i forbindelse med evalueringen af førtidspensions- og fleksjobreformen. En høring, som er mundet ud i et lovforslag, som skal præcisere intentionen bag lovgivningen om tildeling af førtidspension over for kommunerne, som ifølge Beskæftigelsesministeriet ”har fortolket reglerne meget stramt”.

Målet med præciseringen er ikke at udvide retten til førtidspension, men snarere at sørge for, at vejen hen til førtidspension for nogle borgere vil være kortere, da de ikke skal sendes ud i udsigtsløse ressourceforløb, forklarer beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse.

Og netop den stramme fortolkning er det, som falder Mads Krøger Pramming for brystet. Ifølge ham har både kommunerne og Ankestyrelsen anlagt den mest ”borgerfjendske” fortolkning af lovgivningen, når de har vurderet borgernes ret til at få tildelt førtidspension.

”Det vigtigste ved lovforslaget er, at det sender et signal til kommunerne og Ankestyrelsen om at bløde op, og der må vi krydse fingre for, at kommunerne behandler de her sager mildere i fremtiden”, siger han.

”Magtens tredeling bør også gælde socialretten”
Lovforslaget er dog i bedste fald et plaster på et åbent sår i systemet, hvis man spørger Mads Krøger Pramming. For uanset præciseringerne så er der stadig ikke nogen, der kan komme efter kommunerne, hvis de ikke tildeler førtidspension ud fra hensigten med lovgivningen.

Domstolene er nemlig ekstremt tilbageholdende med at prøve myndighedernes skøn i konkrete sager. Og på den måde skiller det socialretlige område sig markant ud fra resten af samfundet, da man i praksis, ifølge Mads Krøger Pramming, ikke kan få prøvet sin sag ved domstolene, hvis man fx får afslag på tildeling af førtidspension.

Problemet bunder i, at man i Grundloven helt fra starten har besluttet, at det ”ligger aldeles uden for domstolens kontrol”, når en myndighed foretager en vurdering. Og sådan er det, med meget få undtagelser, stadig i dag, forklarer Mads Krøger Pramming.

”Derfor er der et grundlæggende kontrolproblem i systemet. Normalt har vi magtens tredeling, hvor Folketinget laver nogle regler, som myndighederne udfører, og så kan domstolene kontrollere det. På det socialretlige område mangler den tredje del, så derfor har myndighederne magt på lige fod med enevælden”, forklarer advokaten.

”Så har vi heldigvis Ankestyrelsen, kunne man tænke, men her har Ankestyrelsen lagt en alt for stram tolkning af lovgivningen til grund for sine afgørelser. Og det er jo også derfor, Folketinget præciserer loven nu, fordi de tydeligvis ikke har forstået hensigten med lovgivningen i Ankestyrelsen og hos kommunerne. Et konkret eksempel på forskellen på fortolkningen er, at det i Københavns Kommune er tre gange så svært at få tildelt førtidspension som i resten af landets kommuner. Men er det så alle de andre kommuner, der gør det forkert, eller er det Københavns Kommune? Det finder vi aldrig ud af, for vi har ikke mulighed for at prøve det ved domstolene”, fortsætter han.

Hvornår er det ’helt åbenbart’, at arbejdsevnen ikke kan forbedres?

Selv med den nye præcisering af lovgivningen vil der stadig være fortolkningsmæssige problemer, når kommunerne skal vurdere borgernes arbejdsevne eller mangel på samme, mener Mads Krøger Pramming.

Som eksempel bruger han lovgivningens brug af ordet ’helt åbenbart’. Det skal nemlig være ’helt åbenbart’, at borgerens arbejdsevne ikke kan forbedres, hvis borgeren skal kunne tilkendes førtidspension. Problemet er, hvad det i praksis betyder – og det er her, den enkelte kommunes fortolkning bliver udslagsgivende for borgerens chancer for at få tildelt førtidspension, forklarer advokaten.

”Hvad er helt åbenbart? Ankestyrelsen og kommunerne har tolket det som om, at du ligger i respirator og er i terminalfasen, men for de fleste andre er det nok, at man har været uden for arbejdsmarkedet i 20 år, og seks eksperter har sagt, at der ikke er en kinamands chance for, at man kan komme i arbejde”, forklarer han.

Stol på domstolene – det gør vi i alle andre sager
Mads Krøger Pramming forklarer, at vi i alle andre sager, hvor der er tvivl om, hvad der menes med et stykke konkret lovgivning, lader domstolene definere grænserne og udfylde eventuelle fortolkningsmæssige huller i lovgivningen.

Som eksempel nævner han, at hvis der fx står i knivloven, at man må gå rundt med en absurd stor kniv, hvis man har et ’anerkendelsesværdigt formål’, så vil det typisk ikke være udpenslet, hvad et anerkendelsesværdigt formål er. Der vil domstolene normalt gå ind og vurdere fra sag til sag, hvad der er et anerkendelsesværdigt formål, og dermed sætte rammerne for, hvornår man må bære hvilke konkrete knive i det offentlige rum.

”Men den hjælp får vi ikke på det socialretlige område, så derfor er der ingen retssikkerhed for borgerne, fordi man ikke kan få prøvet sin ret ved domstolene. Og det er efter min vurdering både uretfærdigt og et kæmpestort problem”, understreger advokaten.

Mads Krøger Pramming peger på, at der potentielt er tre måder at løse problemet, men at både løsning to og tre i bedste fald er lappeløsninger:
  1. ”Ligesom alle andre EU-lande kunne man få sig en forvaltningsdomstol, der kunne prøve de her sager og genskabe retssikkerheden på det socialretlige område. Den mulighed fik man skrevet ind i 1953, da man ændrede Grundloven, så der er ikke noget, der forhindrer os i at gøre det.”
  2. ”Jeg og andre bliver ved med at føre de her sager. Der er lidt opblødning i gang i forhold til, at domstolene trods alt en gang i mellem tager stilling til de her sager, og den tendens kan måske om mange generationer få en effekt. Men det er en ret dårlig løsning at vente på, at problemet løser sig selv, synes jeg.”
  3. ”Alternativt kan man lave meget præcis lovgivning, som ikke lægger op til, at der kan være et skøn hos myndighederne. Det er jo et museskridt i den retning, at man nu præciserer lovgivningen, men det burde bare ikke være nødvendigt. Men det er klart, at jeg ville foretrække, at politikerne detaillovgiver frem for den nuværende situation. Jo mere de skriver om, hvad hensigten er med lovgivningen i forhold til konkrete sager eller situationer, desto lettere er det for kommunerne og Ankestyrelsen at forvalte lovgivningen efter hensigten.”
}