Dansk Magisterforening

KU truer styrelse med retssag

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

KU vil ikke betale halvdelen af den milliardstore fordyrelse af Niels Bohr bygningen.

Hvis ikke KU Science kan rykke ind i den nye Niels Bohr Bygning som aftalt i maj 2018, vil Københavns Universitet slæbe Bygningsstyrelsen i retten.

Ifølge Politiken vil Københavns Universitet ikke betale halvdelen af de meromkostninger, som forsinkelsen vil koste.
Bygningsstyrelsen siger, at fordyrelsen også vil hæve bygningen værdi.

Men i et brev fra KU´s bestyrelsesformand Mads Krogsgaard Thomsen hedder det, at KU ikke vil påtage sig ansvaret for ”fejl begået af Bygningsstyrelsen eller dens medkontrahenter”.

Universitetet vil kun modsvare de ekstra udgifter, som er påført byggeriet, fordi universitetet har krævet ændringer af det oprindelige projekt. Det er et beløb på 36 millioner, viser avisens aktindsigt.

Dyrt for KU at være lejer i hovedstaden
Brevet fra KU´s bestyrelsesformand optrapper et i forvejen konfliktfyldt forhold mellem de to statslige institutioner,. De har i forvejen lignende konflikter kørende vedrørende Mærsk Tårnet og Copenhagen Plant Science Center.

Det har i mange år været et ønske fra KU, at man i  stedet for at være i en situation, hvor man er tvunget til at leje dyre kvadratmeter af staten i hovedstaden, fik selveje og det fulde ansvar for at opføre nye bygninger.

Ifølge ekspert i byggestyring Kim Haugbølle fra Statens Byggeforskningsinstitut, er situationen dramatisk.
”Det her er måske den rygende pistol, der skal til, for at man sætter sig ned og genovervejer samspillet”, siger Kim Haugbølle til Politiken lørdag.

Bygningsstyrelsen har senest vurderet, at Niels Bohr tårnet tidligst er klar til indflytning i begyndelsen af 2019. 

}