Dansk Magisterforening

Udenlandske forskere meldt til politiet for at holde foredrag

© Jacob Nielsen

Af Troels Kølln
Del artikel:

Flere universiteter oplever, at deres udenlandske forskere bliver politianmeldt for at udføre opgaver, der er en naturlig del af forskningsarbejdet. Professor med speciale i skatteunddragelse kan miste opholdstilladelse, fordi hun har holdt oplæg for Skat. "Det er absurd ... Loven må ændres med det samme", siger DM-formand.

Den amerikanske professor Brooke Harrington, der forsker i skatteunddragelse, er blevet politianmeldt for at holde oplæg for Skat og Folketingets Skatteudvalg. Hun kan forvente at få en bødestraf, skriver Politiken.

Hun har nemlig ikke ansøgt Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri) om en særlig tilladelse til at holde oplægget uden for sin arbejdsplads, CBS.

"Det er helt absurd, at udenlandske forskere straffes for at rådgive Folketinget eller holde andre eksterne foredrag. Vi ender med at skræmme de mennesker væk, som vi på andre måder forsøger at tiltrække. Loven må derfor ændres med det samme", siger Camilla Gregersen til Magisterbladet.

"Bureaukrati kan jage de bedste hjerner ud af Danmark", tweeter vicedirektør hos Københavns Universitet Jasper Steen Winkel. 

Uddannelseschefen i tænketanken Cevea, Kristian Birk, er endnu klarere: "Det er jo helt gak, det her".

LÆS OGSÅ: Internationale forskere får bødestraffe for at være censor

Flere af landets universiteter har lignende problemer:

  • CBS har aktuelt tre sager, hvor politiet har taget kontakt til ansatte, der har passet deres almindelige videnskabelige arbejde for universitetet - for eksempel at arbejde som ph.d.-vejleder.

  • DTU har to sager om ulovligt censorarbejde og problemer med en udenlandsk gæsteforelæser

  • Aalborg Universitet kan miste adgangen til fasttrack-ordningen, fordi en forsker har arbejdet i fire måneder uden en korrekt arbejdstilladelse

  • Københavns Universitet har oplevet flere tilfælde, hvor udenlandsk videnskabeligt personale er blevet politianmeldt for noget, der ellers er en almindelig del af arbejdet, skriver Politiken.

Til avisen siger udlændingeminister Inger Støjberg (V), at sagerne er blevet håndteret fuldstændigt korrekt, og at det stramme tilsyn skal sikre, at udlændinge er i Danmark "for at arbejde og ikke for at begå kriminalitet". Samtidig siger hun, at det er tid til en lovændring:

"Jeg tror også, tiden er kommet til at få kigget på, om reglerne er tidssvarende. Det vil jeg søge Folketingets opbakning til", siger Inger Støjberg.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) lover også at ændre reglerne: "Det er på vej", skriver han til DM's politiske konsulent Anettte Berentzen på Twitter.

}