Dansk Magisterforening

Regeringen kalder udflytning en succeshistorie

© Steen Brogaard

Louise Egholm Burcharth
Del artikel:

Udflytningen af en lang række statslige arbejdspladser går efter planen, lyder det i ny status fra regeringen, der i 2018 vil flytte flere statslige arbejdspladser ud af hovedstaden. Men erfarne medarbejdere flytter ikke med, og det skaber videnstab, viser rundspørge blandt DM-tillidsrepræsentanter.

”Bedre balance”.

Sådan døbte regeringen i efteråret 2015 den første udflytningsbølge af 3.900 offentlige arbejdspladser fra København til provinsen - med visionen om ”Et Danmark i bedre balance, hvor det er muligt at leve, bo og arbejde i hele landet”. 

Og ifølge regeringens nyeste status for udflytningen præsenteret af innovationsminister Sophie Løhde (V) mandag, så går flytningen af de statslige arbejdspladser ”stort set som planlagt” og holder sig inden for budgettet. Foreløbig har ministerierne brugt 870 millioner kroner, hvor det oprindelige udgiftsskøn lå på omkring 910 millioner kroner. Det skriver regeringen i en pressemeddelelse.   

I april 2017 var der flyttet 2.162 arbejdspladser, og 21 ud af 34 planlagte institutioner har afsluttet flytningen. Samtidig er 22 procent af medarbejderne flyttet med eller pendler til arbejdspladsen, oplyser regeringen, der i 2018 vil flytte flere statslige arbejdspladser ud i resten af landet fra hovedstadsområdet. Omfang og placering er dog stadig ukendt.

Udflytning ud i det blå
Men en rundspørge i foråret blandt 21 af Dansk Magisterforenings tillidsrepræsentanter på udflyttede arbejdspladser tyder på alt andet end en succeshistorie. Her svarede 55 procent ja til, at arbejdspladsen mister – eller har mistet – erfarne nøglemedarbejdere på grund af udflytningen, skrev Magisterbladet i april.

Og det kommer ikke bag på Morten Lassen, der er lektor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, der kalder det et ”videnstab” og peger på det som uundgåeligt, ”når man laver så stor en organisatorisk forandring”, som han siger til Magisterbladet. 

Han mener, at noget af videnstabet kunne være undgået, hvis man flyttede arbejdspladserne til destinationer med ”vidensklynger” som fx forskningsinstitutioner. Men det er ikke tilfældet ifølge ham.

”Man flytter ud i den blå luft. Det er jo tilfældet visse steder. Mange har svært ved at se meningen og rationalet i det her”, siger han. 

Christian S. Christensen er tillidsrepræsentant for DM-medarbejderne i Slots- og Kulturstyrelsen, der stod over for en delvis udflytning i starten af maj. Ifølge ham har en del allerede sagt op, men flere specialiserede medarbejdere, end han havde forventet, flytter med. Men de skal nu løbe stærkere, fordi andre er faldet fra, og den nye rekruttering af medarbejdere forstærker ifølge ham også videnstabet. 

”Der er simpelthen ikke tid til ordentlig oplæring. Når der ikke er tid til, at de erfarne nøglemedarbejdere lærer de nye op, så er det næsten ikke til at undgå et videnstab”, siger han til Magisterbladet.

}