Dansk Magisterforening

DM om ny 2025-plan: Regeringens flirt med SU-besparelser giver bagslag

© Foto: Jacob Nielsen

Louise Egholm Burcharth
Del artikel:

Et kommende SU-udspil fra regeringen skal bl.a. finansiere skattelettelser og offentlige investeringer i den nye 2025-plan. Men besparelser på SU harmonerer dårligt med løftet om højere kvalitet i uddannelse og har en social slagside, lyder det fra DM-formand Camilla Gregersen.

En ny 2025-plan under navnet ”Vækst og Velstand 2025” blev tirsdag fremlagt af trekløverregeringen.

Med den vil regeringen øge BNP-væksten fra 1,5 til 2 procent om året frem til 2025. Samtidig skal det økonomiske råderum øges, så det i 2025 er på i alt 50 milliarder kroner. Det skal bl.a. gå til skattelettelser, offentlige investeringer som fx øget digitalisering og på vækst i det offentlige forbrug med 0,3 procent frem til 2025, skriver regeringen i en pressemeddelelse.  

Pengene skal bl.a. komme fra en varslet SU-omlægning. Det skal sammen med større gevinster for at arbejde mere og den allerede fremlagte taxameter-reform få unge hurtigere i job og øge beskæftigelsen med 10.000, fremgår det af 2025-planen. Her omtaler man det danske SU-system som ét af ”verdens mest generøse” og bruger det som forklaring på danske studerendes studietid, der er længere, end ”der forventes”.

Men Camilla Gregersen, der er formand for Dansk Magisterforening, er ikke imponeret over udsigten til det, som ifølge hende lugter af besparelser på SU. Hun fremhæver, at det vil give bagslag ”socialt og samfundsmæssigt”, og mener ikke, at det rimer på kvalitet i uddannelse, som uddannelsesminister Søren Pind (V) ellers har talt for. 

”Uddannelse kommer endnu en gang til at handle om at komme hurtigere igennem og ikke om, hvad dimittenderne får med sig ud. Derudover viste det uafhængige ekspertpanel, som Dansk Magisterforening nedsatte i efteråret, at SU-besparelser især rammer unge fra hjem, hvor forældrene ikke har en videregående uddannelse. Det vil derfor ramme skævt og er den helt forkerte vej”, siger hun. 

DM-formanden peger også på det problematiske i, at de unge endnu en gang skal holde for og betale for skattelettelser til de ældre - og mere privilegerede. Hun understreger, at de unge både har fået skåret i dagpenge, uddannelser – og nu også SU’en, og at ”vi risikerer at miste meget mere på den lange bane, end hvad vi vinder på den korte”:

”Det handler om samfundets prioriteter. Vil vi have et stærkt velfærdssamfund, der sikrer fri og lige adgang til uddannelserne og herunder også det forsørgelsesgrundlag, som SU’en jo er, eller vil vi have et samfund, hvor økonomi bliver barrieren for uddannelsesvalg?”, siger hun.  

}