Dansk Magisterforening

Prismodtager: Herregårde er ikke flødeskum, det er rugbrødsstof

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Kun 5-10 procent af de, der levede i og omkring Danmarks 726 herregårde, var herskabet selv. Formidling i verdensklasse af den store fortælling om livet på landet har nu givet Museumsdirektør Britta Andersen en fornem pris.

Siden Britta Andersen i 2000 tiltrådte som museumsdirektør for Gammel Estrup – Herregårdsmuseet på Djursland – har hun løftet museet op i international klasse, både når det gælder forskningen og formidlingen.

I slut-juni blev hun hædret for sit arbejde med bevaring af kulturarven med non-profitorganisationen Europa Nostras danske pris.  

Den 55-årige cand.mag. i kunsthistorie og middelalderarkæologi får, ifølge Europa Nostra, prisen for at ”stå bag udstillinger i verdensklasse og en række nyskabende formidlingsprojekter, ligesom hun er drivkraften i Dansk Center for Herregårdsforskning, som blev etableret på Gammel Estrup i 2004”.

Komøg og opløst svovl fra tændstikker
Næste store udstillingsprojekt, som åbner næste sommer, er et godt eksempel på, hvordan Britta Andersen og hendes kolleger arbejder:

”Udstillingen beskæftiger sig med tiden i starten af 1900-tallet, lige før lensafløsningsloven, der ændrede status for mange grever og baroner. Loven betød, at de måtte af med noget jord. Men udviklingen hen imod en anden jordfordeling startede længe inden, og vi har forsøgt at finde så mange vidnesbyrd som muligt for at belyse den tid”, forklarer Britta Andersen.

Den kommende udstilling er et godt eksempel på, hvorfor Gammel Estrup er blevet til et statsanerkendt museum, hvor formidling og forskning går hånd i hånd.

”Der er ikke ret mange skriftlige kilder fra den tid, der vedrører arbejderne, kuskene, køkkenpigerne og de jordløse landarbejdere på de store gårde.  Men fx retsprotokoller giver alligevel nogle væsentlige oplysninger, fx om malkepigerne, der kastede komøg og skamler efter en irriterende forvalter og køkkenpigen, der gav sit barn opløst svovl fra tændstikker, fordi hun ikke havde råd til at få ham passet, mens hun arbejdede”, fortæller Britta Andersen.

16 hektarer, 20 køer og 10 grise på Lars Tyndskids mark
Hovedbygningen på Gammel Estrup er museets største genstand, og den har været igennem en nænsom restaurering i de senere år. Det er vigtigt at understrege, at fortællingen om de 726 herregårde, der ligger spredt ud over det ganske land, så langt fra er fortællingen om eliten.

”Kun 5-10 pct af de, der boede på herregårdene, var selve herskabet. Jeg vil tro, at flertallet af os kan spore vores aner tilbage til landet i tiden, før folk for alvor flyttede til byerne. Herregårde – og kulturarv - er ikke flødeskum, det er rugbrødsstof i den store fortælling om, hvad vi kommer af”, påpeger museumsdirektøren.

Selv kommer hun også fra ”Lars Tyndskids mark”, som hun siger, nærmere betegnet en bondegård på Nordfyn med 16 hektarer, 20 køer og 10 grise, der skulle brødføde en hel familie, inklusive karl, pige og bedsteforældre.
At hun kommer fra den baggrund ser Britta Andersen som en kæmpe fordel.

Svedt over de bonede gulve
”Jeg har selv taget turen fra bondelandet til at blive min generations første akademiker. Jeg har svedt over, hvordan man begår sig på de bonede gulve og svedt over, hvordan man læser på universitetet. I jobbet på Gammel Estrup kombinerer jeg oplevelser fra min egen opvækst med mine erfaringer og min faglighed”, forklarer hun.

Hun var i færd med at skrive sin ph.d., da stillingen som museumsdirektør blev slået op, og jobbet på museet overtrumfede magisterens videregående studier.

 Hun kan tvivle på, at det var lykkedes for hende at hive magistergraden hjem på de vilkår, studerende læser på i dag.
”Jeg var indskrevet på universitetet fra 1984-1995, fik mine børn undervejs men fik også min sjæl med, fordi jeg havde tiden til det. En dannelsesproces er ikke noget, man kan haste igennem”, mener Britta Andersen.

Æren for Europa Nostra Prisen tilfalder hele holdet bag Gammel Estrup, understreger museumsdirektøren:

 ”Man må ikke lide af for meget ”magistersyge”, hvis man skal arbejde her. Vi brygger kaffe, stiller stole op og har dragter på samtidig med, at vi er forskere. Til gengæld føler vi os også som en familie”.      

}