Dansk Magisterforening

Afgående KU-rektor: Regeringen skal fokusere på forskning i stedet for bederum

Louise Egholm Burcharth
Del artikel:

Politikerne tænker ikke langsigtet nok, når det kommer til forskning på universiteterne, siger Ralf Hemmingsen. Socialdemokratiet stemmer i: Regeringens besparelser og manglende prioritering af forskning kan få negative konsekvenser for innovation og vækst.

Med udgangen af februar stopper Ralf Hemmingsen som rektor for Københavns Universitet efter knap 12 år ved roret.

Og hvis man spørger den afgående rektor, har det siden 2006 været sparsomt med de store visioner og strategier fra Christiansborg for universiteterne. Det siger han i et interview med Politiken fredag.
Især politiske diskussioner om forbud mod bederum på uddannelsesinstitutioner kalder han for ”rigelig med indblanding helt nede i detaljen”.

Ifølge ham ligger politikernes fokus et forkert sted. Ikke mindst efter det seneste folketingsvalg og finansloven for 2016, hvor den årlige besparelse på universiteterne på to procent blev vedtaget, og også forskningsmidlerne blev skåret betragteligt, skriver Politiken. Men for Ralf Hemmingsen handler det ikke kun om besparelser.

”Et er, at man pludselig laver en nedskæring, men noget andet er, hvor de langsigtede perspektiver er for forskningsudviklingen i Danmark på nuværende tidspunkt”, siger han til Politiken.

Tænk strategisk for ikke at sakke agterud
Ralf Hemmingsen var med egne ord fx chokeret, da der i Venstreregeringens 2025-plan, som skulle ”ruste Danmark til fremtiden”, ikke var ét afsnit om forskningsperspektiver. Den afgående rektor efterspørger mere langtidsplanlægning for, at Danmark ikke rutsjer ned ad de internationale forsknings- og uddannelsesrangstiger. 

”Man skal bare være opmærksom på, at vi i Danmark også er oppe mod en udvikling i andre lande. Vi har formået at rykke os opad på internationale sammenligninger, men de andre flytter sig jo også. Hvis man ikke hele tiden har en strategisk tænkning omkring det, så kommer vi til at sakke agterud. Så taber vi det forspring. Og det kræver fokus på det og ikke alle mulige detaljer om, hvornår specialer skal afleveres, eller om præsten må lave et refleksionsrum nede ad gangen”, siger han til Politiken.

Forskning er vejen til vækst

Også Mette Reissman, der er uddannelses- og forskningsordfører for Socialdemokratiet, efterspørger de mere langsigtede perspektiver i regeringens forskningspolitik. Hun fremhæver, at det i sidste ende vil gå ud over innovationen, vækst og skabelse af arbejdspladser, hvis ikke man investerer mere i forskning på universiteterne.

”I dag er jeg fx på besøg hos en virksomhed, der lever af innovation, og som netop fremhæver, at det ikke at investere i forskning er den største vækstdræber”, siger hun til akademikerbladet.dk og forklarer, at virksomheden, Linak, producerer teknologiske løsninger til bl.a. hæve- og sænkeborde og hospitalssenge og igennem flere årtier har skabt vækst igennem innovation og robotteknologi.

Den 1. marts 2017 overtager Henrik Wegener posten som ny rektor for Københavns Universitet. Han har indtil nu været prorektor på DTU.
}