Dansk Magisterforening

Ny finanslov fastholder milliardbesparelser på uddannelse

© PR-foto

Farhiya Khalid
Del artikel:

De store nedskæringer på videregående uddannelser vil fortsætte med næste års finanslov. Det står klart efter en ny aftale, hvor der også er sat et mindre millionbeløb af til at styrke dansk kulturarv.

Det mest sigende i den ny aftale om finansloven er, at de videregående uddannelser ikke nævnes med ét ord. Dermed fastholder politikerne de årlige to-procents besparelser. Det såkaldte omprioriteringsbidrag medfører samlede besparelser på 6,7 milliarder kroner i perioden 2016-2021.

Erhvervsakademierne skal spare 700 millioner, mens universiteterne skal spare i alt 3,9 milliarder kroner. "Det er trist", lyder det fra Jesper Langergaard, der er direktør for Danske Universiteter. Han kalder det "særligt ærgerligt", fordi regeringen har ambitioner om endnu højere kvalitet i uddannelserne, fx med den nye forskningsstrategi. 

"Der er masser af gode intentioner, men der følger desværre ikke midler med. Universiteterne er ramt af besparelserne, der er allerede skåret ind til benet. Danmark bruger i dag færre penge per studerende, end vi gjorde i 2008. Det er en udvikling, der går stik imod hvad vi ser i mange andre lande", siger Jesper Langergaard. 

For professionshøjskolerne betyder omprioriteringsbidraget på 2 pct. årligt, at de samlede besparelser når op på 2,1 mia. kr. i samme periode. Besparelserne sætter ambitionerne under pres, og ”de kreative løsninger er ved at være opbrugt”, mener formanden for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann.

”Vi har i professionshøjskolesektoren allerede reduceret i administration og supportfunktioner som bibliotek og studievejledning og omlagt undervisning med mere digitalisering, større hold, vejledning i grupper frem for individuelt, færre valgfag etc. Det næste, som kommer under pres, er timetallet, altså omfang af undervisningslektioner”, siger formanden til Magisterbladet.

Også de gymnasiale uddannelser er ramt af omprioriteringsbidraget. Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening, Annette Nordstrøm Hansen, mener, det er en uforståelig prioritering at skære på uddannelser, når landet ellers klarer sig godt økonomisk.

“Regeringen er godt i gang med at ødelægge de ungdomsuddannelser, som i mange år har leveret kvalitet. Vi kan ikke blive ved med at give den nødvendige støtte til unge, som kommer fra ikke-boglige hjem, og vi kan ikke blive ved med at udfordre de dygtigste elever i gymnasiet med denne økonomi,” siger hun til Gymnasieskolen.

DF har forhandlet kulturpenge ind
Finansloven afsætter også 36 millioner kroner til ”styrkelse af dansk kulturarv”.

Otte millioner kroner til forskning om digteren og modstandsmanden Kaj Munk, ti millioner til fejringen af genforeningen med Sønderjylland i 2020 og ti mere til en ombygning eller nybygning af vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Det er nogle af de initiativer Dansk Folkeparti har fået håndslag på for at skrive under på finanslovsaftalen for 2018, der er indgået af V, K, LA og DF.

Udover det har Dansk Folkeparti fået tre millioner igennem til en renovering af flyhangaren i Soldaterskoven ved Tønder samt otte millioner kroner til det tysksprogede dagblad Der Nordschleswiger – ”med henblik på elektronisk nyhedsformidling for det tyske mindretal”.

}