Dansk Magisterforening

Hver 3. offentligt ansatte: Job går ud over privatliv

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

30 pct. af magistrene på offentlige arbejdspladser oplever, at arbejdet tager så meget energi, at det går ud over privatlivet. Arbejdsmiljøkonsulent i DM mener, at det øgede reformpres i den offentlige sektor spiller ind.

De arbejder i den offentlige administration og er underlagt politikernes skiftende luner i form af reformer, omstruktureringer og ændrede politiske prioriteringer.

De er undervisere, embedsmænd og administratorer, og i en ny undersøgelse fra Dansk Magisterforening fortæller de, at arbejdet æder sig ind på privatlivet. I undersøgelsen siger 30 procent af alle ansatte på en offentlig arbejdsplads, at arbejdet tager så meget energi, at det går ud over privatlivet.

Det er mere end tilsvarende tal for eksempelvis pædagoger og socialrådgivere, og det er mere end magisterkollegerne på private arbejdspladser. Her er det 23 procent, der siger, at arbejdet ”altid” eller ”ofte” påvirker privatlivet.

Ifølge arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Magisterforening, Minna Meldgaard, er det ikke mindst de mange politisk foranledigede reformer, der påvirker de offentlige ansatte negativt.

”I de senere år er der opstået et konstant reformpres i den offentlige sektor. Og selvom magistrene er en gruppe, der har et meget stort fagligt engagement, så slider forandringerne fagligt såvel som socialt.  Kravene ændrer sig hele tiden, bliver mere diffuse, og det er svært at vænne sig til dem ”, siger hun.

Reformpresset kan også forklare, hvorfor problemerne tilsyneladende er større i det offentlige end i den private sektor, vurderer hun.

”Akademisk arbejde er komplekst, men er man ansat i en privat virksomhed, skal man dybest set skabe profit. Det ændrer sig aldrig, hvorimod det politiske flertal i en kommunalbestyrelse hele tiden forandrer sig”.

Arbejdsmiljørådgiver i Team Arbejdsliv Hans Jørgen Limborg peger på, at der i undersøgelsen er spurgt til magistrenes ”oplevelse” af deres arbejde. Det peger ifølge ham på to mulige problemstillinger.

”Når der ikke er tale om et faktuelt mål for ubalance i arbejdslivet, er vi i et rum, hvor det både kan være et pres som kommer af, at man har så meget arbejde, at man bruger tid på at arbejde, når man i stedet for burde være sammen med familien. Men det kan også være oplevelsen af, at man konstant har et eller andet man burde gøre”.

Det første, arbejdstiden, kan reguleres, hvorimod en mental oplevelse af at være bagud med noget er langt sværere at håndtere.

”Hvis man oplever, at man hele tiden har travlt og måske er bagud, så handler det faktisk mere om de sociale rammer på arbejdet. Og de er sværere at påvirke, for det handler om en slags social og psykologisk kontrakt, man indgår i med kolleger og ledelse, og som handler om, hvornår man kan tillade sig at holde fri”.

}