Dansk Magisterforening

Færre kvinder bliver selvstændige

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Kvinder registrerer virksomhed i CVR-registret i mindre grad end mænd, viser nye tal. Det tegner et billede af, at mænd i langt højere grad stifter egen virksomhed. Men blandt de højtuddannede har tendensen været stik modsat.

Lysten blandt kvinder til at starte virksomhed falder. I hvert fald tegner kvinder sig for de knap 29 procent af nye CVR-registreringer i de første tre kvartaler af 2016. Og sidste år kom andelen for første gang siden 2001 under de 30 procent, siden Erhvervsstyrelsen begyndte at lave målinger på dette område. Det viser tal, som Berlingske har fået fra Erhvervsstyrelsen, skriver Business.

"Danmark har et meget veludbygget velfærdssystem, som delvist står i vejen for specielt unge kvinder. Man kan ikke gå på barsel uden at skulle lukke sin virksomhed, for man må ikke arbejde, samtidig med at man modtager barselspenge", siger professor på Aarhus Universitet Helle Neergaard til Business.

Hun forsker i iværksætteri og bekræfter tendensen, at flere mænd end kvinder tager chancen og stifter egen virksomhed.

Ifølge hende mangler der samtidig rollemodeller, og det behøver ikke at være kvinder, hvor millionerne og milliarderne fosser ind i pengekassen.

Helle Neergaard peger dog på, at flere kvinder vælger at tage videregående uddannelser i entreprenørskab. Det kan være med til at give flere mod på at kaste sig ud i det.

Fremgang blandt højtuddannede kvinder
Ser man på udviklingen blandt de højtuddannede og i særlig grad de højtuddannede kvinder, så tegner billedet sig da også noget lysere. Et stigende antal kvinder med en akademisk uddannelse har de seneste år nemlig valgt karrierevejen som selvstændig.

Mens antallet af højtuddannede mænd som bliver selvstændige er gået frem med knap fem procent i perioden 2010 til 2014, så er stigningen blandt højtuddannede kvinder i samme periode på 18 procent. Og blandt forskere er stigningen for begge køn på fire år på 26 procent.

Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik på området, som Magisterbladet skrev om for nyligt.

Dermed går de højtuddannede og i særlig grad de højtuddannede kvinder stik mod trenden herhjemme, hvor antallet af selvstændige de seneste år generelt har været faldende.

I perioden 2010 til 2014 faldt antallet af selvstændige med 2,4 procent til 191.284, men i samme periode er antallet af iværksættere med en lang videregående uddannelse steget med knap 10 procent fra 20.674 til 22.686.  

}